Nr. 23 – The National: Boxer
Boxer går fuldt fortjent sin sejrsgang verden over og hvor bandet tidligere med nød og næppe kunne fylde Loppen, er det pludselig Amager bio og Store Vega, ikke bare én, men to dage i træk, som må melde udsolgt.
McIntoshRoss: The Great Lakes
Musikalsk er det spartansk instrumenteret, hvilket for så vidt er fint, men det stiller altså særlige krav til både melodimaterialet og stemmernes musikalitet og specifikke fremtoning. Her taber McIntoshRoss deres sange på gulvet, for de er glemt næsten før de er ført til ende.
Royal Bangs: Let It Beep
Kvintettens andet output Let It Beep, er en komplet ustyrlig omgang beskidt electrorock udi vanviddets mange afkroge. Det er skæv indierock i ordets bogstaveligste forstand, fuld af spræl og idiosynkrasier. Ideerne er mangfoldige og rammer ofte plet, men er også krævende og noget anstrengende i længden.
11.12.09 – Magtens Korridorer – Toldkammeret, Helsingør
Korridorerne har simpelthen folk i deres hule hånd og da ”Nordhavn Station” og ”Pandora” leveres i streg, går folk amok i glædesrus og yngre som ældre, damer som mænd, spiller luftguitar upåagtet normale facader og påholdenhed og man løftes i den grad af stemningen.
Screaming Lights: Like Angels
Hverken de inspirationsstrittende første numre eller den kedelige og klæge hoveddel, er værd at bruge særlig meget krudt eller energi på, så med undtagelse af åbneren ”Volts” er det et fadt udslip, Screaming Lights har kastet ud i rockæteren med Like Angels.
Dead Sexy Inc.: Kamikaze
Samtlige numre på Kamikaze løber over samme skabelon, hvor et synthbeat tilsættes lidt ufarlig guitar og trommer, mens sangeren synger monotont og unuanceret og med en så ringe vokal, at man indimellem krummer tæer.
Syntaks: Ylajali
Pladen er overvejende repræsenteret af velmenende, men lidt kønsløse elektroniske glansbilleder, som mangler en kant eller en krads modpol til det fløjsbløde, sentimentale og hyperromantiske lydbillede, Syntaks gør sig i – det bliver ganske enkelt for monotont og sukkersødt i længden.
Claiborne: Sustain
På Sustain kastes man skiftevis rundt i pompøse halvfabrikata kompositioner fuld af tomme kalorier og poppede letmetal sange uden mål og med og man bliver som lytter uendeligt træt af, ikke at ane hvor Claiborne vil hen med deres udspil.
Karma Cowboys: Shake It!
Der er ikke et overflødigt nummer på Shake It!. Faktisk er alle numre, måske lige med undtagelse af ”Chant No. 1”, med direkte adresse til den musikalske superliga. En helt igennem fed fuldblodsdebut, spændt til bristepunktet med melodisk tæft, effektive hooks og supereffektiv riff-orienteret rock, som hvor far lavede den.
The Black Crowes: Before The Frost…Until The Freeze
Black Crowes er tilbage i storform efter sidste års rigtigt gode Warpaint og man fornemmer et magtfuldt og livsnødvendigt behov fra bandets side, for at levere en skive med masser af nerve, sjæl og sved. Udspillet dufter i hvert fald af ægte spilleglæde og motivation og er blandt bandets bedste.
Deleuran: Love Lost City
Hvis der er lagt hjerteblod og kærlighed i projektet, undskylder jeg den hårde medfart, men jeg kan ikke finde noget positivt at sige om Love Lost City. Det skulle da lige være, at musikerne spiller fint og uden fejl og Peter Deleuran har en okay metervare stemme, som rammer tonerne rent.
I Got You On Tape: Spinning For The Cause
I Got You On Tape har med Spinning For The Cause udgivet et helt igennem fremragende album, som er ren musikalsk nektar for sjælen og som må være en oplagt kandidat til årets danske rockalbum.
Tyondai Braxton: Central Market
Det er muligt at nogle mennesker vil finde fornøjelse i Central Market og som vil sætte pris på det mod og den fandenivoldske tilgang, Tyondai Braxton har overfor musik, ildsjælene på Warp Records må jo selvklart høre kvaliteter i denne mand, men personligt finder jeg det ganske uudholdeligt at lytte til.
11.11.09 – CKY – Lille Vega
75 Min. som lagde godt fra start, men punkterede hen ad vejen og aldrig fandt kadencen igen for alvor, med latterlige besøg af stive homies fra hjemlandet som aldrig skulle have været i nærheden af scenen, var desværre hvad det ellers tændte publikum blev spist af med i aften.
Synd og skam, for både rammerne, lyden, de gode numre og ikke mindst en engageret flok mennesker var til stede på Lille Vega.
: Beak>" /> Beak>: Beak>
Engelske Beak> er en trio bestående af to knap så kendte musikere og så Geoff Barrow, musikalsk tryllekunstner og primus motor i ikonografiske Portishead. På trods af en række ligegyldige numre, så er leverer bandet en gang lytteværdig krautrock.