Hverken de inspirationsstrittende første numre eller den kedelige og klæge hoveddel, er værd at bruge særlig meget krudt eller energi på, så med undtagelse af åbneren ”Volts” er det et fadt udslip, Screaming Lights har kastet ud i rockæteren med Like Angels.
Samtlige numre på Kamikaze løber over samme skabelon, hvor et synthbeat tilsættes lidt ufarlig guitar og trommer, mens sangeren synger monotont og unuanceret og med en så ringe vokal, at man indimellem krummer tæer.
Pladen er overvejende repræsenteret af velmenende, men lidt kønsløse elektroniske glansbilleder, som mangler en kant eller en krads modpol til det fløjsbløde, sentimentale og hyperromantiske lydbillede, Syntaks gør sig i – det bliver ganske enkelt for monotont og sukkersødt i længden.
På Sustain kastes man skiftevis rundt i pompøse halvfabrikata kompositioner fuld af tomme kalorier og poppede letmetal sange uden mål og med og man bliver som lytter uendeligt træt af, ikke at ane hvor Claiborne vil hen med deres udspil.
Der er ikke et overflødigt nummer på Shake It!. Faktisk er alle numre, måske lige med undtagelse af ”Chant No. 1”, med direkte adresse til den musikalske superliga. En helt igennem fed fuldblodsdebut, spændt til bristepunktet med melodisk tæft, effektive hooks og supereffektiv riff-orienteret rock, som hvor far lavede den.
Black Crowes er tilbage i storform efter sidste års rigtigt gode Warpaint og man fornemmer et magtfuldt og livsnødvendigt behov fra bandets side, for at levere en skive med masser af nerve, sjæl og sved. Udspillet dufter i hvert fald af ægte spilleglæde og motivation og er blandt bandets bedste.
Hvis der er lagt hjerteblod og kærlighed i projektet, undskylder jeg den hårde medfart, men jeg kan ikke finde noget positivt at sige om Love Lost City. Det skulle da lige være, at musikerne spiller fint og uden fejl og Peter Deleuran har en okay metervare stemme, som rammer tonerne rent.
I Got You On Tape har med Spinning For The Cause udgivet et helt igennem fremragende album, som er ren musikalsk nektar for sjælen og som må være en oplagt kandidat til årets danske rockalbum.
Det er muligt at nogle mennesker vil finde fornøjelse i Central Market og som vil sætte pris på det mod og den fandenivoldske tilgang, Tyondai Braxton har overfor musik, ildsjælene på Warp Records må jo selvklart høre kvaliteter i denne mand, men personligt finder jeg det ganske uudholdeligt at lytte til.
75 Min. som lagde godt fra start, men punkterede hen ad vejen og aldrig fandt kadencen igen for alvor, med latterlige besøg af stive homies fra hjemlandet som aldrig skulle have været i nærheden af scenen, var desværre hvad det ellers tændte publikum blev spist af med i aften.
Synd og skam, for både rammerne, lyden, de gode numre og ikke mindst en engageret flok mennesker var til stede på Lille Vega.
Engelske Beak> er en trio bestående af to knap så kendte musikere og så Geoff Barrow, musikalsk tryllekunstner og primus motor i ikonografiske Portishead. På trods af en række ligegyldige numre, så er leverer bandet en gang lytteværdig krautrock.
Marvins Revolt er utvivlsomt dygtige musikere, men vokalarbejdet er lidt tyndt og bandet formår ikke, at udnytte deres musikalitet kompositorisk, så de mindeværdige numre udebliver desværre. Samtidig er T. J. Lipple´s produktion generelt for fersk og man savner en mere kras og aggressiv lyd med mere tyngde.
Dúnè leverede 95 min. topunderholdning på denne torsdag i november og formåede, at holde vores interessen fangen hele vejen. Godt gået, med tanke på en 90 min. dokumentarfilm, inden de live viste, hvorfor de er så populære både herhjemme og udenlands.
Alberta Cross spiller med en misundelsesværdig selvfølgelighed, som var det at komponere og levere en god sang, lige så nemt som at stave til USA. Pladens ti numre er så gode, at det tangerer det rene blær at kunne levere så høj en standard allerede i første hug af en langspiller.
Var See Mystery Lights en Ep bestående af de fire første numre, ville jeg være særdeles begejstret, men som langspiller, er der simpelthen ikke nok effektive skud i bøssen og det impulsive og legende fader ud til fordel for tomgang og ligegyldigheder.
: Beak>" />