24.01.10 – Sunn O))) – Lille Vega
Creepy og unik heksemesse på en hellig søndag i Lille Vega Tiden står stille, når Sunn O))) udfolder sin magt. Man er grebet i…
Nr. 9 – Tool: Lateralus
Lateralus er spækket med polyrytmer, abrupte og jamlignende forløb, dynamiske skift, tunge monumentale klodser, indadvendte og sære lyde og optagelser, men aldrig taber Tool hverken overblik eller fornemmelse for melodi og ørehængende refræner og omkvæd.
Nr. 10 – Porcupine Tree: Fear Of A Blank Planet
Fear Of A Blank Planet eksplorerer og reflekterer over de fremmedgørende kræfter mennesket oplever i kontakt med de allestedsnærværende medier. Hvor nogle opfatter den moderne medieverden som en emancipation, har Porcupine Tree helt andre dystre anskuelser overfor dette.
Von Benzo: Von Benzo
Helsingborgske Von Benzo debuterer med et selvbetitlet album fyldt til bristepunktet med en gennemført fuldblods rock’n’roll, som svenskerne er så jävla bra på og har så stor ekspertise i, tilsat lidt postgrunge krydderier. Pladen er som hugget i granit med en tung og præcis produktion, hvor alt sidder som det skal.
Delphic: Acolyte
Den engelske trio Delphic har med Acolyte smidt et fodskubbende og energisk album ud til folk med hang til såvel dansabel electronica som lettere melankolsk poprock. Nogle numre kunne katagoriseres som rocket electronica, mens andre er mere teknoboblende i deres udtryk med tranceagtige stemninger.
Nr. 23 – The National: Boxer
Boxer går fuldt fortjent sin sejrsgang verden over og hvor bandet tidligere med nød og næppe kunne fylde Loppen, er det pludselig Amager bio og Store Vega, ikke bare én, men to dage i træk, som må melde udsolgt.
McIntoshRoss: The Great Lakes
Musikalsk er det spartansk instrumenteret, hvilket for så vidt er fint, men det stiller altså særlige krav til både melodimaterialet og stemmernes musikalitet og specifikke fremtoning. Her taber McIntoshRoss deres sange på gulvet, for de er glemt næsten før de er ført til ende.
Royal Bangs: Let It Beep
Kvintettens andet output Let It Beep, er en komplet ustyrlig omgang beskidt electrorock udi vanviddets mange afkroge. Det er skæv indierock i ordets bogstaveligste forstand, fuld af spræl og idiosynkrasier. Ideerne er mangfoldige og rammer ofte plet, men er også krævende og noget anstrengende i længden.
11.12.09 – Magtens Korridorer – Toldkammeret, Helsingør
Korridorerne har simpelthen folk i deres hule hånd og da ”Nordhavn Station” og ”Pandora” leveres i streg, går folk amok i glædesrus og yngre som ældre, damer som mænd, spiller luftguitar upåagtet normale facader og påholdenhed og man løftes i den grad af stemningen.
Screaming Lights: Like Angels
Hverken de inspirationsstrittende første numre eller den kedelige og klæge hoveddel, er værd at bruge særlig meget krudt eller energi på, så med undtagelse af åbneren ”Volts” er det et fadt udslip, Screaming Lights har kastet ud i rockæteren med Like Angels.
Dead Sexy Inc.: Kamikaze
Samtlige numre på Kamikaze løber over samme skabelon, hvor et synthbeat tilsættes lidt ufarlig guitar og trommer, mens sangeren synger monotont og unuanceret og med en så ringe vokal, at man indimellem krummer tæer.
Syntaks: Ylajali
Pladen er overvejende repræsenteret af velmenende, men lidt kønsløse elektroniske glansbilleder, som mangler en kant eller en krads modpol til det fløjsbløde, sentimentale og hyperromantiske lydbillede, Syntaks gør sig i – det bliver ganske enkelt for monotont og sukkersødt i længden.
Claiborne: Sustain
På Sustain kastes man skiftevis rundt i pompøse halvfabrikata kompositioner fuld af tomme kalorier og poppede letmetal sange uden mål og med og man bliver som lytter uendeligt træt af, ikke at ane hvor Claiborne vil hen med deres udspil.
Karma Cowboys: Shake It!
Der er ikke et overflødigt nummer på Shake It!. Faktisk er alle numre, måske lige med undtagelse af ”Chant No. 1”, med direkte adresse til den musikalske superliga. En helt igennem fed fuldblodsdebut, spændt til bristepunktet med melodisk tæft, effektive hooks og supereffektiv riff-orienteret rock, som hvor far lavede den.
The Black Crowes: Before The Frost…Until The Freeze
Black Crowes er tilbage i storform efter sidste års rigtigt gode Warpaint og man fornemmer et magtfuldt og livsnødvendigt behov fra bandets side, for at levere en skive med masser af nerve, sjæl og sved. Udspillet dufter i hvert fald af ægte spilleglæde og motivation og er blandt bandets bedste.