Betyder det noget om der er 20 eller 200 mennesker til en koncert, kunne være spørgsmålet. Uanset hvad kunne man godt ønske sig flere mennesker til Kitty Wus fortrinlige koncert. Og at flere fik øjnene op for bandets kvaliteter, både på plade og ikke mindst live.
Kan man leve med at blive afhængig af små 30 min. musik, som man er nødt til at sætte på repeat knappen, er Shrinebuilder et absolut must. Bandet består af fire levende legender som nærmest betragtes som larger than life skikkelser i en musikalsk joint venture. Altså en supergruppe af episke dimensioner hugget i granit.
Generelt er det lidt svært at se hvor APMN, egentlig vil hen med denne Ep og udspillet virker noget søgende og en kende retningsforstyrret. Ikke desto mindre oplever jeg, at jo mere jeg lytter til deres udspil, jo mere sværger jeg til, at de måske kan nå langt med deres gode melodier.
Rasmussens produktion gør brug af masser af rum og små syntetiske støjoverløb, har god fornemmelse for tid, og en økonomisering med virkemidlerne, som er udsøgt og med fingerspitzgefühl for de små og detaljefyldte finesser. Det er en udpræget fornøjelse at lytte til og Aerosol kan sit kram uden noget behov for showoff eller overgjorthed.
The Dead End er en monstrøs, barsk, tung og gennemført plade af seismiske dimensioner. Det er et suggestivt og vanvittig intenst værk, som er gennemtænkt helt ud i mindste detalje. Som et bydende nødvendigt og uomgængeligt kunstværk, har den ikke mange konkurrenter på samme niveau. Her er tale om et unikt mesterværk
Dansk/svenske Starrats har med udgivelsen af deres 3. langspiller Screw The Consequences, lavet en habil omgang Sleaze rock. De nordiske outlaws, har siden seneste album skiftet sanger – og hans vokal trækker desværre ned i bedømmelsen af albummet.
Det seneste udspil fra Mesmer kan ikke bare sådan sættes på en genreligning, men heldigvis er alt hvad bandet gør af høj kvalitet. På otte numre pendulerer vi rundt, med kun få fællesnævnere, nemlig en udsøgt mørk vokal og en hang til et lettere gotisk univers
R.I.P. Tom Morello Street Sweeper Social Club (SSSC) har udgivet en ligegyldig plade med deres selvbetitlede debutalbum. Bandet består af Tom Morello og Boots…
Aalborgensiske The First Miles er the working man´s band og de kan indimellem komme faretruende tæt på klicheerne, men bandet holder sig heldigvis fri for, at kamme over i dem. Barmusik er måske et dækkende udtryk, uden at det skal opfattes nedladende, for jeg har stor respekt for bandet.
Take no prisoners må have været mantraet under indspilningen af kvintettens debut. Vi befinder os i Converge og Dillinger Escape Plan territorium med højenergi eksplosioner og vokale udladninger som skifter mellem hardcore brøl og decideret growl, mens der fra tid til anden synges uden rødme på tungebåndet.
Renegade Five eller deres personlige coach, har valgt et bandnavn, der ikke kunne ligge længere væk fra realiteterne. De er, på trods af bandmedlemmer som tilhører det midaldrende segment, i virkeligheden tættere på et regulært Boyband end det metal image de vil diktere potentielle købere.
Lyden er spændt til bristepunktet med bassynths som er så dybe og tunge, at de danner undertryk i ørerne, som kørte man for fuld speed i de schweiziske alper. Det er ikke ligefrem subtilt det her, men det er heller ikke hensigten. Nærmeste referencer må være Justice, Daft Punk og lignende kemiske brødre.
Stærosaurus’ ep er en svingende affære med både gode og mindre gode numre. Forsøget på at være original lykkedes ikke helt, men mindre kan bestemt også gøre det, og der er bestemt potentiale til mere hos Stærosaurus.
Engelske Maps består ene og alene af musikeren James Chapman. Han dirigerer albummet Turning The Mind bag et arsenal af synthesizere. Resultatet er ikke prangende, men alligevel er der noget at hente på albummet – især på de mere danceorienterede numre.
Selvom det lyder som en plade, med så mange inspirationskilder, at man kan have svært ved at få øje på hvem Darker My Love selv er, har bandet alligevel sin helt egen identitet og har lavet en mageløs plade med eminente musikere, gode melodier, super produktion, og som svinger imellem at være både blid, kontant, luftig, massiv, kælende, kras, glad i låget og ond i sulet. Der er stor spændvidde mellem polerne og albummet kan bære det på sine skuldre.