Den texanske instrumentalkvartet Explosions in the Sky er med dette, deres sjette album, gået tilbage i deres musikalske arkiver og fundet seks demoer frem, som de har arbejdet på indenfor de sidste tre år. Demoer som de havde forladt, er kommet tilbage til, og senere udvidet.
Det charmerende ved Yuck er deres ungdommelige energi, troen på egen formåen og vanvittigt høje fornemmelse for den gode melodi pakket grundigt ind i støj og lyse svævende m/k vokaler. Der hersker simpelthen en uimponerethed hos londonkvartetten.
Alf er en elegant starter og dermed bedst i første halvleg. Herefter bliver det lidt mere ordinært uden decideret at trække det røde kort. Alligevel er der en legende lethed over Alfs omgang med de klassiske Byrds inspirationer og hans kantede og skæve indie folk-pop, som derfor – på trods af enkelte fejlskud – trækker de fleste stik hjem.
Sedated Angel formår at variere deres fundamentalt ensrettede lyd over Dirty Goin´ Down´s fire sange, så man oplever små men signifikante nuancer i bandets tonsetunge univers. Selvom alt ikke spænder lige godt af, mobiliserer fuzzdrengene rigeligt med kompetent tråd til, at det rykker grundigt i den indre rockhund
Wye Oak´s tredje langspiller Civilian er duoens hidtil bedste. Bandet træder i denne ombæring mere i karakter. Det være sig på første halvdels mere tempofyldte, rockede og støjende numre, såvel som anden halvdels mere introverte sange.
Several Shades of Why indeholder lune og fine sange der åbner sig over tid med kun ganske få trivialiteter, alt sammen udført som gedigent gennemarbejdet håndværk. Albummet er dermed et eklatant eksempel på en grower, der giver indsatsen mangefold tilbage, hvis man møder det med rette tålmodighed.
Ligegyldighed er desværre det eneste Human League efterlader en med. Credo er simpelthen spændt til bristepunktet med fattige melodier, tynde og komplet uinteressante synthtemaer, der ofte er så cheesy, at det grænser til det ufrivilligt komiske.
Det er utvivlsomt teknisk velfunderede og dygtige musikere, men der er et befriende fravær af genrens noget hyppige svælgen i musikalsk masturbation. Albummet er hamrende effektivt og prisværdigt gennemarbejdet. Selvom det er tungt er der masser af rum og fjedrende lethed i musikken
Rumskibskaptajnen Keith Canisius leverer på This Time It´s our High en blanding af psychedelisk 60´er pop og æterisk dreampop og blid shoegaze, som den leveredes i 90´erne . Det er et voldsomt effektivt, men også et noget ensporet lydbillede, der ikke undgår en uheldig bismag af gentagelse som albummet skrider frem.
Samlet set er Hardcore Will Never Die, But You Will, Mogwai´s mest homogene og fuldendte album til dato og dermed aspirerer den – sammen med Young Team forstås – til sejrskamlen i skotternes diskografi.
Lanegan’s mørke baryton af en gravrøst komplementerer Campbells henførende og fløjlsbløde vokal perfekt. Hvor de hver især kan blive for ensidige, giver de hinanden et spændstigt modspil, som i den grad bærer og klæder en koncert af denne intime akustiske art.
Musik skal bestemt ikke være nem og ligetil for at have sin berettigelse, men det synes som om, at Dreamend spiller lidt for meget for galleriet, uden helt at have styr på udtrykket, den gode melodi og en integreret identitet.
Alle de knaster og den indre spænding der lå i Cold War Kids´ univers på den aldeles glimrende debut Robbers & Cowards, er pist væk og erstattet af en midtersøgende og intetsigende dusinvarerock. Identitet og integritet er udvisket og fordampet og i stedet simrer nu en blød, fersk og fuldstændig karakterløs suppe.
Det er tungt men særdeles melodiøst og kompleksiteten holdes fornemt i ave, således at man sjældent trættes af de abrupte polyrytmeskift eller destruerende eksperimenter, mathrocken ellers har for vane at udfordre lytteren med. Talons sigte er i stedet melodi i skøn forening med en søgen efter den rigtige stemningsbund.
Fistful Of Mercy laver oldschool musik når det er allerbedst. Det er milevidt fra moderne tendenser og eksperimentelle fiksfakserier. Blot tre mand plus det løse og en balje knaldgode melodier, flotte vokaler og en beherskelse af instrumenterne uden den mindste rysten på hænderne.