Screaming Females spillede korte garage-punkede numre spillet skarpt og til benet, med en glød og glæde der er essencen i rock, gav en befriende uforstillet oplevelse og man blev simpelthen glad i låget over sådan en gedigen endefuld inden exit fra årets festival.
Den sære danske trio Thulebasen gav en skæv, krævende, kaotisk og nok for aparte oplevelse for mange på Pavilion søndag middag. De to gakkede guitarister placeret med front imod hinanden, gav et godt billede af et band, der måske spiller mere for hinanden end for de folk, der står og beskuer dem.
det bliver lidt for velfriseret i længden. Det stritter simpelthen for lidt musikalsk og der mangler noget der for alvor stikker ud, der kan fastholde min opmærksomhed og pirre mine sanser. At bandet præsenteres som en blanding af solfyldt 60´er rock iblandet en god portion 90´er grunge fatter jeg ikke, for der er ikke skyggen af grunge under den timelange koncert.
Rent musikalsk var det en fremragende koncert med særdeles smukke og veleksekverede sange, mens den anden mere underholdningsmæssige side af koncerten, som jo også er en stor del af begivenheden, faldt totalt til jorden.
Killing Joke skal som nævnt ses om aftenen under mere intime forhold. Her forblev man lidt for distanceret og kunne for nemt gemme sig for deres aggiterede frontalangreb. De bliver for ufarlige under sådanne forhold og stille men ubønhørligt raslede koncerten ned ad listen over begejstrede live-oplevelser, som timen skred frem.
Der var et sølle fremmøde, men ukendte Api Uiz var desværre oppe imod Love Shop, John Grant, Tallest Man On Earth og OFWGKTA og det er synd, for uagtet at ovennævnte bands sikkert spillede fortræffelige koncerter, snød man sig selv for en stor oplevelse i selskab med den energiske Bordeaux-trio.
Et tændt og højtspillende band mødtes af indifference Mastodon var en eklatant fejlplacering på Roskildes største scene. At kalde progmetallerne et hovednavn er ganske…
Kvintetten Kylesa leverede en grundig blanding af Stonerrock, Sludge metal, psych og alternative rock med et hint til 90´er grungen på Pavilion ved indgangen til fredag aften. Amerikanerne gik til den fra start med en bestialsk fremdrift og power.
Der var lagt op til en tung start på fredagen, da Electric Wizard åbnede Pavilion scenen. Dååth skulle have leveret hidsig kompromisløs Death Metal, men istedet blev vi udsat for en seriøst tung omgang doom. Syv skiver har bandet på repertoiret og det forlød fra konferencieren, at deres bedste album lå tilbage i 97.
”I kender dem ikke. Vi kender dem ikke. Ingen kender dem”. Således præsenterede den kvindelige konferencier svenskerne i Ghost da de skulle på scenen kl. 01 på Odeonscenen.
Topunderholdning og særdeles gedigen musikalitet er Iron Maiden altid garant for og selvom det ikke er den bedste koncert jeg har hørt dem spille, var det en perfekt afslutning på festivallens første dag.
Veto bestod i deres åbning af Orange Scene, men deres koncert vil på ingen måde stå markant i rækken af åbningsstykker på Roskilde festivallens efterhånden lange liste.
Under psedonymet 13 & God gemmer sig det umage par The Notwist og de californiske Anticon-drenge Themselves. En spændende tanke på papiret javist, men i praksis fungerer det langtfra optimalt.
Berlin-baserede The Pattern Theory spiller en tilforladelig og gennemtæsket postrock. De ville elske at ligge i ske med Tortoise, men mangler helt amerikanernes fornemmelse for den store melodi gemt inde i et rum af stor kompleksitet.
Er man forfalden til eksempelvis Current 93 eller Mount Eerie, eller blot nysgerrig overfor et unikt og sjældent værk i dansk musik, vil Klosters album skabe en times eksistentielt reflekterende rum.