Scarlet har kørt på repeat mere end tyve gange og den er fortsat glimrende lytning, så numrene holder og tåler bestemt gentagelser, om end man ikke opdager nye sider fra gang til gang. EP´en er et godt eksempel på en solid og grundfast rock uden de store armbevægelser.
Balloon Magic går efter den store britiske sensitive indiepop, som den lød i 80´erne og det gør bandet faktisk godt, for melodierne er der utvivlsomt på alle de fire delikate og nagelfaste sange, der har en god sammenhængskraft. Produktionen lader dog musikken noget efter.
En mesterlig lektion i hvordan metal skal skæres. Efter lydmudder og volumenproblemer ved de seneste 3 besøg på dyrskuepladsen under henholdsvis grønt og orange…
More is more synes at være The Silent Section´s primære devise og for man forstoppelse af den slags, vil man lide den tort, at bandets musik er ækvivalent til ondt i maven. Denne skribent er imidlertid helt med og køber glædeligt præmissen. Det er simpelthen fremragende og af international klasse.
Folk med lyst til en tur i audio-kosmos, hvor snævre rammer er en forhindring for det fulde psykedeliske ridt, vil opleve store passager af bevidsthedsudvidende og ganske smuk vokalløs musik, drevet frem af egensindige, dygtige og kreative kunstnere på danske Papirs nye album.
De selvproklamerede pizza-junkier ræser afsted med en afsindig fart, men de glemmer heldigvis ikke melodierne i skyndingen. De sparker så meget røv til moderne pop-punk, at succesfulde bands af den skole, må se sig sønderbanket i skridtet og tudende gå i seng, med bevidstheden om at disse fem gutter er the reak deal.
Det er dygtigt, gennemtænkt og veludført, og Black Light White Light kan sine genre-metier til fingerspidserne, samtidig med at de implementerer inspirationskilder og de hovednavne de har supporteret gennem tiden fornemt.
Zolas karakteristiske, men også statisk dybe og lidt grædekonelignende stemme, har relativt få udsving og har dermed den bagdel, at den trætter lidt i længden. Langt hen ad vejen holder den dog ens interesse fangen og i samspil med de stemningsfulde og ildevarslende numre, gøder den jorden til mange lyt.
Lyden i den pænt besøgte sal var glimrende, lyssætningen fornem og publikum fremstod prisværdigt stille, ja næsten ærefrygtigt, men alligevel forlod jeg Falconer salen med en lidt tom fornemmelse, måske fordi det hele var sat i scene og ramme uden indskud af overraskelser
Ægteparret Dan Boeckner og Alexei Perry sparker lytteren i skridtet med billigt lydende trommemaskiner, keyboards og kontante guitarakkorder, på de ni numre tredje ombæring af deres elektropop med punket kant udgør.
Transfer er indiskutabelt gode musikere og Matthew Molarius alsidige vokal er bestemt heller ikke ueffen, men det er alligevel et aldeles gennemsnitligt album uden nævneværdigt bid og det kommer helt sikkert ikke til at rykke synderligt ved rockens verden.
Den ret omfattende sætliste kom fint rundt i bandets diskografi og flere af de nye numre lød lovende med deres progrockede retning. Kvartetten spillede med engagement og eneste alvorlige anke må være en til tider mudret og buldrende lyd, der når den var værst udviskede fine sange i en sådan grad, at man skulle være på tæerne og særdeles skarp for at genkende nummeret – vel at mærke et nummer man havde hørt til hudløshed.
Det er svært at blive berørt eller forført af Hundreds’ forsøg på en mellow pop, der egentlig lyder som et forfejlet og ret bedaget forsøg på at opdatere 80´erne og 90´ernes dreampop. De blodfattige sange flyder underligt ligegyldigt rundt i synthknas og mere eller mindre slæbende beats.
Irske Cashier No. 9 skriver skæppeskønne sange, man bliver rigtig godt glad i låget af. Danny Todds fine lyse vokaler gør et godt partnerskab med luftige og stemningsfulde melodier på To The Death Of Fun, der veksler mellem solskinspop og mere tristesseladne numre.
Saviours må leve af metallisk kost til hverdag, for deres fingre er stålsatte som få, når de skånselsløst går til stålet og gribebrættet på deres prisgivede guitarer. Deres fjerde udslip er en olm og særdeles tung bastard af lige dele 70´er doom-metal, progressiv rock, stoner-metal, NWOBHM og snerrende hardcore.