Veronica Falls er præcist i sit udtryk og fokuseret på korte spidse indiepopmelodier pakket ind halvt i honning og halvt i pigtråd. En cool og aldeles genresikker debut med et dusin formfuldendte og stærkt iørefaldende perler.
Olympic Games´ lovende start holder på ingen måde til målstregen. Rent faktisk kommer Siinai fornemt ud af startholderne, men går kort efter død på en musikalsk fibersprængning.
The Great Bludgeoning en suveræn kraftanstrengelse af en mesterlig fuldblods thrashplade, der må stå som et lysende fyrtårn, når årets metaludgivelser skal gøres op. Det oser af overskud og melodisk træfsikkerhed, ikke mange danske bands kan overgå, endsige matche.
Komplekse elektroniske teksturer kæler nænsomt og støttende for Silbermans distinkte stemmebånd i lutter lækre sangsnedkerier og ikke én gang, sidder man med følelsen af, at trioen forpasser chancen til at røre ved ens mentale tilstand.
New Jersey sekstetten Thursday har med deres ottende album siden debuten fra 2000, foretaget et markant spring væk fra de tidligere albums posthardcore og agiterede næsten rasende udtryk. I stedet står den på æteriske flader og en lyd der læner sig op ad postrockens cinematiske og rummeligt spacede lyd.
Lidt elektronisk knitren hist og pist, sagtmodige strygere og melankolske klavertoner, skubber og prikker lidt til hvad der må betegnes som sfærisk, storladen folk. Det er vitterligt smukt visse steder, men det bliver søvndyssende i længden, fordi melodierne er for flygtige og fordufter, inden de når at manifestere sig.
Samlet set er der alt for mange fillers og alt for langt mellem de memorable øjeblikke og substantielle numre hos de engang så hypede new yorkere på In The Grace Of Your Love.
Langt hen ad vejen vinder The Suways på charmen og et godt greb om melodierne, selvom de hverken opfinder den dybe tallerken eller rykker nævneværdigt ved rockens verden. Det ligger helt sikkert heller ikke englænderne på sinde, som bare vil underholde og sparke røv.
Stor, stor og mesterlig koncert fra et band som fortsat er på toppen og er så godt som urørlige.
95 minutters magtdemonstration af sublim musikalitet, spilleglæde og varme leveret af et gennementusiastisk band, som forhåbentlig stadig har masser af materiale i sig endnu.
Musikken er hamrende tight og hooksne falder som haglvejr og bygger på forunderlig vis bro mellem indiepop, rock, punk og særdeles tunge riffs. Man ikke i tvivl om, at Fucked Up har begået ikke alene en af årets bedste, men også udfordrende plader.
Der er både medrivende, smukke og gedigent skævrockede momenter på Go Tell Fire to The Mountain, men jeg kan ganske enkelt ikke komme forbi den irriterende vrængende og skurrende vokal, der sjældent lader lytteren i fred.
Jeg har efterhånden set Low et utal af gange, og denne holdt vanlig høj standard. Skulle der være en anke eller to, må det være de tidligere nævnte pauser mellem numrene, som suger den himmelske oplevelse lidt ud af foretagendet, og at de eksplosioner som Low også er garant for blev holdt lidt for meget i ave.
Den helt centrale hovedrolle i Wild Beasts varetages af vokalen – eller rettere vokalerne – for ikke mindre en tre personer udfylder rollen som sanger. Det gør det med så meget overskud, bravur og synkronicitet, at man rent faktisk kunne tro det var en og samme person der sang.
Det er som om Shaking Sensations er så smaskforelsket i Mogwai – GYBE – Explosions – Destroy – Mono, at de har svært ved at frigøre sig fra inspirationsspændetrøjen, men hvad gør det når det er gjort med så stor indlevelse, pondus, saft og kraft, mesterlig sans for opbygning og hjertet på det helt rette sted.
Gab er det ord der springer frem, hvis man med et enkelt ord skal karakterisere dette 20 års jubilæumsalbum. 90 minutters tomgang, hvor det er svært at skelne det ene nummer fra det andet.