Transfer er indiskutabelt gode musikere og Matthew Molarius alsidige vokal er bestemt heller ikke ueffen, men det er alligevel et aldeles gennemsnitligt album uden nævneværdigt bid og det kommer helt sikkert ikke til at rykke synderligt ved rockens verden.
Den ret omfattende sætliste kom fint rundt i bandets diskografi og flere af de nye numre lød lovende med deres progrockede retning. Kvartetten spillede med engagement og eneste alvorlige anke må være en til tider mudret og buldrende lyd, der når den var værst udviskede fine sange i en sådan grad, at man skulle være på tæerne og særdeles skarp for at genkende nummeret – vel at mærke et nummer man havde hørt til hudløshed.
Det er svært at blive berørt eller forført af Hundreds’ forsøg på en mellow pop, der egentlig lyder som et forfejlet og ret bedaget forsøg på at opdatere 80´erne og 90´ernes dreampop. De blodfattige sange flyder underligt ligegyldigt rundt i synthknas og mere eller mindre slæbende beats.
Irske Cashier No. 9 skriver skæppeskønne sange, man bliver rigtig godt glad i låget af. Danny Todds fine lyse vokaler gør et godt partnerskab med luftige og stemningsfulde melodier på To The Death Of Fun, der veksler mellem solskinspop og mere tristesseladne numre.
Saviours må leve af metallisk kost til hverdag, for deres fingre er stålsatte som få, når de skånselsløst går til stålet og gribebrættet på deres prisgivede guitarer. Deres fjerde udslip er en olm og særdeles tung bastard af lige dele 70´er doom-metal, progressiv rock, stoner-metal, NWOBHM og snerrende hardcore.
Veronica Falls er præcist i sit udtryk og fokuseret på korte spidse indiepopmelodier pakket ind halvt i honning og halvt i pigtråd. En cool og aldeles genresikker debut med et dusin formfuldendte og stærkt iørefaldende perler.
Olympic Games´ lovende start holder på ingen måde til målstregen. Rent faktisk kommer Siinai fornemt ud af startholderne, men går kort efter død på en musikalsk fibersprængning.
The Great Bludgeoning en suveræn kraftanstrengelse af en mesterlig fuldblods thrashplade, der må stå som et lysende fyrtårn, når årets metaludgivelser skal gøres op. Det oser af overskud og melodisk træfsikkerhed, ikke mange danske bands kan overgå, endsige matche.
Komplekse elektroniske teksturer kæler nænsomt og støttende for Silbermans distinkte stemmebånd i lutter lækre sangsnedkerier og ikke én gang, sidder man med følelsen af, at trioen forpasser chancen til at røre ved ens mentale tilstand.
New Jersey sekstetten Thursday har med deres ottende album siden debuten fra 2000, foretaget et markant spring væk fra de tidligere albums posthardcore og agiterede næsten rasende udtryk. I stedet står den på æteriske flader og en lyd der læner sig op ad postrockens cinematiske og rummeligt spacede lyd.
Lidt elektronisk knitren hist og pist, sagtmodige strygere og melankolske klavertoner, skubber og prikker lidt til hvad der må betegnes som sfærisk, storladen folk. Det er vitterligt smukt visse steder, men det bliver søvndyssende i længden, fordi melodierne er for flygtige og fordufter, inden de når at manifestere sig.
Samlet set er der alt for mange fillers og alt for langt mellem de memorable øjeblikke og substantielle numre hos de engang så hypede new yorkere på In The Grace Of Your Love.
Langt hen ad vejen vinder The Suways på charmen og et godt greb om melodierne, selvom de hverken opfinder den dybe tallerken eller rykker nævneværdigt ved rockens verden. Det ligger helt sikkert heller ikke englænderne på sinde, som bare vil underholde og sparke røv.
Stor, stor og mesterlig koncert fra et band som fortsat er på toppen og er så godt som urørlige.
95 minutters magtdemonstration af sublim musikalitet, spilleglæde og varme leveret af et gennementusiastisk band, som forhåbentlig stadig har masser af materiale i sig endnu.
Musikken er hamrende tight og hooksne falder som haglvejr og bygger på forunderlig vis bro mellem indiepop, rock, punk og særdeles tunge riffs. Man ikke i tvivl om, at Fucked Up har begået ikke alene en af årets bedste, men også udfordrende plader.