Kent kørte en koncert der fra start var præget af både dårlig og for lav lyd, stilstand og musikalsk kedsomhed og irriterende pænhed, hjem mod slutningen af sættet i en blanding af arbejdssejr og erkendelse af, at hitsne er utallige og må og skal rystes ud af ærmet, hvis en kent-koncert skal blive en succes.
Lad og ligegyldig aften i selskab med fortidig storhed Efter finske Swallow The Sun havde ledt os rundt i en god håndfuld sange –…
Stener-monumentet over dem alle blev leveret ædende tungt Inden stener-koryfæerne gik på scenen i Amager Bio med genrens indiskutable hovedværk Dopesmoker, skulle vi lunes…
Perfektionisten over dem alle rundede Amager Steven Wilson der mest er kendt for sit virke i Porcupine Tree lagde vejen forbi Amager Bio på…
Københavnske Vinyl Floor leverer med deres andet udspil Peninsula en seriøst ambitiøs konceptplade, der lukrerer forelsket på datidens 70´er værker. Men med al respekt er der en del at arbejde med for Vinyl Floor, før bandet næste gang giver sig i kast med så stort et hævet brød.
Abeele er efter sigende dedikeret popmusik-encyklopædist og det kan høres på The Slideshow Effect, for det er en ren popplade med nik til country og dreampop. Skiven er væsentlig mere klar, ren og organisk i denne ombæring og retningen fra et sovekammerprojekt til et fuldt realiseret band er fuldført.
Heidi Mortenson synger på Mørk som en blanding af Karin Dreijer (The Knife, Fever Ray) og Henriette Sennenvalt (Under Byen). Med andre ord en lettere skæv og aparte stemme, man ikke møder mange andre steder. En vokal man enten elsker eller hader, irriteres eller beriges af.
Saft, kraft og store muskuløse armbevægelser er der masser af på Blood Red Shoes tredje omgang bulderrock In Time To Voices, men gid duoen dog havde brugt kræfter og tid på, at udvikle sangene i stedet. Stort set intet er sket siden den gedigne to år gamle Fire Like This udsendtes.
Dispossession er Mike Wexlers andet album. Et album der over syv svævende nænsomme numre med forsigtig fingerspillet akustisk guitar og gennemløbende nøjsomt spillede congas, ikke rykker sig ret meget ud af sin egen introverte stil.
James Grahams tykke skotske accent er fortsat et markant aktiv på The Twilight Sads tredje udspil No One Can Ever Know. Lydmæssigt har bandet – der nu er en trio efter bassist Craig Orzels exit – dog rykket sig en del fra tidligere. Der er kommet væsentlig mere elektronik i bandets output.
Meantime blev – surprise, surprise – spillet igennem og det gav genlyd efter hvert nummer, da klapsalver, brøl, råb, knyttede næver og hævede horn tordnede mod projektilerne på scenen og da bandet bl.a. spillede ”Wilma´s Rainbow” som encore, var jorden gødet til en afterburner i nattelivet
En særdeles velspillet koncert med en knivskarp lyd, der fik alle nuancer med og et tilbagelænet band, der vidste hvad de havde at gøre godt med og både forstod at økonomisere virkemidler og eksplosivt rocke igennem. Og hvor var det rart endelig at se Lanegan tilbage i egen høje persona, med rock og blues som omdrejningspunk.
Lis Er Stille har efterhånden udviklet sig fra begavede post-rock novicer med vel rigelig hang til Mogwai et al, til excentriske enere på den danske rockscene – og det er bestemt sagt i positivt øjemed, for jeg er fuld af begejstring overfor NOUS
En perfekt og formfuldendt aften med et band der tør dvæle ved stilheden og ligeledes give køb på fornuften og brage manisk igennem. Organisk, rig på stemninger, flot opbygning fra det sarte og asketiske til det mere voldsomme og utrygge. Simpelthen den bedste koncert fra Tindersticks hånd i umindelige tider.
Til nordmændenes ros skal lyde, at de ikke (helt så meget) er et Sonic Youth plagiat længere, men har taget en drejning hen mod et mere selvstændigt udtryk. Til gengæld giver de mere køb på de friske pågående melodier og møder lytteren med lettere syrede kompositioner, der ikke altid giver bonus.