Bjarke Bendtsen har med The Migrant markerede sig som et spændende navn på den alternative folk scene. Hans tredje album Beads cementerer bare ydereligere denne position med velspillende sange der både er smukke og medrivende mens de bliver ved med at variere i udtryk og indhold.
På Vinnie Who’s andet album viser han anderledes tilbagetrukket kvaliteter. Her flages ikke højt med pop fanen men derimod dyrkes den intime disco kinddans. Hovedsageligt har vi derfor at gøre med en mere eftertænksom kunstner der karikeret sagt er modnet med tiden.
I næste uge offentliggør Roskilde Festival det fulde program for årets festival, og der sidder nok en del festivalgængere derude, som stadig håber på…
Rumpistol, Jonas Breum og Fastpoholmen slår et slag for Arktis, når de søndag d. 21. april i samarbejde med Greenpeace under navnet “I ♥…
Mumford & Sons fik mandag aften flere gange en fyldt Falconer Salen op på kogepunktet. På trods af en lidt for forudsigelig og rutinepræget præstation, havde de os i deres hule hænder, og deres kombination af traditionel folk og efterhånden nærmest stadionrock ramte plet hos den dedikerede fanskare.
Fra d. 11.-24. april løber Københavns store internationale filmfestival CPH PIX af stablen og traditionen tro er der også musikalske events lagt ind i…
En stærk line-up for en debuterende gruppe, gav mig visse forventninger. At vi har med dygtige musikere med store musikalske værkstøjskasser at gøre høres på pladen. Gruppens afdæmpede indie-folk lander i et generelt organisk, behageligt og ikke mindst stilsikkert lydbillede.
Med Someday, Nothing Will Happen er The Great Dictators ep trilogi afsluttet. Denne afrunding er mere løssluppen og let i udtrykket end de to før udgivet ep’er, men stadig med Dragut Lugalzagosi barytone vokal i front som den røde tråd.
A Rising Tide Lifts All Boats er en fin plade, der på fornem vis løfter sig efter hver gennemspilning og som passer som fod i hose til vores vinterlige forår, men som også lider en smule under et lettere monotont udtryk. De stærke sange er dog heldigvis flest på Mire Kays fuldlængdedebut.
Forcentury er ikke et dårligt band, men fordi deres sange for mestendels er hurtigt glemt og ikke rigtig kommer ind under huden på lytteren, kan de med Revelant ikke nå meget ud over en middelkarakter.
Der er mange om buddet på den danske pop/rock-scene, og når alt kommer til alt er det nok et spørgsmål om temperament, om man er mest til det ene eller det andet band i flokken. Gasblå rammer mere tæt på bulls-eye i forhold til mine præferencer end fx Ulige numre og Telestjernen gør.
Denne lørdag aften startede i det mørke og det lavmælte, og sluttede i et pitchet frontalangreb på publikum, der efterlod dønninger af velvære, så man nærmest stod helt forpustet til sidst.