Når Vestkraft endelig folder sig ud, er der pludselig en masse på spil, men bandet har også evnen til at fange det enkle og det blide udtryk, der lægger dem i fornem og absolut vellykket forlængelse af traditionen fra Loveshop og den mere afdæmpede, men solide dansksprogede rock.
Der er en konstant kredsen omkring mange forskellige udtryksmuligheder hos CBP, og man bliver nødt til at bevæge sig ind i musikkens filmiske univers med et åbent sind. Men man bliver til gengæld belønnet for sin indsats, hvis man giver sig tid til at glide rundt i de afkroge af stemninger som albummet er bygget op med.
Det er intet mindre end klassisk, vel nærmest nostalgisk metal af den gode gamle skuffe, men udført med en superproduceret lyd og en overbevisende autoritet, der kommer lige fra underlivet. Rock on!
Rod har kropslighed, sanselighed, mandshjerte og en forløsende humor og distance på én gang. De er dansksproget rock, der løfter sig langt op over Valby Bakke, samtidig med at de holder Roden solidt plantet i rockens sorte muld.
Blah Blah Blah Records holdt Label Night på Loppen, hvor de tre husbands blev linet op som et herligt røvsparkende alternativ til aftenens Melodi Gran Prix i tv.
Man bliver hyllet ind i den rumlende gentagelse, som ISIS har til fælles med et band som Godflesh, samtidig med at numrene varierer og udvikler sig med samme styrke og elegance som hos ligesindede God Machine.
Norske Datarock gæstede Rust til en totalt udsolgt nattekoncert, og Diskant fangede bandet til en snak på mailen om regnvejr, dødsmetal og norsk fodbold – og en masse andet.
Det gamle gaspåfyldningsanlæg på Køge Havn lagde rum til to hårdtslående bands denne lørdag aften, og der blev leveret solid underholdning af kompetent metal og tatoveret boogierock.
På Natasha Khans seneste udspil begiver hun sig ud i et eventyrligt musikalsk univers, hvor hendes stilsikre talent for at ramme de simple popmelodier forenes med tilpas skævhed og originalitet til at det hele fungerer.
Det er tydeligt, at Tates stemme ikke har fordums storhed, men han disponerer sine ressourcer godt, og det generelle indtryk er både velspillet og varieret glam metal af den traditionelle skuffe, leveret af en besætning gamle rotter, der kan deres kram og som endelig har fået fat i nogle overbevisende melodier.
Der er masser af flotte og typiske Saga-rundgange, hvor keyboard og guitar følges ad i et halsbrækkende tempo og med masser af progressiv energi. Og der er stilfærdige ballader med flotte vokalharmonier og velklingende melodilinjer. Det hele lyder bare alt for meget som en afglans af det Saga, der engang kunne begejstre et så bredt publikum, at de både lå på hitlisterne samtidig med, at de blev anmeldt i Heavy Metal-magasiner.
”180° Virvar handler om at udforske de musikalske muligheder, der er i hver ny idé. Vi er hele tiden på jagt efter en ny idé, et nyt udgangspunkt for vores numre. Vi forsøger ikke at spille numrene på samme måde igen og igen.”
Tyrants & Kings spiller ikke folk-rock på en ny måde, men de har fundet tilbage til den nerve det er en forudsætning at besidde, for at kunne levere den tyngde og sjæl og boblende spilleglæde, som numrene er fyldt med. Anbefales hermed varmt til alle, der stadig har en svaghed for americana og den umiddelbare folk-tradition, der langt hen ad vejen er tæt knyttet til rock’n’roll.
Vira, som udspringer fra Nørrebros undergrund, er godt på vej til at finde deres eget udtryk inden for den klassiske death metal, hvor de heldigvis har mere at byde på end blot at skamride allerede oppløjede spor.
Der er med andre ord en masse på færde hos Soap & Skin, og det, der er mest slående, er sangenes uforfærdede fremførelse, hvor de bliver stående som sorte obelisker i natten, mens Anja Plaschgs stemme bliver siddende i kroppen, længe efter det sidste nummer ”Brother of Sleep” har forladt membranernes fysiske rum.