05.07.09 – Ida Maria – Odeon, Roskilde Festival
Sammenlignet med eksempelvis Babes In Toyland har Ida Maria nogle langt bedre melodier og en langt mere varieret stemme, der både kan være ru og rå og følsomt intonerende i de mere langsomme numre.
05.07.09 – Neurosis – Arena, Roskilde Festival
I overraskende lange fem kvarter tog Neurosis publikum med på en dyster men ubeskrivelig smuk odysse ind i deres organiske støjunivers.
04.07.09 – Marnie Stern – Pavilion, Roskilde Festival
De første to numre troede jeg var en joke. Så dårligt kan man simpelthen ikke spille. Især Marnie Stern håndterede sin guitar som en enarmet, tolvårig dværg. Trommer og bas fulgte trop i den skramlende og usikre rock, der forsøgte at lyde som Steve Vai i en støvet udgave.
03.07.09 – ISIS – Odeon, Roskilde Festival
Stilen er støjende rock, der stiger og falder i både intensitet og lydstyrke, og man er mere viklet ind i en fortælling af episk karakter, end man lytter til regulære numre.
03.07.09 – Amon Amarth – Odeon, Roskilde Festival
Amon Amarth tager sig selv dybt alvorligt, og deres musik har den overbevisende saft og kraft, der gør dem til et kompetent band, og de leverede en ordentlig omgang growlende dødsmetal, der bogstaveligt talt sparkede liv i natten og blæste hjernen ren igen.
03.07.09 – Fucked Up – Pavilion, Roskilde Festival
Fucked Up fungerer solidt overbevisende med deres kompetente punkede rock, og de har tilpas mange talenter til at variere deres spil, så det aldrig går i tomgang. Men det vigtigste var at få kickstartet festivalen og få den første rust banket af skroget. Det var en dejlig dag på Roskilde.
Klaus Schulze feat. Lisa Gerrard: Dziekuje Bardzo
Musikken stiger og falder i intensitet, og man tryllebindes af den moderne, kunstige lyd, som flettes ind i en mellemøstlig rudimentær sang, og som ender i en ubestemmelig harmoni af verdensmusik, udført af to musikalske giganter.
Major Lazer: Guns don’t Kill People… Lazers do
Major Lazer er en jamaicansk kommandosoldat, som mistede den ene arm under Den hemmelige Zombie-krig i 1984. Musikken trækker på den stærke jamaicanske dancehall-tradition, den futuristiske dance-floor-killing-æstetik fra Diplo og Switch, med bidrag af nogle af de største navne inden for dancehall.
Grand Duchy: Petit Fours
Når det swinger for den gamle cirkushest, swinger det fabelagtigt godt, og Pixies-fans og Black Francis-disciple kan sagtens investere i duoens Petis Fours og nyde de små musikalske sidedishes. Det er godt, det er galt. Det er godt at være gal.
Dinosaur Jr.: Farm
Der er ikke den samme tøjlesløshed og anarki i numrene som tidligere, men den lidt mere modne lyd klæder Mascis & co, heldigvis uden at det sker på bekostning af den klassiske lyd og melodi, der rumsterer inde i knolden og sidder i kroppen, længe efter det sidste nummer er klinget ud.
Wraptors: Wraptors
Det er herligt uspoleret, men det er samtidig også kun skitser til noget mere gennemarbejdet og bedre forankret i sin egen lyd. Lad os håbe Wraptors vil være i stand til at rede rocktrådene ud og finde sig selv i det lidt rodede univers, de har fået viklet sig ind i.
Eternal Tears of Sorrow: Children Of The Dark Waters
Det er generelt uforsonligt og hårdtslående metal, der kommer fra det kolde nord, men finnerne har ofte en større og mere bredtfavnende lyd, der egentlig ikke harmonerer med, hvad man ellers har af fordomme om de vodkadrikkende, bjørnekæmpende og knivstikkende finske svirebrødre.
Niceland: Make No Sound
Make No Sound fortjener den opmærksomhed der skal til, for at komme ud til det publikum, der søger intelligent, sart og modig sangskrivning. It’s good to be in Niceland!
Datarock: Red
Paletten er bred hos Datarock, evnerne favner vidt, men én ting er sikker: Gæster Datarock nogensinde en scene nær dig, så er det bare af sted, pommes frites, og ud på dansegulvet med den ene hånd i skridtet.
Týr: By the Light of the Northern Star
Det er simpelt spillet, med vægten på både det brutale og det hurtige og det melodiske og folkelige. Jeg er sikker på, at hvis der fandtes vikinger i dag, ville de spille musik som færøske Týr, der tager sig selv og sit udtryk alvorligt.