23.02.19 – Die Nerven – Loppen
Loppen blev denne aften invaderet af tyske krautrockere med halvdansk islæt og en eksplosiv ladning determineret tysk Krupp-stål med boblende spillelyst.
Loppen blev denne aften invaderet af tyske krautrockere med halvdansk islæt og en eksplosiv ladning determineret tysk Krupp-stål med boblende spillelyst.
På overfladen ser de barske ud, de fem mørke ryttere, som stirrer sammenbidt ind i kameraet på pressefotoet. På bandets nye og tredje album er der derimod ikke mange barske attituder, men derimod en masse andre og heldigvis spændende ting.
Det var fjerde gang for undertegnede at opleve John Garcia på Loppen. Og det er altid spændende at se, hvor meget han graver tilbage til Kyuss-æraen og spiller de gamle klassikere, som efterhånden har mere end tyve år på bagen.
Énmandsprojekter risikerer at ende blodfattige i deres mangel på samspil fra et reelt band, og det er også en reel risiko ved Alioschas og Wests nu to udgivelser, al den stund at stil, udtryk og gæstemusikere skifter forholdsvist som numrene skrider frem.
Hvad black metal reelt er anno 2018 kan være svært at sætte fingeren på, så programmet denne aften med amerikanske Profanatica, græske Rotting Christ og svenske Watain kunne måske give et kvalificeret bud på nogle af de værdier og udtryk, der kendetegner genren i dag.
Mirja Klippel kan ikke anbefales varmt nok! Det er sjældent hørt kvalitet, holdt på et kunstnerisk niveau og med en så personlig stemme, at man fængsles og forføres allerede ved den første tone af titelnummeret.
Det er 26 år siden, jeg først oplevede Godflesh på et røgtungt Stengade, men bortset fra frisuren og nogle flere kilo på kroppen er Godflesh i dag kun endnu hårdere og endnu mere stålsat.
Alkymist er noget så sjældent som en vellykket hybrid mellem gotiske gyserstemninger, kombineret med YOB’s fodslæbende doom metal. Omnipotente udladninger af støj, iklædt betontunge rytmer, vækkes til live af Bjørnegs intense brøl.
Det sædvanlige indhold hos de nordiske death metal-bands om hekseafbrændinger og vikinger i kamp er hos Deathening erstattet med en mere omnipotent tilgang til ondskaben, og forsanger Kalle Nimhagens henholdsvis dybe growl og skingre skrig tager os med på en rejse over 11 skæringer, der i den grad tager udgangspunkt i ondskaben, som vi møder den i den moderne verden.
September Sound er noget så simpelt som et vellydende, gennemkomponeret og supersympatisk sæt sange, der kommer lige fra hjertet.
Med fem albums fordelt over de seneste tolv år, har texanske The Black Angels formået at holde gang i deres svampebaserede gryderet, uden at udgive alt for meget overflødigt skrammel. Debuten Passover fra 2006 var et psykedelisk pletskud, kombineret med bredsider af støj og vildskab, men siden gik pusten af ballonen, indtil deres seneste album Death Song udkom sidste år og nærmest blev et comeback for bandet. Tilbage var guitarsløjferne, og numrene havde pludselig kant og nerve igen.
Datarock er stadig ikke blevet helt voksne! Kvartetten leger med en masse referencer bagud, men skaber på den baggrund ny lyd og indvarsler fremtidens musik på klubbernes dansegulv.
Der er ingen tvivl om, at publikum blev taget med down memory lane, sammen med en engageret og tændt Ian Anderson. Og generelt var der en rigtig fin stemning i den store rå betonsal, der heldigvis også leverede en fin lydkvalitet – selvom der blev spillet umanerligt lavt. Men man har nok været bekymret for, om musikken ville overdøve Andersons stadig virile stemme, der dog ikke besad fordums kraft.
Jethro Tull fejrer i år 50 års jubilæum, med den oprindelige forsanger og fløjtenist, Ian Anderson, stadig i front for bandet, som har solgt…
Norske Execration og Reptilian bliver beskrevet som ”Cremen fra den mest pilrådne gren af Norges metaltræ” på Pumpehusets hjemmeside, og efter aftenens optræden håber jeg, at der snart er nogen der saver den gren af og smider den på bålet.
