Plader, film, bøger, demoer
Insurgentes er visuelt flot og herfra skal lyde en cadeau til Lasse Hoile. Han er en kreativ og dybt seriøs fotograf, som har et fantastisk øje for visuelle virkemidler og en udpræget sans for den mørke og uhyggelige side af tilværelsen. Alt er gennemført og progressionen i filmen er velvalgt
’Dunkle børnesange til det moderne barn’. Sådan karakteriserer Manden fra O.N.K.E.L. selv det, der er at finde på denne fem sange lange udgivelse. Og det er en ganske mærkværdig udgivelse, som er ligeså sjov og pudsig, som den er mærkværdig og løjerlig.
Den unge Anders L.A. overbeviser stærkt på denne demo, og de små kanter, der både kan være lidt for tydelige referencer og forsøg på at gemme sin ellers stærke vokal bag unødvendige facader, er detaljer, der bør kunne rettes til. Det vil gøre Anders L.A. til en yderst interessant mand på fremtidens danske rockscene.
Agnes Obels debutplade er en forfriskende fornyelse i dansk musik. Agnes Obel er ikke den første kvindelige sanger og sangskriver herhjemme, men hun er en unik en af slagsen. Der er noget rent og naturligt over hendes udstråling, som også kommer til udtryk i både albumcover og musik.
Den københavnske gruppe The Wonderland Washouts viser deres evner på en demo-EP med fire numre, der alle placerer bandet som et indierock-band med lidt forskellige udtryksvarianter. Det skifter mellem det desperate og støjfulde udtryk over mere pæne flader og melodiske arrangementer.
Når århusianske Skjult selv placerer sig et sted mellem Tool, Under Byen, Radiohead og Efterklang, så er der lagt op til en sammenblanding af rigtig mange mærkværdigheder. Og den skabelon udfylder bandet udmærket, men det er svært som lytter at finde sig helt til rette i bandets univers.
No Common Venue bliver overordentligt spændende at følge i fremtiden. Udtrykket, talentet og evnerne synes komplet nok til, at en fuldlængde debut ikke behøver vente længe på sig. Det kræver naturligvis at sangmaterialet er omfattende og varieret nok, men jeg har store forvenintninger.
Det lykkedes kun instruktør Niels Arden Oplev at komme ind under huden på den ene af de tre hovedpersoner i metaldokumentaren fra 1997, der netop er udkommet på dvd for første gang.
På Speak Of The Wolfs demo med fem skæringer er der både bid og smerte og langhåret, sumpet bluesrock, iklædt en snerrende rockguitar og elektroniske beats og flader, der er afstemt solidt i produktionen.
Al ære og respekt for, at Trajve og John Sharling har sunde hobbies så som at spille på instrumenter og skrive sange. Og fred være med, at de vælger at indspille det på en cd. Men som anmelder er det vanskeligt at tage Trajve seriøst, når de ikke tager sig selv det mindste alvorligt. Og John Sharling havde været bedre tjent med at lave sine egne cd’er på eget hjemmebrænderi.
Det er finsk, det er skørt, det er vanvittigt og det er spraglet. Pintandwefall er en kvindegruppe, der befinder sig et spøjst sted mellem energisk punk, feststemt girlpower og noget retro-agtig 80’er-lyd, der kan lede tankerne hen på The Sounds.
The Looking Glass kan ikke fortsætte, hvor førstesinglerne “Me Me Me” og “Hey My Love, Hey Love!” slipper. Efter adskillige gennemlyt flyder albummets tracks nærmere sammen – og det på trods af, at albummet spænder vidt med inspiration fra flere dekader og utallige stilarter.
Man tør næsten ikke tro, at Sange til den sidste luksusgeneration kan holde niveauet, for med denne demo sørger de for at sætte ganske store forventninger op hos deres publikum, der vil imødese et fuldlængdealbum med samme utålmodighed som små børn ser frem til 24. december.
Der går halvandet halvsløjt nummer for hver enkelt lækkerbidsken, og derfor synes helhedsindtrykket af Nadia Støt Danner at være lidt for spraglet og broget til, at man skal købe albummet for den musikalske kompletheds skyld.
Musikalsk burde The Stage Names have manifesteret Okkervil Rivers navn i en langt bredere forstand, end det blev tilfældet, men albummets tekstside afslører i høj grad, at bandet ikke nødvendigvis higer efter berømmelsens stjerneglans, men har det allerbedst med at være i den position, som bandet var før, under og efter tilblivelsen af denne klassiker.