Plader, film, bøger, demoer
Musikalsk burde The Stage Names have manifesteret Okkervil Rivers navn i en langt bredere forstand, end det blev tilfældet, men albummets tekstside afslører i høj grad, at bandet ikke nødvendigvis higer efter berømmelsens stjerneglans, men har det allerbedst med at være i den position, som bandet var før, under og efter tilblivelsen af denne klassiker.
Teenage Bottlerocket kommer fra Laramie i cowboy-staten Wyoming, men der er ikke noget klassisk western-kulturelt islæt over deres musik af den grund. Tværtimod har det kompetente band fundet deres inspirationskilder indenfor den mere melodiske punk. Ikke mindst hos The Ramones.
Generelt er det lidt svært at se hvor APMN, egentlig vil hen med denne Ep og udspillet virker noget søgende og en kende retningsforstyrret. Ikke desto mindre oplever jeg, at jo mere jeg lytter til deres udspil, jo mere sværger jeg til, at de måske kan nå langt med deres gode melodier.
Kulminationen på superguitaristen Joe Bonamassas foreløbigt 20 år lange karriere foregik d. 4. maj 2009 foran 4500 betalende gæster i Londons berømte Royal Albert…
Kan Papa Stereo holde niveauet på mere end tre numre, og kan de holde fast i en naturlig originalitet, uden at den bliver påtaget, når den skal strækkes ud over et større repertoire, så er der noget rigtigt spændende i vente i Papa Stereos fremtid.
At lytte til Induktis Idmen er som at tage på en mindre, men utroligt spændende, uforudsigelig, smuk inspirerende tur gennem landskaber af lyd, som der sjældent før er hørt. Idmen er et af årets bedste og mest nyskabende albums på den progressive front.
Death Rides a Horse spiller beskidt, langtrukkent (uden at være kedeligt) klassisk metalrock, med tydelige referencer til både Kyuss, Black Sabbath og Iron Maiden.
Der må gerne komme lidt mere ansigt og lidt flere muskler bag de stærke melodier, men konceptet og potentialet er fint, og det ville være fjollet hvis ikke et tålmodigt arbejde med at afpudse disse fine elementer, skulle have lov til at bevise, om helheden kan bære et helt album.
Wye Oak er et eklatant mønstereksempel på amerikansk indierock anno 90´erne. Hvis man sad som elev i Jack Blacks klasse i filmen School of Rock, ville faget amerikansk indie/collegerock snildt kunne eksemplificeres af Wye Oak.
Jeg er sikker på, at Kings Light Infantry kan få skærpet appetitten til noget mere og levere flere gode melodier, med deres allerede karakteristiske touch af både firsertristhed og lethed. Det er Interpol Light og det er fint skåret med både fast bund og bløde kurver.
Musikken stiger og falder i intensitet, og man tryllebindes af den moderne, kunstige lyd, som flettes ind i en mellemøstlig rudimentær sang, og som ender i en ubestemmelig harmoni af verdensmusik, udført af to musikalske giganter.
Når Chineese Letterbox tøjler hastighed og energi, så har de et åbenlyst potentiale. Når de tør lade lytteren komme tæt på, og ikke nødvendigvis skal brøle sig anstrengt og afskrækkende gennem numrene, så er der en åbenhed og tilgængelighed, som gør dem vedkommende. Men lidt for ofte løber tempo og energi af med dem i deres amerikansk inspirerede rock-numre.
At den absolutte topkarakter udebliver er kun en konsekvens af det samme – at helheden måske nok er stærkere end de enkelte numre. Men dette ændrer ikke på det faktum, at der her er tale om en uhyre behagelig gang kræs for øregangene.
Den århusianske sangerinde Lise Dres hører til den anderledes slags, der sætter udtryk og indtryk højest i sin dybt personlige måde at fremføre sine sange på. Desuden skriver hun de iørefaldende men kantede numre på dansk – og det øger intensiteten og nærværet.
Mytologien omkring David Bowies år i Berlin i midten af 70’erne er en af de mest vedholdende i rockhistorien. Indenfor 14 måneder indspillede han…