Anmeldelser

Plader, film, bøger, demoer

An Autumn For Crippled Children: Everything

An Autumn For Crippled Children: Everything

by

På Everything fanger An Autumn for Crippled Children den nuværende årstids snigende kulde og triste, men smukke stemning på en fin og vedkommende måde. Det er flot melankolsk, men har dog også sine mangler.

Marketa Irglova: Anar

Marketa Irglova: Anar

by

Jeg er ganske vild med The Swell Season og filmen ”Once” – og derfor var mine forventninger til dette album rigtig store. De indfries ikke helt, men det betyder ikke, at Marketa Irglova falder igennem som solist. Sangene er fine, vokalen er udmærket, men jeg kunne have savnet mere Marketa Irglova.

Lanterns On The Lake: Gracious Tide, Take Me Home

Lanterns On The Lake: Gracious Tide, Take Me Home

by

Lidt elektronisk knitren hist og pist, sagtmodige strygere og melankolske klavertoner, skubber og prikker lidt til hvad der må betegnes som sfærisk, storladen folk. Det er vitterligt smukt visse steder, men det bliver søvndyssende i længden, fordi melodierne er for flygtige og fordufter, inden de når at manifestere sig.

Howl Baby Howl: Kids of Chaos

Howl Baby Howl: Kids of Chaos

by

Howl Baby Howl har taget et stort skridt med udgivelsen af Kids of Chaos. Genren har fået en spændende skævvridning, og i duoens nye univers er skævhed formentlig en af de primære intentioner med musikken. Musikalsk kaos er der rigeligt af.

Eddie Vedder: Ukulele Songs

Eddie Vedder: Ukulele Songs

by

Pearl Jams Eddie Vedder har byttet bandet ud med en ukulele og står stort set alene på det nye album Ukulele Songs. Desværre er resultatet lidt for ensporet, og der savnes både kulør og variation.

Foo Fighters: Back and Forth – Palads

Foo Fighters: Back and Forth – Palads

by

Om man er fan eller ej, så viser Back and Forth sig hurtigt at have kvaliteter, der langt overstiger den umiddelbare kærlighed til Foo Fighters’ musikalske bagkatalog, med ekstensiv brug af arkivmateriale og et unikt indblik i en musikalsk bevægelse, der tog sit afsæt i Seattle engang i slutfirserne.

Cloud Control: Bliss Release

Cloud Control: Bliss Release

by

Cloud Control blander folk og en nærmest svævende indiepop. Lyden er lys og organisk, og især via guitaren og gode vokalharmonier rammer kvartetten en karakteristisk lyd. “Bliss Release” er old news i hjemlandet Australien, men med udgivelsen i Europa, kan et sympatisk musikalsk bekendtskab være på vej.

Camilla Skjærbæk: Demo

Camilla Skjærbæk: Demo

by

18-årige Camilla Skjærbæk giver på denne demo eksempler på hendes musikalske evner, der ikke er helt uefne. Der er tale om en sangerinde med rødder i popmusikken, men vel at mærke den fingerspillede og organiske popmusik.

Peter Bjorn and John: Gimme Some

Peter Bjorn and John: Gimme Some

by

Generelt viser Peter, Bjorn and John sig fra den mest melodiske, smittende, sprudlende og overgearede side, men det sker samtidig med et twist af alvor. Og selvom alvoren ikke altid er lige vellykket, så giver den det nødvendige modspil til glad-i-låget-effekterne, og det gør dette album til et ganske udmærket et af slagsen.

The City Kill: Days Full of Joy

The City Kill: Days Full of Joy

by

Visse bands bør nok holde sig til det, som de og deres musik er gode til – for The City Kills vedkommende er rådet at holde sig til live performances og helt undgå bedømmelser baseret på deres musik i statisk form a la cd’er eller vinyl.

Joe Bonamassa: Dust Bowl

Joe Bonamassa: Dust Bowl

by

Der er kun ringe tvivl om, at Joe Bonamassa er det tætteste vi kommer på en ægte super-guitarist (og især nu hvor Gary Moore ikke længere er iblandt os). Én af den slags der gang på gang kan imponere med sit flydende og virtuose spil, som kan ramme stort set hver en sindsstemning med sine strenge og som oven i købet knokler hårdt for sin karriere.

Diamond Drive: reset-press-play

Diamond Drive: reset-press-play

by

Kan Diamond Drive holde sig tilpas væk fra de melodiøse sekvenser i numrene og fokusere på det tekniske og det hårde, er der absolut god grund til at se frem til et mere sammenhængende udspil fra metaldrengene fra Århus.

Forest And Crispian: The Saint

Forest And Crispian: The Saint

by

Der er noget højstemt religiøst over nogle af numrene, mens der er noget helt back-to-basics røvballe-jordnært på andre numre. Det giver en fornemmelse af stort overskud og en kombination af topmoderne indie og 70’er-disco, der mødes med organisten fra et landligt pensionistbanko og en vildtfaren svensk visesangerinde.

Sky Architects: The Reflection

Sky Architects: The Reflection

by

Sky Architects kan en masse og er rigtig dygtige til det. De gør bare det samme lidt for ofte, og så går magien af. Jeg savner mere ro på det enkelte nummer – og mere variation fra nummer til nummer. I stedet for en række ens opbyggede numre, der alle er lidt for omskiftelige til, at de for alvor hviler i sig selv.