Koncerter & festivaler
Få kan stille med så suveræn en sætliste som Tindersticks stillede med i går, men når man som jeg, har lyttet til bandet siden debuten i 93 og aldrig har forpasset en chance for at se dem live, når de besøger København, må jeg erkende, at jeg havde forventet lidt mere, end bare et deja vu fra sidst de indtog DR´s flotte rammer.
Normalt plejer jeg at skamlytte et band inden en koncert for at være helt varmet op, men det havde jeg droppet denne fredag, for at give musikken et sæt helt friske ører. En af grundene til den valgte taktik var, at de previews, som jeg tidligere havde hørt fra Vista Chino, på ingen måde havde imponeret mig, så sangene skulle have chancen live.
Lidt ensformigt elektronisk synth-pop byder op til fængende dans Småsnakkende og lidt bedugget stemning Grinende, snakkende og rygende koncertgæster. Kvinder med gryde-frisure eller undercut….
Har man en gang set norske Kvelertak live ved man, at der er lagt op til en energisk fest af en koncert, og da bandet gæstede Amager Bio, overbeviste de endnu en gang de fremmødte om at de er et af de mest imponerende livebands, der kan opdrives i disse tider.
The Dillinger Escape Plan er en helt unik liveoplevelse. Både i kraft af deres genre, deres livekvaliteter og deres nærmest umenneskelige energi på en scene. Ingen tvivl om at man skal være gearet til den vildskab, som de kompromisløst smider i ansigtet på publikum. Men er du oppe i gear, veltrænet – ja kald det hvad du vil – så bliver du revet med af The Dillinger Escapes eskapader.
Ane Brun har udviklet sig kolossalt på de ti år, der er gået siden debuten. Fra at være en sart norsk nymfe, har hun på sine seneste album vist, at hun har udviklet sig til en muse med mange strenge at spille på. Denne aften fejrede hun sit jubilæum med sit danske publikum i Store Vega, og det blev gjort med manér.
Chillwave-skæringer leveres med overstrømmende varme Dansk opvarmingsband lægger stilen for aftenen Spillestedet Lille Vega er fyldt med koncertgæster, der gør sig beredte på gulvet…
Først mod slutningen, helt specifikt under den afsluttende tilpas tunge udgave af kongenummeret “4th Of July”, kom lidt af den magi Soundgarden kan opmønstre og behersker når de vil. Det er efterhånden et sjældent spillet nummer og måske det gjorde forskellen på spilleglæde og ligeglæde.
Alt blev opfyldt denne aften, måske på nær den lidt pauvre spilletid, der virkede fedtet. Jeg tog mig i al fald i at føle mig en kende snydt og uforløst, men hellere lukke af inden gassen går af ballonen, end den overhængende fare der er for at trætte, når man spiller så kompromisløs og eksperimenterende musik som Tomahawk.
Egentlig var jeg godt tilfreds med koncerten. Lyden var som tidligere nævnt god, rammerne var i orden, sætlisten helt ok, selvom jeg personligt savnede “Moya” og undrede mig over disponeringen over helt at tilsidesætte – deres, i manges øjne hovedværk – Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven. Alligevel tog jeg mig i at falde hen adskillige gange under forestillingen.
På trods af at sidste års festival i den lille tyske by var mere mudret end Roskilde Festival ’07, begav denne anmelder sig alligevel af sted på sin sjette Wacken Open Air – man er vel musiknørd og metalhoved!
Koncerten var et yderst sympatisk gensyn med et band, der har betydet så meget for så mange så længe, og jeg sad da også og blev helt nostalgisk ved tanken om dengang i 80’erne, hvor jeg oplevede Slayer i Saga på klos hold, og hvor publikum stod på biografsæder og headbangede som sindssyge.
Man fik lyst til at drikke en fadøl med sine gode venner, og ja bare hygge, men altså ikke lyst til at koncentrere sig om koncerten. Bare hygge på den der Grøn Koncert-måde, hvor det kan være ligegyldigt hvem der spiller oppe på scenen.
Det var på flere måder passende, at ørkenkongerne fra Queens of the Stone Age lagde ud med nummeret ”Feel Good Hit of the Summer”. For der var alt mulig grund til at have det godt foran Orange Scene. Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Solen stod lavt over himlen, da bandet lukkede en tætpakket Odeonscene ned for i år. Man kunne måske have ønsket sig lidt mere action i Calexicos saloon, men måske var det netop i erkendelsen af programtidspunktet, at orkestret ikke for alvor satte sporene i flankerne.