Jeg nyder absolut et enkelt stykke Källing i ny og næ, og alle numre på dette album har hver deres berettigelse. Som helhed bliver albummet bare for pænt og ensartet, og er det svært at fastholde opmærksomheden om albummet fra start til slut.
Jeg hylder Pluto for, at bandet aldrig er gået på kompromis. Havde dette album været et Pluto-album, havde den hyldest måske ikke haft samme substans, for man kan hævde, at Thomas Thomsen søger tættere til mainstream-poppen med denne solo-plade.
Hvor sidste års We Are the Sound allerede havde udviklet sig meget fra debut-ep’en, er der nu sket en endnu større forandring med bandet. En forandring, der viser, at de er ved at komme tættere på deres egen lyd.
Orangefarben er for så vidt et udmærket album, men det kredser i perioder lidt for meget i de samme cirkler, og derfor er det svært at fastholde begejstringen over det fine udtryk, der kendetegner Julie Ann Baenziger. På sine bedste steder lever Sea of Bees til fulde op til debuten, men der er ikke helt nok af disse momenter.
Jonas Alaska debuterer med et spændende album, der varierer fra det fremragende til det mere ordinære. Men nordmanden efterlader et charmerende og smittende indtryk, der bestemt tåler sammenligning med først og fremmest Teitur.
Algiers er egentligt ikke et skridt tilbage, men snarere små musikalske hop på stedet. Et mellemspil, hvor Calexicos traditionelle dyder blandes med en mere regelret popskabelon. Det indeholder en del gode numre, men også flere, der ikke strækker sig op over det gennemsnitlige.
Mumford & Sons har bibeholdt den stærke og let genkendelige lyd fra debuten, og dermed er Babel blevet en stærk toer, hvor dele af albummet dog mangler stærkere nuancer og mere slagkraft.
Der er ikke noget at sætte fingeren på med hensyn til håndværket, det er fint udført og de kan deres kram. Der mangler bare den samlende og forløsende faktor, der får det hele til at bevæge sig op på et højere plan.
Altmodisch har haft de store værktøjskasse fremme under tilblivelsen af Watches Fall Asleep. Umiddelbart kunne man have frygtet en rodebutik med alt for mange løse ideer uden sammenhæng og mening, men det er heldigvis ikke blevet tilfældet. Altmodisch har en plan.
Man skal have en vis portion selvtillid, når man opkalder sit album efter den genre, man begår sig i. I Fear Factorys tilfælde er det nu i orden; de har bevist, at de mestrer industrialmetallen, også selvom maskineriet ikke opererer i nye retninger.
Man kan klandre Dinosaur Jr for ikke at bevæge sig synderligt fra det efterhånden gennemtærskede udgangspunkt, men når melodierne i bandet stadig er så intakte og propfyldt med rå energi, som de er på I Bet On Sky, tilgiver man gerne Mascis & Co at de kører i den samme rille.
Det er ungt, friskt og ganske iørefaldende, og jeg er ikke i tvivl om, at Citizens’ har det formål, at kaste lidt farve over indiescenen. Englændernes musik er både frisk og sympatisk, men når det kommer til originalitet og kant, så kommer Citizens! til kort.
Ordinary Freak vil næppe vælte nogen omkuld, men bandet skal have ros for deres vedholdende satsning på det ydmyge og det sarte udtryk, de har fastholdt på begge deres foreløbige albums. Det vil dog klæde bandet at sætte lidt mere kød på de musikalske knogler og få spændt musklerne til næste gang.
Testament leverer endnu en gang varen. Dark Roots of Earth er et kompromisløst og varieret album, der mere end bekræfter, at Testament hører til i toppen af thrashen. Med mere end 25 år på bagen kan Testament med sit tiende album holde jubilæum uden et eneste dårligt album i bagagen.
Lasse Matthiesen har begået et singer/songwriter-album på meget højt niveau. Kvalitetsmæssigt styrer han direkte mod toppen af de dygtigste i genren, og Nick Drake og Teitur er svære at komme udenom som referencer til Lasse Matthiesens personlige og fine stil.