Honour Found In Decay er en mageløs plade – hvorvidt det er Neurosis bedste album vil tiden vise – men efter ”Raise The Dawn”´s sørgmodige violiner lukker det massive værk, er man gjort af overjordisk stof, hvis man uden pause tør trykke på play én gang til.
Morten Skou Andersen har med seneste udspil understreget sin status som en ganske ubestridt ener på den danske musikscene. Jeg synes, at han denne gang af og til giver sine tekster en alt for parodisk drejning, som skaber tvivl om substansen i de ellers så skarpe holdninger og meninger.
Songs for Joebs byder på en samling folk-prægede sange med et kristent tekstmæssigt udgangspunkt. Ofte er sangene velkomponerede, men albummet har en stor udfordring i, at udtrykket aldrig rigtig finder sig til rette mellem det jordnære og nærværende og det mere højstemte, højtidelige og storladne.
Marie Key har godt fat om den elektroniske og moderne pop, og hun skriver fortsat eminente sange, og hendes tekster har en dybde, der klæder den ellers så intetsigende popscene. Alligevel savner jeg det gamle charmerende og tænksomt små-naive udtryk.
Er man til den tunge, mørke og episke metal – ikke at forveksle med den poppede emocore – er der hos Aoria en fantastisk oplevelse i vente.
Flot og dystert album mangler lidt variation i længden A Map Of All Our Failures er My Dying Brides ellevte udspil, siden debuten As…
Rum 37 debuterer med en ambitiøs fuldlængde-udgivelse, der ikke indfrier de høje forventninger, der er skabt. Det er såmænd et udmærket debutalbum i forhold til at give fine løfter om fremtiden, men de løfter blev allerede givet for med sidste års EP, og albummet lægger sig blot i forlængelse uden at bringe væsentligt nyt.
Måske kan De Høje Hæle blive det nye danske ungdomsband, inden de bliver for gamle og mister den gakkede ungdoms glød, der får støvsugerbukserne og kasserollehåret til at blafre i takt med den fede rock.
Jens Lekman er tilbage med de egenskaber, som han i første omgang blev kendt for. Igen fornemmer man et knust hjerte og en underspillet vittig weltschmertz, som er svær at stå for. Man burde egentlig enten have ondt af Lekman eller kalde ham et tudefjæs, men han serverer fortællinger om forliste forhold med både melankoli, bitterhed og humor.
Mathpop eller progpop er bare to prædikater, man kunne smide efter trioen, men det ville ikke yde dem retfærdighed, for der er mange andre ting i spil også. ecrecy er helt sikkert ikke til den konservative lytter, men er man åbensindet og elsker en på opleveren, kan Ungdomskulen levere soundtracket til et spændende bekendtskab.
Henrik Olesen har kunstnerisk og kvalitativt begået en fin EP, men efter min smag bliver lyden lidt for kølig til, at den minimalistiske stil står stærkt nok frem. Det er med til at skabe et klart skel til Olesen-Olesen-lyden, selvom sangene ellers har mange tråde dertil – og det er et spørgsmål om smag, om det er godt eller skidt.
Yellowbellies ved lige præcis, hvordan de skaber en flot, rar og nydelig lyd, og de ved stadig, hvordan de skal skære en god popsang. På ”Daylight Savings” gør de bare lidt for meget af det samme hele tiden, og derfor er der langt imellem, at vellyden også fæstner sig i bevidstheden i længere tid ad gangen.
Hun dukker op fra stort set ingenting, sangerinden Hollie Fullbrook fra New Zealand. Hun debuterer under navnet Tiny Ruins, og det gør hun med et album, der sitrer af nærvær og autencitet, og som bringer skyhøje løfter.
Der skues tilbage i tiden enkelte steder på Tako Lakos første egentlige fuldlængdealbum, men allermest fornemmer man dog, at bandet har det bedst, hvor de er nu, og det er forståeligt, da bandets nutid er helt fantastisk at lægge øre til.
Muse skuffer stort med The 2nd Law. De skal nok stadig kunne fylde stadions rundt om i verdenen, men jeg tvivler på, at der kommer lige så mange nye fans til, som der er gamle, der falder fra. Det er Muse selvfølgelig ligeglade med – og det skal de også være.