Alberta Cross debuterede i 2009 og er nu klar med nyt album. Den svensk/britiske gruppe, der nu er bosat i New York, er leveringsdygtig i en kombination af klassisk smudsig rock’n’roll, forrygende folk-inspireret indierock og let klæbrige ballader. Dermed er sløret også løftet for, at dette er et album, der varierer voldsomt i kvalitet.
Når man lytter til The Flaming Lips and Heady Fwends lyder det som om at bandet har taget forskud på næste års 30 års fødselsdag, og inviteret hele deres psykedeliske familie, til en kæmpe familiefest, som altså udspiller sig for ørene af os på den anden side af højtalerne.
Den canadiske countrymusiker Corb Lund leverer et spraglet, men helstøbt syvende album, der udover country også kommer omkring sumpet blues, jodlen og Beach Boys.
Sjældent har et band valgt et navn, der i den grad er misvisende. Der er intet ’heavy’ overhovedet ved britiske The Heavy. Der er ikke antydning af guitarsoloer, tordnende trommer eller kitchet rockattitude. Når det så er sagt må det understreges, at der er masser af proteiner og saft og kraft i kvartettens tredje udspil.
Der er masser af spændende nye ting at finde på Dead End Kings, men desværre er numrene ikke helt så stærke hverken melodisk eller hårdtslående som på forgængeren. Men der er bestemt point for at søge nye veje.
Julie Michelsen er absolut en dygtig sangskriver og sangerinde, og det viser hun i særdeleshed på de mest stemningsfulde og nærværende numre på dette album. Det er her, at hun for alvor træder i karakter og udnytter sit talent til fulde, mens det bliver lidt mere anonymt, når der sættes strøm i guitaren og tempoet skrues for højt op.
Lissy Trullie er et skørt og usammenhængende bekendtskab, der både overrasker og imponerer i ligeså høj grad som hun forvirrer. Men de gode momenter er af så høj kvalitet, at her er tale om et navn, der – ikke mindst i kraft af det helt særlige udtryk – skal holdes øje med fremover.
Forsøget på at sætte Disaffected ind under en genre bliver opgivet efter en sang eller to. Deres lyd vokser i utroligt mange retninger, hvilket gør den til lidt af en stilforvirring, men ganske unik på samme tid. Det kommer der en interessant samling sange ud af.
Lima Lima balancerer på den skarpe kant mellem de personlige og dybt følte beretninger og den udadvendte og festlige stemning. Det er en balance, hvor det er vanskeligt at opfylde alle krav på samme tid, og det virker som om, at Lima Lima lidt for ofte forsøger dette.
Det er som om, at Holmes stædigt forsøger at fastholde en enlig god tanke og lade den bære et helt nummer, selvom den ikke har tyngden til det. Derfor kommer for mange numre til at virke uforløste, langtrukne og stillestående, og det er synd, for når Holmes leverer allerbedst, så er det høj klasse fra svenskerne.
Levellers har begået et stærkt album med fremragende musikalske præstationer over hele linjen. Bandet holder det høje niveau fra ”Letters From The Underground” og viser, at 25 år på bagen i deres tilfælde kun er en fordel. Det skarpe udtryk fra de unge dage er tilsat en tilpas mængde modenhed, og kombinationen af folkrock og punk-attitude er fortsat på et højt niveau.
Man bliver i strålende godt humør af at lytte til Sun River; det er som at flyde på en halvkølig flod en varm sommerdag med udsigt til græssende køer, som nøgne kvinder springer buk henover. Musikken er døsig på en behagelig måde, og som små trædesten i floden sætter Jonas Munk elektriske strømhvirvler til og skaber den spænding, der får det hele til at falde på plads og folde sig ud.
The Pond er fuld af overraskelser og små charmerende musikalske afstikkere. Det er ikke dem alle, der virker, men Kathryn Williams formår både at skabe charme, intensitet og cool lounge-stemninger på dette eksperimenterende projekt-album.
Måske minder Valtari mest om ( ), for den vælger det underspillede frem for de katarsisfrembringende finaler, der også er en del af Sigur Rós signaturlyd og identitet. Her er musklerne holdt i ave hele vejen til mål, lige med undtagelse af ”Varúð”, og det resulterer i et af det højæstetiske orkesters smukkeste og mest helstøbte udgivelser.
Der er både groovy guitarstøjende øvelokalerock a la Dinosaur, når de er mest løse i kanten, og skrabede popmelodier, solidt forankret med en halvfjerdserstemning, der oser af Beach Boys on acid, og en god del af den rock, der blomstrede i fuld flor i kølvandet på hele grungerockens indtog i starten af halvfemserne.