Kan man lide powermetal med et twist af melodisk deathmetal iblandet momentvise Pantera-grooves og lejlighedsvise input af dramatiske proggede keyboards, ja så er finske Children Of Bodom et fint bekendtskab.
Det går stærkt på den femte udgivelse fra nordmændene, meget stærkt. Nogle gange kammer det over, men en gang i mellem fungerer det faktisk for det norske band, der blev dannet tilbage i 1995.
Det er iørefaldende, hvis man blot lader sig flyde med, men begynder man at analysere sig frem til opbygningen, intrumentalskift og stemninger går glansen af musikken og det bliver som at være til et rave, man ikke kan slippe ud af.
En distorted og aggressiv guitar river i ørerne og binder flere af sangene på albummet sammen i det grænsesøgende og dragende rum, som de fire drenge fra Thisted har bygget sammen.
Selvom President Fetch har haft sit larmende virke i 25 år, er der ingen metaltræthed at spore på Stamina. Tværtimod er kvintetten i stødet og der er ikke skyggen af blodfattige sange fra de gamle drenge. Den punk´n´rollede signaturlyd er still going strong.
Københavnske Shiny Darkly er på alles læber i øjeblikket og deres selvbetitlede debut-ep er da også en både selvsikker og stilsikker udgivelse. Trioen tager i den grad afsæt i 80´ernes mørke, narkotiske univers og særligt ét band må stå højt på drengenes idolliste, – Joy Division.
Pan´s motoriske analoge synthesizere fylder meget – også lidt for meget – og selvom de varme, indimellem næsten svimlende bevidsthedsudvidende droner bestemt har gode sider, kan jeg bedst lide Munks soloudspil, når han blander sine stonertoner ind i elektronikken.
Det er midler til at meditere, og muligheder for at gå på opdagelse i ens egen indre verden, Omori tilvejebringer med disse ti ambient numre. Men om det er vellykket, er fuldstændig op til den enkelte lytters evne til at vende blikket indad.
Junckers udvikling er ganske bemærkelsesværdig, og dette album, som er hans fjerde, følger fornemt op og slutter nærmest en fjerde del til den ellers afsluttede trilogi, der startede med det ungdommeligt kække på Snork City og fortsatte over det ungdommeligt frække på Det Sorthvide Hotel til det voksent eftertænksomme p.t..
Farven Fornem bevæger sig på DNA ud af mørket, og har begået en imponerende debut. De spiller elektropop, som emmer af stemninger. Det er på samme tid melodisk, pulserende og dramatisk, når musik og ord går op i en højere enhed, som med stor sandsynlighed vil bide sig fast i lytteren.
2012-udgaven af Jens Lysdals debutalbum er ganske fin. Som ny lytter vil man nok blive slået af albummets modne og utidsvarende grundudtryk, men jeg tror nu heller ikke, at Lysdal er på jagt efter nye lyttere her. Der er snarere tale om en kunstnerisk trang til at opdatere en stærk og tidløs udgivelse.
Den danske duo Howl Baby Howl giver et bud på, hvordan ballader også kan lyde. Via en skæve guitarer og gode melodier, formår de at fastholde stilen i den tredelte EP-trilogi, som de nu er to tredjedele henne i.
Den danske kvartet Lilyphone er aktuel med bandets andet album. Fra den sødmefulde og nydelige countrypop på debutalbummet, har Lilyphone bevæget sig ind i en lidt mere kantet og elektrisk del af genren, og det klæder både bandet og sangerinden Marie Keis Uhre.
Amerikanske Seventeen Evergreen har været små fem år undervejs med opfølgeren til deres lettere psykedeliske debutalbum. Og mellemtiden er blevet brugt på at blive aldeles fortrolig med synthesizere, og dette nye album er helt og aldeles bygget op om den syntetiske lyd.
Når Londons Vadoinmessico debuterer med Archeology of the Future, så sker det med en stensikker melodifornemmelse, ringende eksotiske guitarer, melankolsk indie-stemning, flamenco-klap – og et overdrevent virvar af eksperimenterende idéer, der sættes sammen i et sammensurium, der kæmper for at hænge sammen.