Michael Jin er bestemt værd at bemærke og værd at give lidt opmærksomhed. Han lykkes ikke lige godt med alle sine ellers så velskrevne sange, men her er tale om et meget alsidigt og personligt singer/songwriter-album fra den dansk-koreanske debutant.
At være et hypet debutband giver først og fremmest garanti for en masse opmærksomhed på godt og ondt, men det stiller også øgede forventninger til den musikalske kvalitet. Tribes viser, at de har potentialet til at leve op til de høje forventninger, men der er lidt for meget fyld og ligegyldighed mellem toppræstationerne.
Er man til Simon/Garfunkels gode gamle udgivelser, kan man lide Fleet Foxes, og synes man at norske Kings of Convenience første udgivelser var som sendt fra himlen, så er der god grund til at kaste rigtig meget opmærksomhed i retning af Poor Moon.
Overordnet er de 37 minutter, som Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 spiller over, 37 intense og udfordrende minutter. Endnu engang er det lykkedes, fristes man til at sige – og hvis det er TDC, der betaler regningen for, at vi andre får fri adgang, så er det fint med mig, selvom jeg gerne betalte for skiven.
Der er ikke meget godt at hente på metalbandet Worlds of Farewells album Immersion. Den growlende vokal passer ikke rigtigt til musikken og musikken sparker ikke nok fra sig – og når den endelig gør, så lyder det mest af alt rodet.
De mange eksperimenter bider ikke rigtig på mig, og jeg savner de levende og døde beretninger fra den charmerende provins-kedsommelighed, som Telestjernen kan formidle så formidabelt. Dette er forhåbentlig blot et lille intermezzo, hvor nye idéer og tanker skal afprøves.
Tretten skæringer smykker skiven og på de ubesværede toner og letheden i lyrikken får man fornemmelsen af, at der snildt kunne have været dobbelt så mange numre at finde på debutpladen fra Penny Police.
Generelt er “Nive Sings” et glimrende album, der med sine skæve modsætninger og livlige instrumenteringer får en samling sange, der varierer en del i niveau, til at fremstå som en solid helhed – og som gør Nive Nielsen til en sjælden grønlandsk sangerinde, der formår at holde fast i sin hjemstavn selvom hun har sit fokus solidt rettet mod den amerikanske scene.
Jonquil debuterer med et album, der viser et klart potentiale, men som også viser en ligeså klar mangel på alsidighed i repertoire og idérigdom. Derfor bliver debutalbummet en lidt langstrakt, uskarp og kønsløs affære, omend der er øjeblikke af sprudlende, kildrende sommer-mavefornemmelser undervejs.
Det kræver sin mand, kvinde, vokal og melodifornemmelse at skabe en svensk pendant til Belle & Sebastian. Nogle af pilene peger i den rigtige retning for Laike, men afgørende momenter slår fejl og betyder, at den magiske fornemmelse kun sniger sig tæt på lytteren i ganske få tilfælde.
Danmark har i Christopher fået en ny stærk sangskriver. Danmark har også fået endnu en af de mange unge sangere, der ikke gør ret mange fortræd, og som i kraft af produktion og pænhed passer perfekt ind i den bløde masse, der gør de kommercielle popradioer ulidelige at høre på.
Københavnske Vinyl Floor leverer med deres andet udspil Peninsula en seriøst ambitiøs konceptplade, der lukrerer forelsket på datidens 70´er værker. Men med al respekt er der en del at arbejde med for Vinyl Floor, før bandet næste gang giver sig i kast med så stort et hævet brød.
Abeele er efter sigende dedikeret popmusik-encyklopædist og det kan høres på The Slideshow Effect, for det er en ren popplade med nik til country og dreampop. Skiven er væsentlig mere klar, ren og organisk i denne ombæring og retningen fra et sovekammerprojekt til et fuldt realiseret band er fuldført.
Heidi Mortenson synger på Mørk som en blanding af Karin Dreijer (The Knife, Fever Ray) og Henriette Sennenvalt (Under Byen). Med andre ord en lettere skæv og aparte stemme, man ikke møder mange andre steder. En vokal man enten elsker eller hader, irriteres eller beriges af.
Den danske sangerinde Ditte Rønn debuterer som solist med albummet Echoes of Madeleine. Og det er en forunderlig og opfindsom blanding af poppede, jazzede og skæve sange, som alle har til fælles, at de rummer fortællinger og stemninger med Ditte Rønn som det klare omdrejningspunkt.