Siden den ypperlige Lisbon er der denne gang skåret mere til benet, skruet ned for det mere rockede og muskuløse udtryk og der er overordnet mere knaphed i New Yorkerne denne gang. De respektive numre spilles med stor intimitet og selvom inderligheden altid har rådet i amerikanernes univers, er Heaven The Walkmens til dato mest stille album i instrumental henseende.
I store træk er der tale om storladne småskingre indie-folk-sange med englevokal – og det er kun når konceptet og det faste mønster for alvor brydes, at Smoke Fairies lykkes. Således er der et stykke vej til samme niveau, som kendetegnede debuten fra sidste år.
Når Garbage genfinder dyderne fra de første år og tør lyde som sig selv, så svinger det ret godt – og det er som oftest når der enten går lidt industrial i den, eller når tempoet omvendt sænkes lidt, så melodierne får plads til at blive iørefaldende.
Inden sommeren for alvor satte ind udgav den amerikanske guitarist sit 13. album. Rocken er nedtonet en smule og der bliver søgt tilbage til en mere basic blues som han spillede den på de tidligere plader som fx Had To Cry Today og So It’s Like That.
De 11 skæringer veksler mellem lige-ud-ad-landevejen countryfolk, radiovenligt stadionrock og følsomme ballader. Sangskrivningen har en klassisk kvalitet over sig, og man kan ikke sætte en finger på noget, der ikke fungerer.
Bloom domineres af tårevækkende smukke sange, der både gør sig for nedrullede gardiner og solskinsfyldte sommerdage. Er der malurt i bægeret, er det at albummet lyder akkurat som Teen Dream, men if it aint broke don´t fix it.
Anna Ternheim viser et skyhøjt potentiale på The Night Visitor, og når den svenske sangerinde leverer sine folk-poppede sange allerbedst, er hun fremragende. Desværre rummer albummet også kedsommelige og stillestående passager.
Bedst som man tror, man har forstået at man her har med en udelukkende tung lyd a la Isis og Neurosis at gøre, bliver man dog i tvivl. Her er også tempo og så er der et omkvæd, der nærmest minder om en ørehænger. Og så synges der på norsk.
Generelt har Spillemændene skabt en EP, der er højst bemærkelsesværdig, og som bestemt bør vække opsigt. Fortælleglæden er i centrum, og bandet evner at skabe et lydbillede, der til fulde bakker fortællingerne op i et modsætningsfyldt univers, hvor det dystre og tungsindige bliver tilsat et twist af humor og lys.
Pg. Lost er fortsat ypperligere spændingsopbyggere og mestrer kunsten at ramme både det æterisk smukke og tænderskærende voluminøse helvedesbombardement i ét og samme nummer. Den knusende melankoli kontrasteres af endorfinfremkaldende lykkefølelser og vice versa.
Det er egentlig svært at komme en beskrivelse af dette album helt nær. Det er eksperimenterende, det er melodisk, det er eksplosivt – og det er slet ikke til at høre, at vi her har at gøre med en kvartet, for lyden antyder, at der kunne være ti gange så mange involverede. Hvis du er til eksperimenterende pop/rock/folk/indie Alt-J.
Det er i mødet mellem det afdæmpede, nedtonede dub og det momentvis upbeatede og udadvendte rock-udtryk, at Kúra finder sit tydelige og sikre afsæt. En imponerende flot debut fra den dansk-islandske trio.
Lad de gode idéer få frit løb og lad gerne arrangementerne være lidt mere skæve, end det er tilfældet på størstedelen af ”Hole In Your Soul”. Sangene og udtrykket har potentiale til et lille fint gennembrud, men det kræver lidt mere mod og opfindsomhed i arrangementerne.
Ved første lyt er This Machine på alle måder en behagelig, let spiselig og pænt iørefaldende melodibombe, men ved nærmere bekendtskab lurer kedsomheden og det oppustede ingenting under de to håndfulde poprockede indiewannabees uden synderlig sjæl og nerve.
Asonat bringer nyt liv til IDM som genre, med en glød og passion, man ellers ikke møder i det elektroniske lydbillede. Og der er masser af lag og retninger på et album, spækket med liflige detaljer og højt ambitionsniveau.