The Foreign Resort: Offshore
byEn overrumplende oplevelse. Et dansk debutband, der træder ind på den danske rockscene med en sådan power, at man bliver blæst bagover.
En overrumplende oplevelse. Et dansk debutband, der træder ind på den danske rockscene med en sådan power, at man bliver blæst bagover.
Hvor reelt hjemmegjort det hele er, er i princippet denne anmelder underordnet. Overordnet efterlader albummet nemlig et indtryk af, at bandet skulle havde brugt mere tid. Hvis ikke i studiet, så med sangskrivningen.
Det er lidt som linedanseren, der vover sig ud på den tynde udspændte snor højt over cirkusmanegen. Hun kæmper for at holde balancen, og selvom hun må justere vægtfordelingen et par gange undervejs, modtager hun et pænt bifald fra publikum, da hun når over på den anden side.
Det er ikke alt der holder på Dødnings selvbetitlede ep, men der kan ikke herske megen tvivl om, at det seks mand store band er et forfriskende pust på den danske musikscene. Rock og metal blandes fint sammen og de to sangere skiftes til at levere henholdsvis hurtig snerrende hardcore-vokal og lettere hæs rock ’n roll ditto.
Kvaliteten i sangskrivningen er høj, og de fremføres stilsikkert på en rolig bund af primært akustisk rockbesætning. Titelnummeret er pænt, nydeligt og fængende, og det er kendetegnende for det meste af albummet.
Efter at have været kendt i undergrundsmiljøet noget tid, er danske Nightlight ude med deres debutalbum. Dog er musikbranchen ikke helt ny for bandet, men genren de bevæger sig i er ny for dem, men bestemt ikke for lytteren.
Er man til gode folkmelodier, så skal man ikke snyde sig selv for Tight Knit, men har man derimod hang til den mere obskur side af folkmusikken vil man blive slemt skuffet. For her er ingen udskejelser, og musikken lægger mere op til at sidde i sofaen med en kop te, end til at sidde og ryge fede.
Stilen på de fire numre tager afsæt i det virkningsfulde, men på en underspillet måde, der får tonerne til at klinge ud og til at skabe små pauser, hvor man spændt venter på det næste. Der er ikke noget ’støj’ eller på anden måde larmende hos Altmodisch, men der er en spændt nerve, der ligger som et sikkerhedsnet under musikken og sørger for, at intet falder igennem.
Momentvist er der tale om ganske velspillet rock med en klar fundering i 60’ernes store stjerner, men alt for ofte står bandets egne ambitioner i vejen for det simple håndværk det er at spille overbevisende rock’n’roll.
Uinspirerede irske ligegyldigheder Vokalen er udmærket, og de tre medlemmer af Dublin-trioen The Aftermath er dygtige musikere. Produktionen er stor og finpoleret og der…
Starsailor brød igennem omkring årtusindskiftet med en ordentlig omgang følelsesmættet rockmusik, der red på samme bølge som Coldplay, omend den akustiske guitar var mere fremherskende hos Starsailor. Således har forsanger James Walsh og resten af bandet været påklistret med mærkatet ”klynkerock”, som på sin vis er rammende nok.
Det musikalske vidunderbarn og hjernen bag Porcupine Tree har begået sit første egentlige soloalbum. Den 41 årige englænder Steven Wilson, har i de sidste tyve-femogtyve år været én af de største ikoner på den progressive rock/metal scene, hvor han med en imponerende produktivitet har skrevet musik og tekster til og produceret Porcupine Trees plader, såvel som en lang række sideprojekter (fx Blackfield, Bass Communion, No-Man og I.E.M).
De skriver sange der er så fængende som Razorlight. De har The Kooks’ ærkebritiske udtryk – og så har de skævheden og de opfindsomme instrumenteringer fra en lang række af de lidt skævere indierock-bands. Og endelig er de såmænd ganske danske – Didium & The Black Bonnie Picture.
Når man tænker metal og ordet ’præst’ i samme tanke, kan der nemt ledes hen til blackmetallen og brændende kirker, men i Gothministers tilfælde bør tankerne i stedet bevæge sig hen til industrial og alt andet end lyden af Norden.
Rap/recitation/fortællelyst og (u)skønsang. Mikkel modulerer Marius er fyldt med mening og galskab. Men målgruppen er smal, for det er ualmindeligt ualmindeligt.