Louise Moe: Paint My Face
byDen 25-årige sangerinde Louise Moe debuterer med albummet Paint My Face. Sine steder er albummet overbevisende, mens poppens overmalede ansigt også stikker snuden frem af og til.
Den 25-årige sangerinde Louise Moe debuterer med albummet Paint My Face. Sine steder er albummet overbevisende, mens poppens overmalede ansigt også stikker snuden frem af og til.
Det er en ganske velvalgt titel til dette album, der er en perle af en afdæmpet slo-mo-indie-pop-plade. Rex Garfields intime vokal er aldeles stærk i de afdæmpede numre, og Ste Rasch kan også noget med sin vokal, hvilket han bl.a. viser på ”A Letter of Stone”.
Klang indeholder en række knivskarpe numre, der i stil ligger i forlængelse af Fanz Ferdinands galoperende energi og med en Donohoe i lyrisk topform som en Morrissey på lykkepiller.
Som altid er lyd og produktion i særklasse hos Pet Shop Boys på det nye album. Hvad dette angår, så skuffer den engelske popduo aldrig. Og som altid er der også nogle killer tracks på albummet, der uden problemer føjer sig til den efterhånden lange liste af klasse A sange, som duoen har skabt.
At lytte til AFM er som at sidde i et storbyrum, helt alene sammen med sin gode ven Jack Daniels, og forsøge at tyde betydningerne af stjernernes skær i kontrasten til det blinkende neonskilt oven over den lokale liquershop.
Kender man ikke Loney Dear i forvejen, så vil jeg anbefale, at man starter med det noget mere helstøbte Sologne og arbejder sig videre derfra. Kender man allerede Loney Dear, så er der intet forgjort i at investere i Dear John – man skal bare ikke skrue forventningerne for højt op.
Dan Auerbach er bedst kendt som halvdelen af The Black Keys, men med Keep It Hid viser amerikaneren, at han også kan stå på egne ben. Det er en blanding af alskens amerikanske rødder, der blendes sammen med en retro-rock-lyd.
Lay Low kan meget vel gå hen og blive det nye islandske stjerneskud på den internationale musikscene. Stilen er afdæmpet singer-songwriter, hvor flere af numrene har et twist af country.
Danko Jones gør som de plejer på B-sides’ 27 skæringer. Dertil holder deres simple og kække rock n’ roll ikke, og en af de få positive ting man bliver efterladt med, er forhåbningen om forandring og nytænkning i fremtiden.
Er de sjældne er et poetisk/musikalsk samarbejde mellem forfatter Lene Hørslevs og sanger/sangskriver Solveig Sandnes; Hørslev leverer poesien og Sandnes musikken. Resultatet er særdeles vellykket og tekst og musik går op i en højere helhed.
Med Jytte Lindberg som det dragende og karismatiske midterpunkt, debuterer danske Art Cinema, der er samlet omkring multi-instrumentalisten Robin Taylor. Stilen er storladen, pompøs og til tider ekstremt udtryksfuld.
Tony Dekker og resten af trekløveret Great Lake Swimmers har med Lost Channels udgivet deres fjerde album, som ligger fint i forlængelse af de tidligere albums. Resultatet er endnu en gang flot, om end det ikke når op på siden af Bodies and Minds.
Man kan mene, at bandet lægger sig i baghjulene på bølgen af elektronisk funderede danske rockbands, men i modsætning til de seneste års danske musiktrend, så retter Kissogram blikket mere bagud. Forstået på den måde, at elementerne fra 80’erne er mere grundlæggende hos Kissogram.
Amerikanske Jeremy Jay rammer så absolut langt forbi med albummet ”Slow Dance”. Det er som om, det meste mangler. Produktionen er ultra-sparsommelig, sangskrivning tilsyneladende overstået på en eftermiddag og det er egentlig kun det ungdommeligt energiske guitarspil, der holder opmærksomheden fanget i enkelte perioder.
Hvor Sue spiller sikkert, viser de niveauet. Hvor elektronikken griber om sig, bliver de kløgtigt skrevne melodier væk i hurlumhejet. Og derfor ender Home Philosophy som et album, der ikke just er stilsikkert eller overbevisende. Men dog med et vist potentiale og med enkelte lovende numre undervejs.