ISIS: Wavering Radiant
byMan bliver hyllet ind i den rumlende gentagelse, som ISIS har til fælles med et band som Godflesh, samtidig med at numrene varierer og udvikler sig med samme styrke og elegance som hos ligesindede God Machine.
Udgivelser
Dear Reader: Replace Why With Funny
byDear Reader lyder til tider lidt ala Jaymay i uptempo, og er man til popmusik uden udfordrende modhager, men med langtidsholdbare melodier, så bør Replace Why With Funny være et sikkert køb.
Hot Leg: Red Light Fever
byMan kan godt trække på smilebåndet over den åbenlyse hyldest til firsernes overgearede stadionrock og spray-fikserede frisurer, men Justin Hawkins beviser fortsat, her sammen med Hot Leg, at han ikke bare var heldig med at slå igennem første gang.
Bat for Lashes: Two Suns
byPå Natasha Khans seneste udspil begiver hun sig ud i et eventyrligt musikalsk univers, hvor hendes stilsikre talent for at ramme de simple popmelodier forenes med tilpas skævhed og originalitet til at det hele fungerer.
Louise Preisler: Strolling
byEt musikalsk velgjort projekt, hvor en flok ualmindeligt dygtige musikere skaber et frirum med masser af individuelle storpræstationer, der smelter sammen til en glimrende helhed. Desværre mangler melodierne det sidste til, at døren til omverdenen bliver åbnet, og det er derfor svært som lytter at føle sig helt som en del af festen.
I Was A King: I Was A King
byAt den absolutte topkarakter udebliver er kun en konsekvens af det samme – at helheden måske nok er stærkere end de enkelte numre. Men dette ændrer ikke på det faktum, at der her er tale om en uhyre behagelig gang kræs for øregangene.
Niepoort: Serpentine
byProblemet med Nieport er, at forsanger Gustav Niepoort aldrig rigtig lader melankolien trænge ind under huden, og at eksplosionerne savner et særpræg, som forhindrer, at de bliver overdøvet på et bugnende marked af velproduceret rockmusik.
Sian Alice Group: 59:59
byJeg har personligt ikke tålmodighed til at stirre ind i navlen så lang tid, det måtte tage at opdage det smukke. For mig er bekendtskabet generelt rimeligt søvndyssende og uinteressant, men måske er jeg, som Tony Wilson også siger i den føromtalte 24 Hour Party People, ”just fucking wrong!”
Mirah: (a)spera
byI store doser bliver Mirahs musikalske univers en smule kedeligt og deprimerende at lytte til. Alligevel hører hun uden tvivl til i den bedre ende af alle de kvindelige singer-songwritere, der florerer for tiden.
Rasmus Broe: Ildsjæl
byDet er sjældent at høre en nykommer på musikscenen være så overbevisende i så forskellige retninger på så kort tid. Og så alligevel holde stærk tråd i sine personlige udtryk og musikalske holdepunkter fra album til album.
Queensrÿche: American Soldier
byDet er tydeligt, at Tates stemme ikke har fordums storhed, men han disponerer sine ressourcer godt, og det generelle indtryk er både velspillet og varieret glam metal af den traditionelle skuffe, leveret af en besætning gamle rotter, der kan deres kram og som endelig har fået fat i nogle overbevisende melodier.
Nikolaj & Piloterne: MAND!
byTrods flere gode forsøg undervejs, og selvom Piloterne er eksplosive, energiske og fremragende udførende som altid, så lægger MAND! sig lidt som et album, der udbygger kvantiteten af repertoiret uden at tilføje klare kandidater til næste Greatest Hits-album. Mere nærvær og en lidt mere voksen attitude havde gjort underværker for Nikolaj.
Depeche Mode: Sounds Of The Universe
bySounds Of The Universe er et Depeche Mode album klart over middel set i sammenhæng med hele deres produktion. Lyden er drejet tilbage mod det mere mørke fundament, hvor udtrykket oser af sammenbidt intensitet og insisteren.
Xenia: Trash of Gold
bySangerinden Xenia er klar med sit andet soloalbum. Hun er nok mest kendt fra musical-scenerne rundt omkring, og forkærligheden for det teatralske og dramatiske er i den grad genkendeligt på Trash of Gold, der er et popalbum med en kæmpemæssig lyd.
Saga: The Human Condition
byDer er masser af flotte og typiske Saga-rundgange, hvor keyboard og guitar følges ad i et halsbrækkende tempo og med masser af progressiv energi. Og der er stilfærdige ballader med flotte vokalharmonier og velklingende melodilinjer. Det hele lyder bare alt for meget som en afglans af det Saga, der engang kunne begejstre et så bredt publikum, at de både lå på hitlisterne samtidig med, at de blev anmeldt i Heavy Metal-magasiner.