Der er en konstant kredsen omkring mange forskellige udtryksmuligheder hos CBP, og man bliver nødt til at bevæge sig ind i musikkens filmiske univers med et åbent sind. Men man bliver til gengæld belønnet for sin indsats, hvis man giver sig tid til at glide rundt i de afkroge af stemninger som albummet er bygget op med.
Pladen beviser, at selv når de tungeste musikere giver hvad de har i sig, så er den vigtigste ingrediens stadig holdbare sange. Musikalsk er der ikke meget at pege fingre ad, selvom band-følelsen forsvinder når hver sang spilles af en ny besætning.
Den amerikanske kvinde-trio Au Revoir Simone spiller keyboard-pop med elektroniske trommer. Umiddelbart afskrækkende for min opfattelse af, hvad musik er og bør være. Men samtidig har de tre damer en utrolig evne til at skabe en fortrolighed, varme og melodisk klang, der bibringer en interessant intimitet.
Forventningerne bliver aldrig for alvor indfriet, for Quicken The Heart virker til at være primært venstrehåndsarbejde og uden nogen hørbar musikalsk vision eller nødvendighed; det er lyden af et band, der har stillet sig tilfreds med at følge en opskrift uden fejl, og som derfor ikke interesserer sig synderligt for det sublime.
Selvom tyske The Amber Light viser stor kunnen på enkelte områder, så mangler de at styrke sig i også at levere varen, når de bryder ud af deres vante omgivelser. Men snyd ikke dig selv for ”Drake” og ”Never Fade Out”, som er glimrende sange for dem, der holdt af 90’ernes britiske indiescene.
Stephan Grabowski har skabt et interessant værk, som byder på et lærerigt kultur-clash, der viser at verden hænger smukt sammen trods de gevaldige forskelle, der er på København og Bombay. Et værk, der viser, at drama og pompøsitet snildt kan forenes med intimitet og nærvær.
Det er intet mindre end klassisk, vel nærmest nostalgisk metal af den gode gamle skuffe, men udført med en superproduceret lyd og en overbevisende autoritet, der kommer lige fra underlivet. Rock on!
Det er sjældent, at der udgives modne danske popalbums, som stadig holder et vist kunstnerisk niveau. Men jeg havde gerne set, at Attermann havde gjort op med sig selv, om han ville lyde som Cohen eller Winckler. Eller måske som den blanding af de to ædle herrer, der fungerer flot på albummets stærkeste numre.
Rod har kropslighed, sanselighed, mandshjerte og en forløsende humor og distance på én gang. De er dansksproget rock, der løfter sig langt op over Valby Bakke, samtidig med at de holder Roden solidt plantet i rockens sorte muld.
Efter at have været frontmand i det nu opløste Grandaddy i ti år, er tiden blevet moden til Jason Lytles første soloalbum. I tre år har han arbejdet på albummet, der ligger så tæt op af Grandaddy, at det ligeså godt kunne have været et nyt Grandaddy-album.
Selvom der er mindre growl og fræs på Crack The Skye, bliver Mastodon aldrig nogensinde mainstream. Hvor kvalitet indenfor metal ofte måles i bpm (beats per minute), gælder det hos Mastodon snarere om spm (skift per minute).
Det er godt nok et mærkværdigt udspil, som Bibio har sendt på gaden. Vignetting the Compost lyder som et soundtrack, der ville gøre sig formidabelt til en kult-film, der i slow-motion viser, hvordan havens planter og græsstrå ligeså stille og roligt vokser et par millimeter mens man kigger med.
Forestil dig en norsk bjælkehytte langt væk fra alt. Med ild i pejsen – og iøvrigt indrettet med højt til loftet og nøjagtigt som et indisk hindu-tempel. Og sæt så et svensk indiepop-band derind sammen med en samling traditionelle indiske instrumenter og en nodebog fra Kula Shaker.
Det er svært at tage Powersolo alvorligt, men på den anden side kan jeg ikke lure, om de to drenge vil tages alvorligt eller blot skabe lidt gang i gaden. Jeg savner sammenhæng, men samtidig er det også lidt indsmigrende, at der ikke gives en sammenhæng, at det ikke gøres let.
Efter flere gennemlytninger er det svært ikke at finde utallige ord, der passer til den danske duo: Legesyge, retro og garage er blot få af dem, og skulle jeg i denne anmeldelse fortsætte opremsningen, ville det blive en rodet sag.