Generelt er det den fløjlsbløde vellyd og den behagesyge vokal, der er det mest kendetegnende på et album, hvor der hverken musikalsk eller melodisk bliver bragt de helt store udsving, og hvor jeg som lytter aldrig bliver decideret træt af bandet – men heller aldrig rigtig bliver fanget af helheden.
Det kræver tålmodighed og koncentration at finde helt ind til sangene på Deaths & Entrances, og man kan således hævde, at mange måske vil gå død i jagten på indgangene til albummet, inden de er indenfor, men for dem, der holder stædigheden ved lige, er der en skatkiste at opdage.
Major Lazer er en jamaicansk kommandosoldat, som mistede den ene arm under Den hemmelige Zombie-krig i 1984. Musikken trækker på den stærke jamaicanske dancehall-tradition, den futuristiske dance-floor-killing-æstetik fra Diplo og Switch, med bidrag af nogle af de største navne inden for dancehall.
Når det swinger for den gamle cirkushest, swinger det fabelagtigt godt, og Pixies-fans og Black Francis-disciple kan sagtens investere i duoens Petis Fours og nyde de små musikalske sidedishes. Det er godt, det er galt. Det er godt at være gal.
Der er ikke den samme tøjlesløshed og anarki i numrene som tidligere, men den lidt mere modne lyd klæder Mascis & co, heldigvis uden at det sker på bekostning af den klassiske lyd og melodi, der rumsterer inde i knolden og sidder i kroppen, længe efter det sidste nummer er klinget ud.
GBG vs SSTHLM er svenske Maia Hirasawas andet album, og det viser en sangerinde med et stort, delvist uforløst, potentiale. På flere af numrene rammer hun plet med sine flotte arrangementer, der ofte har pianoet som omdrejningspunkt.
Udover to åbenlyse svipsere slipper The Lemonheads udmærket fra coveralbummet Varshons. Det trækker dog ned, at de fleste af covernumrene er bedre i deres originale udgaver.
Milow forsøger at slå sit navn fast i udlandet med et cover af 50 Cent/Timberlakes “Ayo Technology”. Det lader til at lykkes, men desværre er der ikke noget at komme efter i belgierens egne numre, der fremstår kønsløse og intetsigende.
Black Clouds & Silver Linings byder på så højt et musikalsk lix-tal, at albummet uden tvivl vil tiltale gruppens indædte fans. Produktionen er flot, men man lidt skidt og bakterier, noget der kunne skabe liv og sjæl over den lidt for perfekte symfoniske struktur.
Det er herligt uspoleret, men det er samtidig også kun skitser til noget mere gennemarbejdet og bedre forankret i sin egen lyd. Lad os håbe Wraptors vil være i stand til at rede rocktrådene ud og finde sig selv i det lidt rodede univers, de har fået viklet sig ind i.
Selvom der løftes på hatten til de gamle prog-konger, lyder Riverside hverken gammeldags eller som en gentagelse af tidligere tiders musikalske strømninger. Med tre studiealbums bag sig markerer Riverside sig igen som Polens måske bedste og mest interessant orkester.
Det er generelt uforsonligt og hårdtslående metal, der kommer fra det kolde nord, men finnerne har ofte en større og mere bredtfavnende lyd, der egentlig ikke harmonerer med, hvad man ellers har af fordomme om de vodkadrikkende, bjørnekæmpende og knivstikkende finske svirebrødre.
Der er kun småting at sætte en finger på, og samlet set er When Death Comes alt hvad man kunne have håbet på ville komme ud af Artillerys genforening. Lad ikke denne plade være den sidste!
Som opfølger til debutalbummet fra 2005 udgiver den danske singer/songwriter Lilly Love Is A Sound, som behager uden for alvor at bryde igennem lydmuren. En musikalsk sørejse der besøger mange forskellige farvande, men som aldrig rigtigt kommer i havn.
Make No Sound fortjener den opmærksomhed der skal til, for at komme ud til det publikum, der søger intelligent, sart og modig sangskrivning. It’s good to be in Niceland!