My Dying Bride: For Lies I Sire
byFor Lies I sire er et imponerende, afvekslende, følsomt og mørkt album, der viser, at My Dying Bride efter ti albums stadig sidder solidt på doomtronen.
Udgivelser
Mt. St. Helens Vietnam Band: Mt. St. Helens Vietnam Band
byForvent ikke et band, der tager dig ved hånden og følger dig nænsomt gennem de 11 numre. Snarere et band, der giver dig en ordentlig krammer efter fulgt af en gigantisk rystetur, inden de rammer plet med en lussing på venstre kind for at slutte af med en kilde-tur, der fuldstændig tager luften ud af dig.
Bitter:Sweet: Drama
byLA-duoen Bitter:Sweet er en sær men kammeratlig størrelse. De lægger fra land i trip-hop-genren med store beats og gigant-produktioner, men de drejer genren i en fornøjelig og glad retning, som får mange af de større og mere mørksynede stjerner i genren til at minde om dommedagsprofeter.
Tyrants & Kings: Tyrants & Kings
byTyrants & Kings spiller ikke folk-rock på en ny måde, men de har fundet tilbage til den nerve det er en forudsætning at besidde, for at kunne levere den tyngde og sjæl og boblende spilleglæde, som numrene er fyldt med. Anbefales hermed varmt til alle, der stadig har en svaghed for americana og den umiddelbare folk-tradition, der langt hen ad vejen er tæt knyttet til rock’n’roll.
Vira: Re-Design
byVira, som udspringer fra Nørrebros undergrund, er godt på vej til at finde deres eget udtryk inden for den klassiske death metal, hvor de heldigvis har mere at byde på end blot at skamride allerede oppløjede spor.
The Living End: White Noise
byDet er ikke den dybeste kunst-tallerken, der er blevet genopfundet hos australske The Living End, men deres enorme evner ud i at skrive stærkt vanedannende sange og tilføre dem heftig guitarenergi og medrivende tempo, er uomtvisteligt. På bandets femte album fungerer cocktailen aldeles stærkt.
The Thermals: Now We Can See
byFjerde album fra Portlands ’post-power-pop trio’ The Thermals lægger ikke meget nyt til deres udtryk. Men The Thermals har stadig fængende melodier, et unikt tekstunivers og punkens uimodståelige energi.
Soap & Skin: Lovetune for Vacuum
byDer er med andre ord en masse på færde hos Soap & Skin, og det, der er mest slående, er sangenes uforfærdede fremførelse, hvor de bliver stående som sorte obelisker i natten, mens Anja Plaschgs stemme bliver siddende i kroppen, længe efter det sidste nummer ”Brother of Sleep” har forladt membranernes fysiske rum.
Gomez: A New Tide
byA New Tide er en tilbagevenden til deres fortolkning af folk tilsat psykedelisk indieblues. Sangene er bygget op af lag på lag konstruktioner, der på en gang er legende lette og komplekse i udtrykket.
Heaven & Hell: The Devil You Know
byHer er ingen umiddelbar ny ”Heaven and Hell” eller ”The Sign of the Southern Cross”, men ti udmærkede og iørefaldende numre, som alle bærer Iommi/Dios trademark. Med tanke på, at tre af gruppens medlemmer for længst har nået pensionsalderen er The Devil You Know et respektindgydende album.
Alphapistola: Alphapistola
byAlphapistolas debutalbum er et dybt seriøst og vellykket forsøg på at skabe en stemningsfuld rock, der har den samme episke luft under vingerne, som eksempelvis også The Mission og Dream Syndicate har.
Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz!
byYeah Yeah Yeahs har både rodet med synthezisere og dansesko på deres tredje regulære album. Undervejs er der øjeblikke af majestætestisk New York’er skønhed. Men når tempoet undervejs sættes ned, går noget af intensiteten tabt.
Submission: Code Of Conspiracy
byNår talen falder på Submission, har vi at gøre med endnu et band inden for den melodiske dødsmetal, som især svenskerne har været forløbere for, helt tilbage i start 1990’erne med At the Gates, og senere med bl.a. Soilwork og In Flames, hvor sidstnævnte nok er de mest almindeligt kendte indenfor genren.
Hatesphere: To the Nines
byTil alle skeptikere efter de mange udskiftninger: Byd Hatesphere velkommen tilbage! Var I fans af Hatesphere med den gamle besætning, vil I med meget stor sandsynlighed elske To the Nines.
Death to Frank Ziyanak: DTFZ
byDeath to Frank Ziyanak kom frem på en bølge af garagerock, men de to seneste skiver har vist nye sider af det energiske talent. Her er aggressive elektroniske flader og højspændt energi fra første fløjt, og den energi mærker man med det samme på på det nye album DTFZ.