Den til tider storslåede lyd på Homesick Machinery viser Vola som et lovende band på den danske rockscene. De skal dog lige have lidt tid til at finde ud af hvilket ben, de vil stå på, før de for alvor kan præsentere et helstøbt album.
Men som djævelens advokat må jeg sige, at deres meget amerikanske nu-metal er alt for poleret og pænt til at gøre det store indtryk i den mængde af kompetente og velspillende metalbands, som der rent faktisk er en underskov af.
The Phantom Band søger efter grænser og afkroge. De kommer fint og smidigt omkring i hjørnerne – men vejen fra hjørne til hjørne er for lang – og hjørnerne er for forskellige til, at de hører sammen i samme rum.
De fleste kender bedst Jonas Struck som guitaristen i Swan Lee. Bandet, der med Pernille Rosendahl i forgrunden skabte storladen filmisk popmusik. I projektet Thunderstruck er det stadig storladent og filmisk – men det er afgjort ikke pop.
På under en halv time overbeviser de svenske søstre Johanna og Klara Söderberg om, at de er værd at holde øje med. Og det på trods af, at de med en fødselsattest, der siger 1990 og 1993, stadig kan kalde sig for teenagere.
Det er nok et smalt publikum, der vil glæde sig over Butzback. Vise-sange har nok ry for at være for bedste- og oldeforældre, men Butzback giver genren et sjældent moderne liv, så måske kan dette album, der trækker gamle traditioner frem til vores moderne tider, også skabe musikalske bånd mellem generationer.
Det er på samme tid både smukt og sørgmodigt det Marissa Nadler leverer på sit fjerde album. Det man først bider mærke i er den krystalklare vokal Marissa Nadler er i besiddelse af. Ikke af den kedelige slags, men derimod personlig og nærværende og ikke mindst jaget.
Malajube kan være svære at sætte i bås, men det er absolut også det, der gør dem et bekendtskab værd. Der er masser på spil, og Malajube formår at spænde deres musik over følelser af tristesse, vemod, avantgarde og ligefrem, boblende glæde.
C’est tres bon!
Det er nærmest som at høre en blanding af The Killers og Meat Loaf. Den pompøse og åleglatte produktion, den energiske vokal og den pumpende men pænt polerede guitar – og de fængende melodilinjer, der fiser lige ind på den kommercielle lystavle – og ofte ligeså hurtigt ud igen.
Der er fornemme højdepunkter undervejs – men desværre også flere faldgruber, som giver anledning til at mistænke The Millers for at læne sig en tand for meget op ad Plant/Krauss-konceptet. Det falder ikke helt heldigt ud, selvom grundlaget for noget stort helt afgjort er på plads undervejs.
Intet mindre end usædvanligt gennemarbejdet og flot disponeret produktion, med en tung og mørk rytmesektion, som ligger godt fremme i lydbilledet sammen med de brusende keyboardflader og stilistiske guitarsløjfer…
Amerikanske Lamb of God er ude med et hårdtslående album, hvor den nyere genre metalcore mødes i skøn forening med den ældre thrashmetal. Det kan lyde som en underlig blanding, men resultatet er en succes.
Den københavnske kvartet Viva Vertigo er ude med sit tredje album, og har endelig fået godt fat om rockrødderne samtidig med at melodiernes kvalitet har fået et mærkbart løft. Det er der kommet et fremragende album ud af!
På Tambourine Freak Machine er balancegangen desværre mindre vellykket, og det er langt hen ad vejen svært at se albumemts formål som andet end en udmærket baggrundslydcollage til et hallucinationsfyldt trip.
Der er smæk for skillingerne på de to første skæringer med masser af up-tempo og stramt spillet progrock, men både tempo og kant falder i kadence derefter, og resten af numrene ligger ligesom i et lavere gear og med mere fokus på både rytme(skift) og melodi.