Sufjan Stevens genudgiver gammelt album
byDet lader til at færdiggørelsen af det der 50 staters projekt ikke ligger lige om hjørnet. Sufjan Stevens har nemlig brugt tiden på at…
Det lader til at færdiggørelsen af det der 50 staters projekt ikke ligger lige om hjørnet. Sufjan Stevens har nemlig brugt tiden på at…
Ups! Dinosaur Jr. har altid været kendt for sin høje live-lyd. Nu er dette ved en fejl blevet overført til bandets seneste albumudgivelse Farm,…
Eels betaler tilbage for en række magre år. Hombre Lobo er et skønt album, som med sine særpræg og frækheder formår at male rynker i lytterens pande, samtidig med at der trækkes smilehuller hen over kinderne. Det er dødsens alvor, men det er også vældigt fornøjende. Det er super-personligt men med et særegent twist, der gør det både morsomt og vedkommende.
Konger i Forum Kings of Leon er på forsiden af det anerkendte musikmagasin Mojo’s julinummer, med overskriften ”On the Road With the World’s Biggest…
Andet album fra franske Toy Fight er ganske medrivende og fornøjeligt. Det er charmerende og varierende i sit udtryk, der veksler mellem akustisk og minimalistisk indie og i stort arrangerede brit-pop-agtige numre med stærke melodier og arrangementer med et stort udbud af instrumenteringer.
Så er AFI ved at være klar til at skyde sit ottende album af sted. Bandets bassist Hunter Burgan annoncerede forrige aften på Twitter,…
Generelt er det den fløjlsbløde vellyd og den behagesyge vokal, der er det mest kendetegnende på et album, hvor der hverken musikalsk eller melodisk bliver bragt de helt store udsving, og hvor jeg som lytter aldrig bliver decideret træt af bandet – men heller aldrig rigtig bliver fanget af helheden.
Det var tydeligt, at der ikke var meget fut i publikum på denne slidte eftermiddag, men The Bronx gjorde hvad de kunne for at få pisket gang i kludene på folk med deres punkede rock’n’roll og knyttede næver i vejret.
Med et bagkatalog, der rummer nok gode sange til at udgive flere greatest hits albums, så er forventningerne selvfølgelig store når M. Ward går på scenen. Desværre formåede han ikke at leve op til sine egne sange på en søvnig søndag, hvor han havde et fire mand stort band med sig på scenen.
Lyden var rigtig god i et Arena telt, som var godt fyldt, selvom mange festivalsgængere var taget hjem søndag aften, men de der var tilbage er helt sikkert glade for, de blev for at høre Yeah Yeah Yeahs, og se Karen smile så smukt efter at have sunget en meget langsom, fin version af ”Maps” fra debutalbummet Fever to Tell.
En af denne festivals absolutte højdepunkter og en så frapperende in your face-oplevelse, at den kommer til at sidde i hukommelsen, længe efter festivalens sidste toner er fadet ud.
Det kræver tålmodighed og koncentration at finde helt ind til sangene på Deaths & Entrances, og man kan således hævde, at mange måske vil gå død i jagten på indgangene til albummet, inden de er indenfor, men for dem, der holder stædigheden ved lige, er der en skatkiste at opdage.
White Lies manglede noget for virkelig at brage igennem. Dertil virkede de lidt for ydmyge, og usikre på eget format (og det er ikke nødvendigt). Men Odeon var proppet, og det er en cadeau af de store, at bandet kunne få så mange mennesker til at rocke med…
Sammenlignet med eksempelvis Babes In Toyland har Ida Maria nogle langt bedre melodier og en langt mere varieret stemme, der både kan være ru og rå og følsomt intonerende i de mere langsomme numre.
I overraskende lange fem kvarter tog Neurosis publikum med på en dyster men ubeskrivelig smuk odysse ind i deres organiske støjunivers.