februar, 2010

Los Campesinos!: Romance Is Boring

Los Campesinos!: Romance Is Boring

by

Idéerne er mange, og udtrykket er energisk og heftigt. Var idéerne blevet mere gennemførte og havde været udviklet til deres fulde potentiale, var det måske blevet lidt mindre skitseagtigt. Men som helhed læsser Los Campesinos! for meget på ladet og losser lidt for hårdt til omgivelserne til, at de for alvor hænger sammen.

Clare & The Reasons: Arrow

Clare & The Reasons: Arrow

by

Genremæssigt er det svært at skematisere Clare & The Reasons, der er lige dele indie, folk, pop og cabaret. Som et mix af Rufus Wainwright, Katie Melua og Feist. En skæv pop-vinkel, der kræver åbenhed fra lytteren, men som betaler mange gange igen.

The Hickey Underworld: The Hickey Underworld

The Hickey Underworld: The Hickey Underworld

by

The Hickey Underworld er en komplet uregerlig bastard med ti rockinsprøjtninger, injiceret direkte i aorta, som på trods af bandets stramt og smalt komponerede lydbillede og genredogmer, leverer et varieret, idérigt og melodisk tilgængeligt album med en potent produktion, som fint kombinerer garagerockens spinkelhed med post-hardcorens tyngde.

Jetpetz: Mind Spiderz

Jetpetz: Mind Spiderz

by

Meget kan man tilgive, hvis tungen spiller i kinden og hånden har et solidt greb om bollerne i de stramme, røde læderbukser. Men numrene og ikke mindst produktionen er alt for pæn på dette udspil.

Knút: The Desert Holds A Flower

Knút: The Desert Holds A Flower

by

Det er ikke den rene elendighed, og der er gode elementer undervejs. Men det bliver lidt for sammensat, lidt for rodet, lidt for koldt og lidt for skurrende til, at jeg kan blive draget af det. Men er man til mørk og dyster rockmusik, og er man åben for en aldeles alternativ tilgang til vokal-kunsten, så kan man muligvis finde lykke ved færøske Knut.

Get Well Soon: Vexation

Get Well Soon: Vexation

by

Vexations holder et højt gennemarbejdet musikalsk niveau, med et skævt og charmerende univers som, når det ikke bliver for højpandet og selvhøjtideligt, er fortrinligt, ja indimellem fortryllende at lytte til. Bedst er Get Well Soon i de mere muskuløse og mangefacetterede rocknumre, hvorimod bandet kommer lidt til kort i de stille og introvert intellektuelle sange.

NoSound: A Sense of Loss

NoSound: A Sense of Loss

by

NoSound forbliver kedelige på nyt album, der lyder godt, men som er alt for meget af det samme. Det er behagelig baggrundsmusik, og der er ingen der begynder at ryste på hovedet når det kommer på, men det mangler kant.

Sedated Angel: Far Beyond Repair

Sedated Angel: Far Beyond Repair

by

Der er tale om stonerrock af fineste slags, med temposkift i de nedre lag, der aldrig bliver forceret, og med masser af energi og drive, som er det brændstof, der skal føde maskinen. De ni skæringer på albummet indeholder præcist så megen krop og fluorescerende stemning, at det bliver solidt overbevisende.

Thorbjørn Risager: Track Record

Thorbjørn Risager: Track Record

by

Nye udforskere af den moderne blues-scene kan snildt starte her, for Risager leverer varen i høj klasse. Men har man fulgt artistens seneste albums fra sidelinjen, synes Track Record i lidt for høj grad at være ’endnu én i rækken’, fremfor et album, der markerer nyt fra den danske blueskonge.