Heidi Mortenson synger på Mørk som en blanding af Karin Dreijer (The Knife, Fever Ray) og Henriette Sennenvalt (Under Byen). Med andre ord en lettere skæv og aparte stemme, man ikke møder mange andre steder. En vokal man enten elsker eller hader, irriteres eller beriges af.
In Flames har 10 album i bagagen, og de er stadig i god form. Koncerten var nærmere ét langt peak, hvor hvert eneste nummer åbnede og lukkede med jubelbrøl. Det var melodisk bulder og brag, når det er bedst.
Den danske sangerinde Ditte Rønn debuterer som solist med albummet Echoes of Madeleine. Og det er en forunderlig og opfindsom blanding af poppede, jazzede og skæve sange, som alle har til fælles, at de rummer fortællinger og stemninger med Ditte Rønn som det klare omdrejningspunkt.
Efter et halvt årti som forsanger i rockbandet Wrong Side of Vegas går Morten Christensen nu sine egne veje. Den 29-årige musiker udgiver under…
Forsanger David Fjelstrups baggrund fortæller om en barndom, hvor han via sin familie følte sig fanget i en kristen sekt – en verden han selv måtte finde sin vej ud af. Fortvivlelsen i den oplevelse er den selv samme som bærer både tekst og musik på From Sarahs debutplade
Hvis man kan følge med det skånske, og er man til en skæv og avantgardistisk pop, er det bare med at komme ud i hundegården i en fart. Der er for så vidt ikke mange nye elementer i Bob Hunds måde at eksekvere deres musik på, men de blander kortene på en uventet og dybt kreativ måde
A Wasteland Companion er ikke i nærheden af at være blandt M. Wards bedste albums, og det indeholder ikke nogen sange, der ville være oplagte valg til en greatest hits. Alligevel er albummet værd at investere i, for Wards bundniveau er vel nok højere end nogen anden kunstners.
Det er svært at definere Lost in the Trees. ”Tall Ceilings” lyder som Radiohead uden alt det elektroniske, og ”Golden Eyelids” lyder i al sin tristesse og storladenhed som Guillemots på en god dag. Men mest af alt er det flot og afdæmpet popmusik med klassiske strygere en masse.
Stilen på Emerald Forest and the Blackbird ligger tæt op af Barren Earth’s seneste udspil, hvor tempoet dog er en anelse højere, og tidlig My Dying Bride – med en renere produktion som disse finske metalbands har for vane.
Efter en håndfuld EP’er gennem de seneste år er amerikanske Alex Winston nu klar med debutalbummet King Con, der er en lille opvisning i legesyg, opfindsom og humørstruttende indie-pop, men som også bliver en kende for ensformig i det lange løb.
Nok er Band Of Skulls fra det sydlige England, men de leverer en vare, der uden tvivl også er målrettet mod resten af Europa og måske især USA. De griber fat i flere rockdyder, og de har dem under fuld kontrol hele vejen igennem albummet.
Når man kun har tre sange at fange lytteren med er det vigtigt, at disse tre ikke lyder alt for ens og er til at skille fra hinanden. Dette formår Chasma på deres debut EP, som på trods af at den kun indeholder tre numre, varer over en halv time.
Great Lake Swimmers har skabt et fremragende album med stor variation, sublim sangskrivning og en Tony Dekker, der med sin vokal giver alle de fornemme elementer et ekstra løft. Der er lidt mere varme og lys end på forgængeren, og det har både sine fordele og ulemper, for det er stadig de mest melankolske numre, der bider hårdest.
På den ene side er skotske Emeli Sandé en hamrende dygtig pop/soul sangerinde, som flere steder på debuten er alt for traditionel og ikke synderligt original. Heldigvis overdøves dette af hendes mange andre talenter. Sandé skriver sine tekster selv, og hun har oven i købet noget på hjerte.
De to unge svenske piger fra First Aid Kit har været forbi NPR for at være en del af deres Tiny Desk Concerts. Det…