På album er oplevelsen af Jarle Bernhofts soulmusik jævnt god, men det er live, at nordmanden virkelig imponerer. Ene mand på scenen optræder ham med et væld af instrumenter, en suveræn soulvokal og så hans uundværlige loop station.
Sammen er de et nyt navn på den danske musikscene, De Eneste To, men alligevel er de efterhånden et par rutinerede herrer – Peter Sommer og Simon Kvamm. Kombinationen af denne rutine, musikalsk samhørighed og et godt venskab kom tydeligt til udtryk, da de to østjyder trådte på Store Vegas scene til en udsolgt ekstrakoncert denne påskesøndag.
At amerikanske Foo Fighters har en uforlignelig evne til at skrue et godt rockalbum sammen viser de igen på Wasting Light. Det er stabilt og rutineret, og der er heldigvis plads til at skeje ud og dermed give albummet flere mindeværdige højdepunkter.
Om det så var inderlige og sørgelige ballader eller Adeles mere soulede udskejelser, så leverede hun varen uhørt sikkert søndag aften. Jeg har sjældent set en så stærk og kontrolleret livevokal, som den hun præsenterede os for i Store Vega, og pludselig gav det mening, at den unge englænder er stormet frem på ingen tid.
Fallulah var i sit es i Koncerthusets Studie 2, da hun onsdag aften sammen med sine fem musikere gæstede den flotte sal. Den varierede instrumentering og energien på scenen løftede Fallulahs musik til et nyt niveau. Efterhånden kan man sagtens forstå, at Fallulah har taget landet med storm.
Det var mit første livebekendtskab med Mogwai, og jeg var spændt på en liveoplevelse af de lange stemningsfulde instrumental-rockende numre, som Mogwai siden 1997 har leveret med overbevisning. Ni af aftenens fjorten numre var fra skotternes nye album, og den fordeling havde jeg gerne set en lille smule anderledes til fordel for et par enkelte ældre numre.
Englænderne gør flere gange meget ud af at understrege, at de er vilde, og at de kommer i en slags musikalsk oprør. Det er en fin intention, men det er på deres anden plade så påtaget og forudsigeligt, at de bestemt ikke behøver at advare mig, og at de på ingen måde forarger mig.
På sin albumdebut bevæger Vibeke Falden sig i et melodiøst mix af electronica og pop. Hun har selv både skrevet, produceret og indspillet albummet. Falden gør hvad hun kan for at adskille sig fra mængden af håbefulde laptop-kunstnere via organiske beats og loops, kreative tekster og en veksling mellem at agere sanger og vel nærmest spoken word-kunstner.
Med flotte anmeldelser, gode salgstal og i det hele taget stor positiv omtale er Jonas H. Petersen kommet ud af nærmest ingenting, og det har taget mange af os – og formodentlig også ham selv – med storm. Hans lille forårsturné bragte ham og Hymns from Nineveh i aften til Huset i Magstræde i København.
Jonas Petersens debut består af hymner med en elegisk stemning over sig. Om du er kristen, muslim, hedning eller noget helt andet, så kan du være helt rolig. Der er på ingen måde tale om en prædiken fra Hymns from Nineveh. Det er eftertænksomt og åbenhjertet, og det er svært ikke at blive ramt af.
Det føltes eksklusivt at være i selskab med The Good The Bad på Mirage denne torsdag aften. Knap 100 gæster var der plads til i området omkring baren, mens TGTB fyrede den af fra deres position over/bagved baren. Deres meget unikke genre fik de leveret fremragende. De opnåede aldrig en decideret koncert-stemning i lokalet, men i stedet skabte de en cool loungestemning af den beskidte slags
Stupid White Men giver mig associationer om fire cowboys der er sluppet løs i storbyen, og gør som det passer dem. De har taget rock af den gamle skole og gjort den til deres helt egen. De er bedst på de powerfulde numre, men enkelte afbræk på debuten giver albummet bredde og variation.
Agnes Obels debutplade er en forfriskende fornyelse i dansk musik. Agnes Obel er ikke den første kvindelige sanger og sangskriver herhjemme, men hun er en unik en af slagsen. Der er noget rent og naturligt over hendes udstråling, som også kommer til udtryk i både albumcover og musik.
Den lange titel kunne tyde på nye takter. RHPS fornyer sig, og de formår at kaste sig ud i et mere eksperimenterende og beskidt univers. Men dette univers viser sig på gruppens tredje plade også at være et meget farligt et af slagsen.
Det er stadig tonstungt, og der er fuld smæk for skillingen, men alligevel er noget helt anderledes. Afvekslingen og opfindsomheden er på “Hail the Horde” større end tidligere, og det klæder The Burning rigtig godt.