Robyn lader til at være i bedre form end nogensinde. Projektet med de tre albums virker spændende, og samlet set kunne det godt gå hen og blive stort. Men i første omgang nøjes jeg med en forsigtig vurdering til lige over middel, som sagtens kan ændre sig når det endelige resultat ligger klar, når året er omme.
Marina & the Diamonds byder på skæv, festlig og dansabel elektro-artpop. Et af elementerne der får lytteren op af stolen, er teksterne der øjensynligt sværmer omkring Marina’s eget liv, og de tanker hun gør sig heromkring. Hun giver råt for usødet, og sammen med musikken fastholder hun lytteren i debutalbummets fulde længde.
The Nationals absolutte hovedperson er den altid bevægelige, følsomme og nærmest utilregnelige Matt Berninger. Disse adjektiver kunne man også i dag med rette sætte på frontmanden. Med sig havde The National ekstra musikere på blæsere og keyboard, og sammen var de stærke som altid med et perfekt musikalsk samarbejde fra scenen.
Orange Scene på Roskilde Festival virker som en stor Arena for den hyggelige, afslappede og altid sympatiske sanger Jack Johnson fra Hawaii. Søndag eftermiddag viste sig dog at passe fint til amerikanerens melodiøse guitarpop. Men der var plads til alle typer af tilhørere i dag, og Jack Johnson formåede at gøre den store Orange Scene til hans helt egen hyggelige og afslappende park.
Det har længe kørt for The Asteroids Galaxy Tour i udlandet, og det er på tide, at vi herhjemme får glæde af dem, hvilket vi i den grad gjorde lørdag i Roskilde. Det var groovy og funky, og selv om der ikke er den store dybde i teksterne, og det mere handler om fest og farver, så leveres det af en flok kompetente musikere med et potentiale.
jubelen var stor under hele Muses optræden på Orange. Muse havde nok allerede en plads i de flestes hjerter inden koncerten, og giver de lidt mere af sig selv og undlader af hvile på laurbærrene, så fastholdes den plads formentlig langt ind i fremtiden.
Med den voksende status i dansk musik har også fulgt delte meninger og forventninger til nevøerne. Men på scenen virker Nephew ikke mærket af det. De leverer et show, som de langsomt udbygger fra år til år. Der blev i aften igen leget med lyd, lys og ord, og efterhånden har Danmark lært at lege med.
Bange anelser og store forhåbninger. Forventningerne var blandede op til en afskedskoncert med Dizzy Mizz Lizzy på selveste Orange Scene. Kunne den lille trio med to halvfemserrock-albums udfylde den opgave, eller ville afskeden ende med et skuffende farvel?. Dizzy Mizz Lizzy skulle vise sig at have ramt mange mennesker helt frem til i dag, og dagens resultat blev en positiv overraskelse.
Det var tungt fra start til slut – tonstungt. Det var teknisk solidt og fejlfrit, og lyden på Arena fejlede ikke noget. Men der manglede noget. Man må medgive Meshuggah, at numrene hver for sig var uforudsigelige og komplicerede, og at de stadig formåede at levere rent teknisk, men som helhed endte indtrykket af koncerten ironisk nok med at indeholde begreber som forudsigelighed og rutine.
Gorillaz har formået at skabe en hype og et tegneseriekoncept omkring sig, som helt sikkert også var medvirkende til, at plænen foran Orange Scene var pakket af fans helt til bageste række. Gæster, animationer på scenen, filmsekvenser – ja der var mange historier, og det viste sig i aften ikke at være så kompliceret, som det ofte har lydt.
Efterklang stod som et stærkt musikkollektiv i aften. De fik leveret deres svævende og omskiftelige indierock med en ekstra dimension i forhold til deres tre albums, og når de står så mangfoldigt og kompetent på scenen, har de ingen problemer med at styre de store intentioner.
Pearl Jam kom i den grad med noget nyt på Ten, som rockmusikken syntes at have brug for på det tidspunkt. Efter en lang bølge af hard rock og stadionrock, som efterhånden var blevet lige lovligt forudsigeligt, kom Pearl Jam pludselig og kombinerede jammende 70er-inspireret bluesrock med mere fandenivoldsk punk.
Under en dyster og mørkegrå himmel og mellem gamle fabrikshaller og enorme skorstene blev Copenhell fredag eftermiddag sparket i gang. Omgivelserne er på mange måder et perfekt valg for denne nye københavnske metalfestival, og når det på samme tid er lykkes at hyre så stærkt et lineup, så var der lagt op til metalfest, hvor der var noget for enhver smag.
Som anmelder af de tonstunge tyskere i Rammstein, er det svært at holde de altid kritiske briller rettet mod elementer som lydkvalitet, publikumkontakt og selve musikken. Rammstein leverer meget snedigt et fænomenalt show, der ganske givet i sig selv kan imponere de fleste. Også denne aften på Tiøren ved Amager Strand.
Inderlighed og nærhed, samt de lidt mere bombastiske sider, som Will Oldham bestemt også har, var de yderligheder, som jeg savnede i aften. Nok var Will Oldham som altid finurlig på scenen, og de mange smil, grimasser og krampagtige bevægelser gjorde trods alt hans blotte tilstedeværelse både interessant og charmerende.