Nok kunne Broken Social Scene ikke fylde Store Vega, men ved at lukke balkonen syntes salen stadig fyldt, og det var helt tydeligt, at det var dedikerede fans, der var mødt frem. Det på en gang komplekse og farverige lydbillede, som canadierne leverede, blev slugt råt af publikum.
Stone Sour lagde heldigvis de bløde sider til side, og de formåede at bide fra sig gennem det meste af aftenen. Alligevel stod man med fornemmelsen af, at der manglede noget. Noget der kunne løfte koncerten fra at være lige over middelmådig til at være helt superb.
Agnes Obel sad der bag flyglet med rank ryg iført en yndig lang kjole. Kombineret med hendes rene uskyldige sangstemme og hendes meget afdæmpede snakken mellem numrene fremstår hun nærmest som en kvinde af en anden tid. Uden de store kraftanstrengelser fik hun ro i det fyldte Jazzhouse.
De rocker stadig i Cherry Overdrive, men de gør det nu med mere overskud og mod på udfordring. Der er flere svinkeærinder og afstikkere til andre genrer på Go Prime Time, Honey, men man kommer aldrig i tvivl om, at Cherry Overdrive er deres helt egne, og at de har en plan med løjerne.
Amerikanske Beth Hart synes anno 2010 at have fundet ro i sit liv, efter en lang række år der har budt på problemer med både alkohol, stoffer og hendes forhold til andre mennesker. I forbindelse med hendes nye udgivelsen og hendes nylige Danmark-turné mødte diskant.dk den 38-årige musiker til en snak om at finde de indre dæmoner og komme dem til livs.
Men kan forestille sig og forberede sig nok så meget inden et interview med den ene halvdel af duoen Murder, Anders Mathiasen, men helt så lige til er det ikke altid. Da vi en sen eftermiddag mødtes til en snak på Kaffeplantagen på Nørrebro, var det i sagens natur med fokus på duoens nye album, ”Gospel of Man”.
Det lidt komiske sort/hvide bryllupsbillede er udskift med et malerisk og farverigt overskåret æble på coveret, og det hænger fint sammen med den større mængde farve og varme, der er at finde i disse elleve nye skæringer. Genremæssigt bevæger Murder sig ikke så meget væk fra den forrige plade, men alligevel er lydbilledet mere varmt og komplekst.
Den danske all-girl kvartet, Cherry Overdrive, har ikke gjort meget væsen af sig på den hjemlige musikscene gennem de seneste år. For tiden er de hjemme på et længerevarende visit, for at være en del af Fuzz Rock Tour, og i den anledning møde diskant pigerne til en snak om at være kvinde, rockmusiker, dansker og en cherry på én gang.
De fire rock-chicks stod solidt på scenen iført ens korte kjoler, og var usvigeligt sikre fra start til slut. Humøret og pigernes sound var der ikke en finger at sætte på i aften.
Minus the Bear er blevet funky – på godt og ondt. Det overrasker mig, at de fem rutinerede herrer på deres fjerde album bevæger sig ud i et projekt, der fuldstændig mangler kant og overraskelsesmomenter. Det alternative og eksperimenterende er forsvundet på Omni.
Andel del af Robyns trilogi, læner sig på flere måde op af etteren, og til stor glæde for mine forventninger, lader det til, at trilogien samlet set kan blive ganske gennemført. Robyn fortsætter med sine meget tydelige budskaber, om at turde at gå egne veje og ikke at bekymre sig om, hvad andre tænker.
Hvis Sverige havde ørkener, ville Royal Republic komme derfra. Deres kombination af punk og melodiøs rock ‘n’ roll er støvet, og attituden oser af selvsikkerhed og musikalsk konsekvens. Attituden grænser til højrøvethed og storhedsvanvid, men lytteren efterlades aldrig uden vished om, at humor og selvironi ligger bag galskaben.
Var du tilhænger af duoens tidligere plader, går du ikke galt i byen med Alt På Plads. Samtidigt med Nordstrøms nye tiltag, så er alt som det plejer mange andre steder på pladen. Det er blødt, behageligt og melodisk, men har fået lidt af den bund og kant, som jeg personligt har savnet tidligere.
Det har nok siden starten været klart for de fleste, at Volbeat er både dygtige og alsidige. Det er de også denne gang, men jeg savner i dén grad at se nye sider fra de fire rock n roll’ere. De fortsætter ud af et spor, de har gravet gennem de sidste par år, og jeg frygter, at det i sidste ende kan lede Volbeat ud i ligegyldigheder.
Tunge beats, en tung bas og bip-bip-lyde er underlagt et højt tempo, som var det Pacman på speed, der løb forvildet rundt i sine labyrinter. Umiddelbart sjovt og opfindsomt, men i længden kan den lidt for lette elektro dog ikke løfte et helt album op til at blive vedkommende eller synderligt mindeværdigt.