23.05.18 – Sleep – Den Grå Hal
Dopesmokede Orange Stacks Mægtige Sleep gæstede Den Grå Hal efter at være blevet flyttet fra Pumpehuset, da de hurtigere end forventet måtte melde udsolgt….
Dopesmokede Orange Stacks Mægtige Sleep gæstede Den Grå Hal efter at være blevet flyttet fra Pumpehuset, da de hurtigere end forventet måtte melde udsolgt….
Havde sætlisten hvilet lidt mindre på Violence og taget 50/50 udgangspunkt i de ældre udgivelser havde det været en bragende aften. Istedet blev det enkelte perler og en del man stod igennem uden den store begejstring.
En helt igennem glimrende koncert, hvor eneste anke må være, at lyden godt måtte være flere nyk højere. Det havde klædt aftenens ellers glødende præstation at få de rette decibel-bank i solar plexus, så man fik de godtgørende knubs og blå mærker, en elektronisk koncert kalder på.
Efter 90 min takker Fu Manchu af og kan klappe sig selv på skulderen over en præstation, der måske ikke går over i historien, men som så sandelig giver folk, hvad de er kommet for – en fest af de tunge uden de store dikkedarer eller fortænkte, overgjorte og komplekse numre.
En magtdemonstration er til ende efter 150 min. fabelagtig koncert i noget, der må betegnes som en af Wilsons bedste præstationer på dansk grund. Femte gang jeg ser ham og denne var utvetydigt hans mest suveræne udførsel af egne og Porcupine Trees sange.
så indtræffer katastrofen. Kerr og Co. stopper koncerten og ind træder en skotsk promoter med tre skamler og så skal vi pludselig overvære et kvarters inderligt ligegyldigt interview, der fuldstændig sælger koncertens intensitet. Eklatant fejldisposition og koncerten dør langsomt men sikkert ud
Excelsior er klædeligt kort – vi taler otte numre på rundt regnet 25 min – og det bibringer bare til lysten til en tur mere i Spektrs soundtrack-hungrende univers. SPEkTR har denne gang lagt de mere vilde eksperimenter på hylden – noget som indimellem tidligere kunne gøre en noget forpustet – og istedet fokuseret på en kort og ganske præcis plade udi diverse imaginære filmscores.
Kongen af skandinavisk rock lagde Vega ned En frapperende vital koncert, var hvad der mødte et propfyldt Store Vega. Præcis kl. 20.30 helt som…
Scenens opsætning var enkel, konsekvent og stram. Lyset skiftede imellem blå og røde primærfarver, der lyste scenen knivskarpt og fornemt op og bagvæggen var krydret med få velvalgte og elegante lasersettings. Gruppens interaktion med de siddende gæster var helt som ventet; cool tilbageholdt og med meget få ordvekslinger mellem numrene. Banks siger stort set intet, men smilede dog lidt i ny og næ, før han satte guitaren i gang på ny
Numrene er lange, langsomme, repetive, atmosfæreladede og knusende, så man skal indstille sig på en time uden de store åndehuller. Teltet er pænt besøgt og folk står i trancelignende tilstand under koncerten.
Et fyldt telt med et begejstret publikum fik fredag en aften en dyster og momentvis smuk oplevelse af de helt store. Jeg har efterhånden set Trentemøller en håndfuld gange og denne var klart den bedste af dem. Suverænt!
Det blev som vanligt en udfordring at stå en Neurosis koncert igennem. Man bliver pryglet ubønhørligt i deres selskab og amerikanerne for hurtigt skilt fårene fra bukkene, hvor sidstnævnte forlader Avalon inden det sidste riff er fedet ud. Os der bliver, går derfra i en katarsislignende tilstand.
En fuldent koncert er til ende. En eksemplarisk sætliste og et veloplagt band og publikum, gjorde sammen med noget nær den bedste lyd på årets Roskilde Festival oplevelsen helt igennem pletfri. Kongekoncert!
Frækt lægger sekstetten ud med Neil Young coveret “Don´t Let It Bring You Down”, måske som en lille hilsen til den irriterende forsinkelse. Sammenbidte og bistre ser bandet ud og fortsætter med den fremragende “Mediocre Man”. Det buldrer og brager når Kellermensch fremfører sine sange og lyden er fra start lidt buldrende, så en del af numrenes detaljer går desværre tabt.
Jeg var meget begejstret for koncerten i Vega, men jeg tror skotterne passer bedre til klubgigs end store stadion-venues som Arena. Det bliver for stort og bandet virker også en smule utilpasse med størrelse af forummet. Når det er sagt, er The Jesus and Mary Chain´s sange uforlignlige langt hen ad vejen og de er igennem årene blevet professionelle til fingerspidserne, modsat deres unge år, hvor de sked på alt og alle
