02.07.2016 – Rising – Pavilion, Roskilde Festival
Lidt lydudfald og måske en kende for monotont udtryk i længden rykker ikke ved det faktum, at Rising leverede en vellykket og helt igennem spilleglad koncert.
Lidt lydudfald og måske en kende for monotont udtryk i længden rykker ikke ved det faktum, at Rising leverede en vellykket og helt igennem spilleglad koncert.
Bandet er sindssygt tight og jeg tager mig altid i, at være bjergtaget over den måde, hvorpå de styrer de teknisk vanskelige indspil, med næsten arrogant tilbagelænethed. Som om det er det nemmeste i verden, hvilket langtfra er tilfældet.
Nok sprang Sumners ikke rundt på scenen, ej heller så han specielt begejstret ud, men for søren, hvor spillede de op til både postpunkish mørke og moderne Raveparty med krudt i synth-bassen.
Efter tre timer i verdens bedste selskab, takkede Young og Promise of the Real af med et kæmpe gruppekram og kærligheden lyste ud af de mennesker, jeg stod iblandt. At den 70 årige mand, kan præstere ikke alene en fantastisk koncert, men rent faktisk levererede den bedste koncert, han har spillet nogensinde på dansk grund er utroligt.
Mutoid Man havde fået den svære opgave at følge op på mesteren Neil Youngs mastodont koncert på Orange Scene kort forinden. Det var svært at omstille sig, for det var vitterligt en helt anden skæg og ballade attitude, man blev mødt af hos den amerikanske trio lidt over midnat fredag.
Når Bellens rammer som i den ældre sang “Caterpillar” er han næsten urørlig god. Hans barytone røst spilles her op mod en lidt mere uptempo sang, der kan minde om det, han laver i I Got You On Tape. Lidt mere knaster og kras guitar gør, at man vækkes af sin dvaletilstand og begynder for alvor at lytte.
Seneste single “I Would if I Could but I Can´t” lukkede koncerten, der led lidt under at være så kort. Flere udtrykte frustration, da trioen forlod den store hovedscene efter blot små 70 minutter og det er da også ærgerligt, for de havde publikum i deres hule hånd, mens showet stod på.
Koncerten igår nat bar præg af, at det var svært at adskille de nye numre fra de gamle. Nogle vil proklamere at det er et plus, men personligt kunne jeg godt ønske lidt mere variation i materialet.
PJ Harvey gav os denne aften en kompromisløs, velkoreograferet og helt igennem smuk koncert, der var fornemt eksekveret og helt unik på festivalen so far. Vildt, at hun formår at holde et publikum i ave og ærefrygt i 100 min. På et tidspunkt hvor de fleste peaker og har deres beruselses-primetime
At The Drive-In leverede præcis den koncert man kunne ønske sig.
Alt stod i perfekt ascendant med månen og dermed fik Sleep bundet en rød tråd fra månelandingsintroen til koncerten gik mod ende til tonerne af ”Cultivator/Improved Morris”, der lukkede nattens oplevelse med en højt løftet fuckfinger til profetien om at rocken skulle være død.
Slayer når rundt om de fleste klassikere og når man hører numre som ”South of Heaven”, ”Raining Blood”, ”Seasons in the Abyss” og den store finale ”Angel of Death”, ved man præcis, hvorfor man gang på gang stiller til en Slayerkoncert. Hver gang!
Godfather-trioen slog tungt og hårdt Jazzhouse er efterhånden en effektiv spiller på både alt/indie/folk og ikke mindst Stoner –metal scenen. Og netop Melvins er…
Med A Colossal Weekend har Vega´s bookere virkelig gjort en indsats for at sætte en minifestival i scene, der både rammer rent og bredt….
Vildhunden gjaldede på frederiksberg Allerede fra start da James Newell Osterberg tonsede ind på scenen til tonerne af “Lust for Life” vidste man at…
