Cave lutrede sin indviede menighed i går aftes i første del af to afteners koncerter i Falconer Salen. SAS Radisson´s luksuriøse rammer passede fint til det altid ulasteligt klædte Bad Seeds, men dermed hørte sammenligningen også eftertrykkeligt op, for Cave var som vanligt vred, galdende og frygtindgydende, under store dele af koncerten.
Få kan stille med så suveræn en sætliste som Tindersticks stillede med i går, men når man som jeg, har lyttet til bandet siden debuten i 93 og aldrig har forpasset en chance for at se dem live, når de besøger København, må jeg erkende, at jeg havde forventet lidt mere, end bare et deja vu fra sidst de indtog DR´s flotte rammer.
Først mod slutningen, helt specifikt under den afsluttende tilpas tunge udgave af kongenummeret “4th Of July”, kom lidt af den magi Soundgarden kan opmønstre og behersker når de vil. Det er efterhånden et sjældent spillet nummer og måske det gjorde forskellen på spilleglæde og ligeglæde.
Alt blev opfyldt denne aften, måske på nær den lidt pauvre spilletid, der virkede fedtet. Jeg tog mig i al fald i at føle mig en kende snydt og uforløst, men hellere lukke af inden gassen går af ballonen, end den overhængende fare der er for at trætte, når man spiller så kompromisløs og eksperimenterende musik som Tomahawk.
Georgiabandet The B-52s – tidligere B-52´s -stiller op for første gang på dansk grund i mange år, nærmere bestemt Amager Bio 26. august. Bandet…
Egentlig var jeg godt tilfreds med koncerten. Lyden var som tidligere nævnt god, rammerne var i orden, sætlisten helt ok, selvom jeg personligt savnede “Moya” og undrede mig over disponeringen over helt at tilsidesætte – deres, i manges øjne hovedværk – Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven. Alligevel tog jeg mig i at falde hen adskillige gange under forestillingen.
Det canadiske postrock-kollektiv Godspeed You! Black Emperor skulle oprindeligt have givet koncert i Marmorkirken d. 7. august. Koncerten er imidlertid flyttet til Tivolis Koncertsal…
Frustrerende pauser og en lyd, der led lidt under vokale nuanceproblemer og et band, der fremstod lidt ligeglade og uengagerede gjorde, at selv om sætlisten var tæt på perfekt og lyden præcis så voldsom, som den skulle være, gik jeg fra Store Vega med en sær fornemmelse af skuffelse
90 minutter med et band, der har leveret i hvert fald to rigtig gode album i kraft af Smoke Ring For My Halo og Wakin On A Pretty Daze, men som skuffede med tomgang, ligegyldighed og en fornemmelse af a job needs to be done, i stedet for smittende spilleglæde, power og de guitarsoloer, vi ved Vile er mand for og sublim til.
Egentlig er der kun godt at sige om Tracer; fede beskidte og groovefyldte numre – der dog lider en smule over næsten at være skåret over samme læst – fornem instrumentering, tørre sprøde nedstemte guitarer, og fuldblodsrocket vokal. Alt er som det skal være. Problemet er bare, at referencerammen er sat så tykt, at det kan være svært at få øje på Tracers egenidentitet.
Det forbliver fortsat et åbent og uafklaret spørgsmål hvordan Karin og Olof Dreijer ser ud og om de overhovedet var på scenen denne aften i Vega. Hvad der ikke er uafklaret er, at denne aften var noget ud over det sædvanlige og at The Knife sked højt og flot på koncertkonventionerne og leverede en koncert, der ikke vil blive glemt foreløbig
Sort Sol viste sig som et forrygende og helt igennem revitaliseret band, der fortsat kan bryste sig af, at være et af Danmarks helt store ikonografiske grupper, som stadig har masser af pondus og karisma i behold.
The Walkmen spillede med overbevisning og havde valgt en fin sætliste, men 70 min. er sgu for pauvert, når man stiller med seks album i bagagen. Jeg kunne i hvert fald snildt have brugt en halv time mere i deres berigende selskab. Det vi fik, kan man dog ikke sætte en finger på.
Når Cult of Luna peaker, er de uforlignelige, men sangenes længde og følelsen af vel rigelige gentagelser af den formel svenskerne benytter sig stålsat af, tillige med de tålmodighedskrævende opbygninger blev lidt for meget i længden på denne fredag i april.
A Rising Tide Lifts All Boats er en fin plade, der på fornem vis løfter sig efter hver gennemspilning og som passer som fod i hose til vores vinterlige forår, men som også lider en smule under et lettere monotont udtryk. De stærke sange er dog heldigvis flest på Mire Kays fuldlængdedebut.