15.04.13- Korpiklaani- Pumpehuset
byFolkfest blev fejret med fuldskab Det var kun anden gang nogensinde, at det finske folkmetalband Korpiklaani gæstede Danmark og det var der mange, der…
Folkfest blev fejret med fuldskab Det var kun anden gang nogensinde, at det finske folkmetalband Korpiklaani gæstede Danmark og det var der mange, der…
Mumford & Sons fik mandag aften flere gange en fyldt Falconer Salen op på kogepunktet. På trods af en lidt for forudsigelig og rutinepræget præstation, havde de os i deres hule hænder, og deres kombination af traditionel folk og efterhånden nærmest stadionrock ramte plet hos den dedikerede fanskare.
Denne lørdag aften startede i det mørke og det lavmælte, og sluttede i et pitchet frontalangreb på publikum, der efterlod dønninger af velvære, så man nærmest stod helt forpustet til sidst.
For dem, der gik glip af de første shows med Mercyful Fate for 30 år siden, var det tirsdag aften muligt at genopleve højmesse for den onde selv i Amager Bio.
Allerede fra starten var det tydeligt, at Halestorm ikke havde tænkt sig at komme sovende til succes. Med en tændt Lzzy Hale i front lagde de ud med ”Freak Like Me”, og så var festen ellers skudt i gang.
Kashmir tog røven på os fredag aften. En siddende koncert i Falconer Salen forløb ikke, som mange af os havde forventet. Kashmir valgte at smøge ærmerne op og trykke den af under koncertens anden halvdel, så siddepladserne blev overflødige. Kashmir leverede varen, hvor enkelte skønhedsfejl dog gav ridser i lakken.
Fremragende sætliste, superlyd, energiske og spillelystne musikere med teknisk kunnen til overflod, Lasse Hoiles imposante men gruopvækkende visuals og et oplagt publikum giver tilsammen en sublim og helt igennem gennemført koncert. Det kan kun give topkarakter.
Raveonettes kørte aftenen hjem på fede melodier uden meget unødigt fyld, en fremragende lyd, en udpræget fornemmelse for mørke fortættede stemninger, musikalsk skarphed og så den satans coolness.
Torsdagens tripple rock act var en ordentlig trefork i røven på dem, der stadig tror, at Amager Bio kun tilbyder gammelmands blues a la Walter Trout. Denne aften holdt svenske Graveyard rockfanen højt hævet over et dedikeret dansk publikum med en langt mere livsfarlig form for blues-rock.
Frontallappen ryster, fontanellen syder, bukserne blafrer, ørerne er på ekstremt overarbejde på grænsen til det ubærlige, mellemgulvet presses og solar plexus går i dissonansfrekvens, der giver skiftes vel,- og ubehag. Ja selv rectum synes ikke at gå fri, for min sidemand fjerter og har et plaget ansigtsudtryk.
Samlet set var der ikke det store bid i den performance The Sword leverede denne aften, og de når altså ikke langt i min karakterbog ved at forsøge at agere übercool og underspillede.
Det forpligter, når man har noget nær verdens bedste riffs. Så skal man kraftpeterstejleme fyre bomben af lige i fjæset på publikum – og det kan man ikke ligefrem sige, The Sword gjorde denne aften.
Når Goethe et sted siger, at vi skal hylde digteren til at leve et liv i stor, følelsesmæssig smerte, så vi andre kan nyde godt af deres martrede poesi, tænkte han på mennesker som Scott Kelly.
Det stod hurtigt klart, at det ikke var den velfriserede og tilbagelænede Lanois, der var kommet på besøg her. Tværtimod var det en indfølt og momentvist jammende og distortet udgave af den canadiske musiker, der trådte i karakter med en fin blanding af nyt og gammelt.
Danmarks doommetalstolthed, Saturnus, udgav i torsdags deres nyeste album og det blev fejret med et tungt og stemningsfuldt releaseparty på Loppen på Christiania i København.
Opeth leverer krævende og kompleks metal. De kræver indlevelse, tid og tålmodighed. Svenskernes tunge og stemningsfulde version af metalgenren resulterer i lange numre med forskellige passager, der veksler mellem tung dødsmetal og voluminøs, mørk og melankolsk rock.