Normalt plejer jeg at skamlytte et band inden en koncert for at være helt varmet op, men det havde jeg droppet denne fredag, for at give musikken et sæt helt friske ører. En af grundene til den valgte taktik var, at de previews, som jeg tidligere havde hørt fra Vista Chino, på ingen måde havde imponeret mig, så sangene skulle have chancen live.
Lidt ensformigt elektronisk synth-pop byder op til fængende dans Småsnakkende og lidt bedugget stemning Grinende, snakkende og rygende koncertgæster. Kvinder med gryde-frisure eller undercut….
Har man en gang set norske Kvelertak live ved man, at der er lagt op til en energisk fest af en koncert, og da bandet gæstede Amager Bio, overbeviste de endnu en gang de fremmødte om at de er et af de mest imponerende livebands, der kan opdrives i disse tider.
The Dillinger Escape Plan er en helt unik liveoplevelse. Både i kraft af deres genre, deres livekvaliteter og deres nærmest umenneskelige energi på en scene. Ingen tvivl om at man skal være gearet til den vildskab, som de kompromisløst smider i ansigtet på publikum. Men er du oppe i gear, veltrænet – ja kald det hvad du vil – så bliver du revet med af The Dillinger Escapes eskapader.
Ane Brun har udviklet sig kolossalt på de ti år, der er gået siden debuten. Fra at være en sart norsk nymfe, har hun på sine seneste album vist, at hun har udviklet sig til en muse med mange strenge at spille på. Denne aften fejrede hun sit jubilæum med sit danske publikum i Store Vega, og det blev gjort med manér.
Chillwave-skæringer leveres med overstrømmende varme Dansk opvarmingsband lægger stilen for aftenen Spillestedet Lille Vega er fyldt med koncertgæster, der gør sig beredte på gulvet…
Først mod slutningen, helt specifikt under den afsluttende tilpas tunge udgave af kongenummeret “4th Of July”, kom lidt af den magi Soundgarden kan opmønstre og behersker når de vil. Det er efterhånden et sjældent spillet nummer og måske det gjorde forskellen på spilleglæde og ligeglæde.
Alt blev opfyldt denne aften, måske på nær den lidt pauvre spilletid, der virkede fedtet. Jeg tog mig i al fald i at føle mig en kende snydt og uforløst, men hellere lukke af inden gassen går af ballonen, end den overhængende fare der er for at trætte, når man spiller så kompromisløs og eksperimenterende musik som Tomahawk.
Egentlig var jeg godt tilfreds med koncerten. Lyden var som tidligere nævnt god, rammerne var i orden, sætlisten helt ok, selvom jeg personligt savnede “Moya” og undrede mig over disponeringen over helt at tilsidesætte – deres, i manges øjne hovedværk – Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven. Alligevel tog jeg mig i at falde hen adskillige gange under forestillingen.
Koncerten var et yderst sympatisk gensyn med et band, der har betydet så meget for så mange så længe, og jeg sad da også og blev helt nostalgisk ved tanken om dengang i 80’erne, hvor jeg oplevede Slayer i Saga på klos hold, og hvor publikum stod på biografsæder og headbangede som sindssyge.
Frustrerende pauser og en lyd, der led lidt under vokale nuanceproblemer og et band, der fremstod lidt ligeglade og uengagerede gjorde, at selv om sætlisten var tæt på perfekt og lyden præcis så voldsom, som den skulle være, gik jeg fra Store Vega med en sær fornemmelse af skuffelse
90 minutter med et band, der har leveret i hvert fald to rigtig gode album i kraft af Smoke Ring For My Halo og Wakin On A Pretty Daze, men som skuffede med tomgang, ligegyldighed og en fornemmelse af a job needs to be done, i stedet for smittende spilleglæde, power og de guitarsoloer, vi ved Vile er mand for og sublim til.
Megadeth har et enormt bagkatalog at trække på, og at de nyere numre så ikke helt holder, må man så bare acceptere. Megadeth leverede i hvert fald som man kunne forvente varen til aftenens koncert.
Det forbliver fortsat et åbent og uafklaret spørgsmål hvordan Karin og Olof Dreijer ser ud og om de overhovedet var på scenen denne aften i Vega. Hvad der ikke er uafklaret er, at denne aften var noget ud over det sædvanlige og at The Knife sked højt og flot på koncertkonventionerne og leverede en koncert, der ikke vil blive glemt foreløbig
Skal man sige noget negativt om Darkthrones seneste album, vil det være, at fortællingen om bandet efterhånden er mere spændende end musikken. Stod der ikke ’Darkthrone’ på coveret af albummet, ville det nok ikke vække den store opmærksomhed.