To danske bands i skikkelse af københavnske SPEkTR og jyske Lis Er Stille havde sat publikum stævne med deres eksperimenterende art- og prog-rock. Som aftenen skred frem, beviste de hver især, at de har ufatteligt meget at byde på, men i kraft af deres tekniske og udfordrende kompositioner, blev man momentvist hægtet lidt af i det samlede forløb.
Umiddelbart var der intet der tydede på seniorklub, da D-A-D kom på scenen. De var tændte, og det samme var Falconer Salen. Cowrockerne skulle vise sig at lukke op for alle sluserne, og giver de 3000 fremmødte en lektion folkelig hård rock og et sceneshow der må have rystet Falconer Salen i grundvolden.
In Flames har 10 album i bagagen, og de er stadig i god form. Koncerten var nærmere ét langt peak, hvor hvert eneste nummer åbnede og lukkede med jubelbrøl. Det var melodisk bulder og brag, når det er bedst.
På nær aftenens første ekstranummer ’Morgenlys’, der ikke kan måle sig blandt de andre Simpson-klassikere, er det egentlig svært at sætte en finger på den sidste halvdel af koncerten, og folk virkede også ret tilfredse da de forlod Vega for at erobre København. Jeg er overbevist om at en lidt mere varieret setliste, hvor de nye numre fra Noget Laant, Noget Blaat ikke lå i en massiv tung blok i starten af koncerten, havde gjort oplevelsen meget bedre.
Meantime blev – surprise, surprise – spillet igennem og det gav genlyd efter hvert nummer, da klapsalver, brøl, råb, knyttede næver og hævede horn tordnede mod projektilerne på scenen og da bandet bl.a. spillede ”Wilma´s Rainbow” som encore, var jorden gødet til en afterburner i nattelivet
En særdeles velspillet koncert med en knivskarp lyd, der fik alle nuancer med og et tilbagelænet band, der vidste hvad de havde at gøre godt med og både forstod at økonomisere virkemidler og eksplosivt rocke igennem. Og hvor var det rart endelig at se Lanegan tilbage i egen høje persona, med rock og blues som omdrejningspunk.
En perfekt og formfuldendt aften med et band der tør dvæle ved stilheden og ligeledes give køb på fornuften og brage manisk igennem. Organisk, rig på stemninger, flot opbygning fra det sarte og asketiske til det mere voldsomme og utrygge. Simpelthen den bedste koncert fra Tindersticks hånd i umindelige tider.
Ed Sheeran var på samme tid kæk, charmerende og en musikalsk sprællemand på scenen. Det overraskende unge publikum forstyrrede min oplevelse af koncerten på både godt og ondt, men denne aftens møde mellem englænderen og hans yngste fans kom både Sheeran og fans trods alt ganske godt ud af.
På godt og ondt var der til tider meget langt mellem Trevor Powers soveværelse i Idaho til Lille Vega i København, da det ret sparsomme set up ofte gav sangene en helt andet klang, end på The Year Of Hibernation. Det var ømt og imtimt, men i længden også en smugle kedeligt.
Som altid klappede Rammsteins imponerende pyroteknik perfekt tirsdag aften i Forum. Som altid havde de en plan for aftenen klar, og som altid lykkedes det også i aften til fulde. Ild, eksplosioner og små-masochistiske indslag mundede ud i en potent kombination af en rockkoncert og et teatralsk show.
De gamle drenge i Simple Minds stillede mandag aften på Vega foran et udsolgt publikum. Bandet bestod af de tre oprindelige medlemmer, trommeslager Mel Gaynor, guitarist Charlie Burchill og selvfølgelig frontmanden Jim Kerr. Det blev til en bestået koncert, men heller ikke meget mere.
Chairlift leverede en moderne og intelligent pop opvisning, der bringer håb om et popnavn der kan gøre op med tidens degradering af begrebet popmusik. Forhåbentlig udnytter dette land gruppens potentiale, så næste gang de besøger os, lad os sige på Store Vega, vil koncertens højdepunkter strække sig over hele sættet, for et langt større publikum.
Det keltisk inspirerede rockband fra Massachusetts, har irsk blod i årerne, hvilket er grunden til, at den irske folkemusik har sneget sig ind i deres eller hårde tempofyldte rock. Der var gang i den i Store Vega denne aften. Dropkick Murphys var i topform, og de beviste, at deres vellykkede blanding af rock, punk og irsk folk, skal høres live.
Kald genren hvad du vil, men rytmen og flowet i Kaizers musik, kunne ingen i salen stå stille til torsdag aften. Nok var det interessant at stifte bekendtskab med Kaizers nyeste materiale, men det var gruppens ældre materiale, som 1500 inkarnerede fans ventede på, og som fik dem til at nå kogepunktet.
En mesterlig lektion i hvordan metal skal skæres. Efter lydmudder og volumenproblemer ved de seneste 3 besøg på dyrskuepladsen under henholdsvis grønt og orange…