Stemningen var god under aftenens koncert med Keith Mina Caputo (bemærk det nye navn). De fremmødte var tydeligvis dedikerede tilhængere, og den utryghed mange kan have følt i balancen mellem Caputos transkønnethed, og hans musik som vi kender den, var helt ubegrundet.
Primal Screams musik er så tæt forbundet med halvfemsene, at jeg var bange for at aftenen ville udvikle sig til et kikset retro flip. Men når beatsne er så tunge og bassen er så fandens groovy, havde jeg så travlt med at mærke musikken og hengive mig til den, at det sidste jeg tænkte på var fjollede halvfemser fester.
Stor, stor og mesterlig koncert fra et band som fortsat er på toppen og er så godt som urørlige.
95 minutters magtdemonstration af sublim musikalitet, spilleglæde og varme leveret af et gennementusiastisk band, som forhåbentlig stadig har masser af materiale i sig endnu.
Jeg har efterhånden set Low et utal af gange, og denne holdt vanlig høj standard. Skulle der være en anke eller to, må det være de tidligere nævnte pauser mellem numrene, som suger den himmelske oplevelse lidt ud af foretagendet, og at de eksplosioner som Low også er garant for blev holdt lidt for meget i ave.
Nick Caves talent kan ikke diskuteres. Til gengæld har han valgt, at lade det blive hjemme, når han spiller med Grinderman. og det fungerer faktisk overraskende godt. her er der ikke plads til blødsødenhed og østrogenramt omsorg. Grindermans omsorg minder mere om at styrte på cykel.
Garagerock i stort format på Refshaleøen ”THESE ARE MY FAMOUS LAST WOOORDS!!!” Sådan brølede Dave Grohl aftenens koncert i gang på Refshaleøen i København…
Ryan Adams stod på scenen i 2 timer. Sangene blev spillet og sunget som man havde kunne forvente af en mand som Ryan Adams. Desværre trækker hans noget ufokuserede optræden mellem numrene ned i helhedsindtrykket.
Det var et forventningsfuldt Lille Vega, der tog imod the constant hitmaker Kurt Vile torsdag aften. Desværre kunne manden i centrum ikke helt leve op til forventningerne, hvilket primært skyldtes en rodet lyd og alt for meget rumklang på vokalen.
På album er oplevelsen af Jarle Bernhofts soulmusik jævnt god, men det er live, at nordmanden virkelig imponerer. Ene mand på scenen optræder ham med et væld af instrumenter, en suveræn soulvokal og så hans uundværlige loop station.
The Handsome Familys koncert på Loppen var en blandet affære. Brett Sparks’ vokal fungerede ikke på samme måde live som på album. Så i stedet for storladne sange, så fik publikum sange, der ville have passet perfekt ind på enhver snusket bar.
Man kan sagtens kritisere Bonamassas stemme for at mangle kraft og bredde, men han er først og fremmest guitarist, og der sker noget i salen når han træder frem på scenen, kaster overkroppen tilbage og forsvinder i et fuldstændig imponerende soloridt.
Inden tæppefald får vi Joy Division´s ”Love Will Tear Us Apart” i bossa-tempo og fløjsorgel. Chokket over den version er godt nok mindre efter tvillingernes X-Factor version, men jeg sveder heftigt over blasfemien. Igen lykkedes det alligevel, at få samtlige kvinder i salen til at synge følsomt med. Mig? Ja, jeg står bare og savner Ian og Co. så brændende.
Jim White virkede særdeles oplagt, og de 12 varierede numre det blev til på den halvanden time koncerten varede, blev alle serveret med en nærhed og varme, der gjorde Jim Whites tunge sind fordøjeligt. Filmen der indledte CPH PIX arrangementet kunne jeg dog godt have været foruden.
Sammen er de et nyt navn på den danske musikscene, De Eneste To, men alligevel er de efterhånden et par rutinerede herrer – Peter Sommer og Simon Kvamm. Kombinationen af denne rutine, musikalsk samhørighed og et godt venskab kom tydeligt til udtryk, da de to østjyder trådte på Store Vegas scene til en udsolgt ekstrakoncert denne påskesøndag.
Sick of it All beviste lørdag aften, at de trods femogtyve år på bagen stadig lever for at spille musik. Guitarist Pete Koller hoppede rundt i vanlig stil og sanger Lou Koller løb frem og tilbage på scenen mens han i konstant kontakt med publikum sang med sine lungers fulde kraft.