Der er ingen tvivl om, at Motörhead har komponeret nogle af de mest slidstærke numre, som man fik gode smagsprøver af denne aften. Men gik man skuffet hjem, eller med et smil på læben, er et spørgsmål om, hvad man forventer til et show med det ja, legendariske band.
Det er som om Ryan Adams ikke længere passer på hypotesen om, at en trist singer-songwriter er en god singer-songwriter. Tværtimod virker han gladere end nogensinde – og samtidig mere stabil end nogensinde. Det var også tilfældet ved aftenens koncert i en kirke i Malmø.
Lyden i den pænt besøgte sal var glimrende, lyssætningen fornem og publikum fremstod prisværdigt stille, ja næsten ærefrygtigt, men alligevel forlod jeg Falconer salen med en lidt tom fornemmelse, måske fordi det hele var sat i scene og ramme uden indskud af overraskelser
Sidste gang Heather Nova gæstede Danmark, var til en neddæmpet, akustisk koncert i Koncerthuset i Ørestaden, hvor hendes sange blev præsenteret intimt, nedbarberet og skærende rene. Denne aften i Lille Vega havde Nova taget sit backingband med og skruet markant op for det rockede islæt, der også er i hendes sange.
Stemningen var høj og forventningerne ligeså, mens publikum stod på tæer og skuede efter bandet. Og forventningerne blev bestemt ikke gjort til skamme med et usandsynlig veloplagt The Kooks, som fra start til slut var en stor eksplosion af positiv udladning
Den ret omfattende sætliste kom fint rundt i bandets diskografi og flere af de nye numre lød lovende med deres progrockede retning. Kvartetten spillede med engagement og eneste alvorlige anke må være en til tider mudret og buldrende lyd, der når den var værst udviskede fine sange i en sådan grad, at man skulle være på tæerne og særdeles skarp for at genkende nummeret – vel at mærke et nummer man havde hørt til hudløshed.
De fire multimusikalske norske kvinder, der har skabt deres egen blanding af folk, rock, country og balkan og har ignoreret alle på forhånd givne musikalske rammer. De mestrer alle fire et væld af forskellige instrumenter, og det er nærmest blevet en sport for dem at veksle så meget mellem dem som muligt og endda at spille på flere på én gang. Det gør dem til et syn for sagen, og det blev de bestemt også onsdag aften i Store Vega.
Christian Kjellvander er en interessant kombination af amerikansk og nordisk musikertalent. En sen aften på Vesterbro pakkede han sine numre ind i en blød og melankolsk atmosfære, som matchede den afslappede og tilbagelænede stemning blandt de fremmødte i Ideal Bar.
Det er nu 25 år siden Throwing Muses debuterede, hvilket resulterer i det kommende album Anthology, og i den anledning lagde gruppen onsdag aften vejen forbi Lille Vega.
Lige så skrøbelig Marissa Nadler så ud når hun stod på scenen med sin akustiske guitar, ligeså sikker stærk og sikker var hendes vokal. Sammen med guitaren fyldte den det store rum op med glasklar vellyd, der af og til klirrede når hun anslog guitaren med overrumplende aggressivitet.
Stemningen var god under aftenens koncert med Keith Mina Caputo (bemærk det nye navn). De fremmødte var tydeligvis dedikerede tilhængere, og den utryghed mange kan have følt i balancen mellem Caputos transkønnethed, og hans musik som vi kender den, var helt ubegrundet.
Primal Screams musik er så tæt forbundet med halvfemsene, at jeg var bange for at aftenen ville udvikle sig til et kikset retro flip. Men når beatsne er så tunge og bassen er så fandens groovy, havde jeg så travlt med at mærke musikken og hengive mig til den, at det sidste jeg tænkte på var fjollede halvfemser fester.
Stor, stor og mesterlig koncert fra et band som fortsat er på toppen og er så godt som urørlige.
95 minutters magtdemonstration af sublim musikalitet, spilleglæde og varme leveret af et gennementusiastisk band, som forhåbentlig stadig har masser af materiale i sig endnu.
Jeg har efterhånden set Low et utal af gange, og denne holdt vanlig høj standard. Skulle der være en anke eller to, må det være de tidligere nævnte pauser mellem numrene, som suger den himmelske oplevelse lidt ud af foretagendet, og at de eksplosioner som Low også er garant for blev holdt lidt for meget i ave.
Nick Caves talent kan ikke diskuteres. Til gengæld har han valgt, at lade det blive hjemme, når han spiller med Grinderman. og det fungerer faktisk overraskende godt. her er der ikke plads til blødsødenhed og østrogenramt omsorg. Grindermans omsorg minder mere om at styrte på cykel.