30.06.16 – Savages – Avalon, Roskilde Festival
byKoncerten igår nat bar præg af, at det var svært at adskille de nye numre fra de gamle. Nogle vil proklamere at det er et plus, men personligt kunne jeg godt ønske lidt mere variation i materialet.
Koncerter & festivaler
Koncerten igår nat bar præg af, at det var svært at adskille de nye numre fra de gamle. Nogle vil proklamere at det er et plus, men personligt kunne jeg godt ønske lidt mere variation i materialet.
Der var ikke plads til mange dikkedarer eller sidespring, da Chvrches indtog Arena. De var kommet for at give folk et fest, og det gjorde de!
PJ Harvey gav os denne aften en kompromisløs, velkoreograferet og helt igennem smuk koncert, der var fornemt eksekveret og helt unik på festivalen so far. Vildt, at hun formår at holde et publikum i ave og ærefrygt i 100 min. På et tidspunkt hvor de fleste peaker og har deres beruselses-primetime
Courtney Barnett smadrede sig igennem en kompromisløs koncert, hvor hun gav publikum punchy rock, men heller ikke meget mere end det.
Den islandske sanger Júníus Meyvant spillede funky bigband soulrytmer en tidlig eftermiddag, hvor han nænsomt fik vækket de slidte festivalgængere, der havde fundet vej til Pavilion.
At The Drive-In leverede præcis den koncert man kunne ønske sig.
Alt stod i perfekt ascendant med månen og dermed fik Sleep bundet en rød tråd fra månelandingsintroen til koncerten gik mod ende til tonerne af ”Cultivator/Improved Morris”, der lukkede nattens oplevelse med en højt løftet fuckfinger til profetien om at rocken skulle være død.
Den spanske all girl kvartet Hinds spillede deres lo-fi garage rock for en hård kerne af fans, mens nysgerrige festivalgæster dryssede ind og ud af Pavilion. Desværre faldt nyhedsværdien hurtigt, som melodiernes monotoni satte ind.
Slayer når rundt om de fleste klassikere og når man hører numre som ”South of Heaven”, ”Raining Blood”, ”Seasons in the Abyss” og den store finale ”Angel of Death”, ved man præcis, hvorfor man gang på gang stiller til en Slayerkoncert. Hver gang!
Den norske skovnymfe Aurora dansede og sang med en indlevelse, der førte publikum til de højeste bjergstinder og til de dybeste elve. Følsom og dragende gav hun en koncert, der talte til hjertet og til dansefødderne.
Katinka marcherede sig ind i publikums hjerter og sjæle med sine sange, der afspejler livets store emner. Med pudsig sprogbrug og en tur rundt i musikalske afkroge blottede hun sine følelser og væsen med en uimodståelig charme og attitude.
På en solrig gylden sommeraften leverede indiepop bandet Palace Winter en bastant omgang rock. Det satte gang i dansefødderne, men som koncerten rullede over scenekanten , satte monotonien ind.
Fredagen bød på Amon Amarth, Entombed A.D., Megadeth og King Diamond og mere regn.
Første dag på 2016-udgaven af Copenhell bød på sol, Blind Guardian, Black Peaks, Dropkick Murphys, Alice Cooper og regn.
Godfather-trioen slog tungt og hårdt Jazzhouse er efterhånden en effektiv spiller på både alt/indie/folk og ikke mindst Stoner –metal scenen. Og netop Melvins er…