Koncerter & festivaler
Ane Brun har udviklet sig kolossalt på de ti år, der er gået siden debuten. Fra at være en sart norsk nymfe, har hun på sine seneste album vist, at hun har udviklet sig til en muse med mange strenge at spille på. Denne aften fejrede hun sit jubilæum med sit danske publikum i Store Vega, og det blev gjort med manér.
Chillwave-skæringer leveres med overstrømmende varme Dansk opvarmingsband lægger stilen for aftenen Spillestedet Lille Vega er fyldt med koncertgæster, der gør sig beredte på gulvet…
Først mod slutningen, helt specifikt under den afsluttende tilpas tunge udgave af kongenummeret “4th Of July”, kom lidt af den magi Soundgarden kan opmønstre og behersker når de vil. Det er efterhånden et sjældent spillet nummer og måske det gjorde forskellen på spilleglæde og ligeglæde.
Alt blev opfyldt denne aften, måske på nær den lidt pauvre spilletid, der virkede fedtet. Jeg tog mig i al fald i at føle mig en kende snydt og uforløst, men hellere lukke af inden gassen går af ballonen, end den overhængende fare der er for at trætte, når man spiller så kompromisløs og eksperimenterende musik som Tomahawk.
Egentlig var jeg godt tilfreds med koncerten. Lyden var som tidligere nævnt god, rammerne var i orden, sætlisten helt ok, selvom jeg personligt savnede “Moya” og undrede mig over disponeringen over helt at tilsidesætte – deres, i manges øjne hovedværk – Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven. Alligevel tog jeg mig i at falde hen adskillige gange under forestillingen.
På trods af at sidste års festival i den lille tyske by var mere mudret end Roskilde Festival ’07, begav denne anmelder sig alligevel af sted på sin sjette Wacken Open Air – man er vel musiknørd og metalhoved!
Koncerten var et yderst sympatisk gensyn med et band, der har betydet så meget for så mange så længe, og jeg sad da også og blev helt nostalgisk ved tanken om dengang i 80’erne, hvor jeg oplevede Slayer i Saga på klos hold, og hvor publikum stod på biografsæder og headbangede som sindssyge.
Man fik lyst til at drikke en fadøl med sine gode venner, og ja bare hygge, men altså ikke lyst til at koncentrere sig om koncerten. Bare hygge på den der Grøn Koncert-måde, hvor det kan være ligegyldigt hvem der spiller oppe på scenen.
Det var på flere måder passende, at ørkenkongerne fra Queens of the Stone Age lagde ud med nummeret ”Feel Good Hit of the Summer”. For der var alt mulig grund til at have det godt foran Orange Scene. Solen skinnede fra en skyfri himmel.
Solen stod lavt over himlen, da bandet lukkede en tætpakket Odeonscene ned for i år. Man kunne måske have ønsket sig lidt mere action i Calexicos saloon, men måske var det netop i erkendelsen af programtidspunktet, at orkestret ikke for alvor satte sporene i flankerne.
Med Blakes cool attitude, kunne intet gå galt. Ja faktisk var det en mindre genistreg, at genskabe en hyggelig Stella Polaris stemning, søndag eftermiddag på Orange
Varmen og støvet dominerede søndag eftermiddag, og var et passende klima for sydstatsamerikanerne i The Sword, som leverede en professionel, men noget ensformig koncert.
Der var ingen fejl i maskinen på Orange. Med gruppens vigtigste numre, kørte de ligeud af den snorlige Kraftwerk-bane, uden at tage afkørslen til andre musikalske sideveje.
Blood Command er nok et ret ubeskrevet blad, men nysgerrigheden var efterhånden aftagende for de tømmermændsramte festivalgæster, da bandet gik på scenen denne solsvedne søndag eftermiddag.
Det var en koncert der var et konstant højdepunkt, der blev leveret så præcist, så inderligt og så uforglemmeligt, at de 90 minutters magi vil stå stærkt printet i min hukommelse lang tid frem over.