Eloa Vadaath er ét af de 72 gudenavne i den hebræiske Quabalah. Det betyder: Den som ved og ser alting. Jeg ved ikke om det italienske band af samme navn, føler sig ophøjet til et sådant gudestadie, men ser og ved de alting, ville de måske have opdaget at deres debut kun holder halvvejs hjem.
Jeg får ingen fornemmelse af, hvor bandet vil hen og forstemmes over, hvor lemfældigt de omgås deres talentfulde ører for den gode melodi. Det er som om, HWGM nægter at berige lytteren med de utvivlsomt fine numre, de gemmer på oppe i ærmet.
For dem der savner Metallica fra før 1991 så overvej lige hvorvidt Metallica havde overlevet grungebølgen, havde de fortsat med at spille progressiv thrash? Hvor havde bandet været i dag, hvis ikke de havde indspillet the Black Album? Svært at sige, men sikkert ikke i samme liga som nu.
Depeche Mode blev voksne med Violator. Det helstøbte album emmer af helstøbt vellyd, der stadig idag er frisk og iørefaldende uden at blive letfordøjelig. Violator er essensen af Depeche Mode.
Frog Eyes laver fremragende sange, spillet med visionær sans, overblik og opsigtsvækkende drive af bandet, men Frog Eyes´ helt store profil og karismatiske es er forsanger Carey Mercer, som er noget af det mest interessante på den nuværende rockscene. Han kan fandendansemig tiltrække opmærksomhed.
På Speak Of The Wolfs demo med fem skæringer er der både bid og smerte og langhåret, sumpet bluesrock, iklædt en snerrende rockguitar og elektroniske beats og flader, der er afstemt solidt i produktionen.
Der er rigtig fine momenter hos New TV Wonders, mens der også er andre passager, hvor resultatet falder mindre imponerende ud. Ikke desto mindre får københavnerkvintetten vist nogle af deres styrker. Nogle vil nok mene, at der mangler energi i de rolige numre –jeg mener, der mangler intimitet og balance i de energiske numre.
King’s Light Infantry har modet til at arbejde med en iørefaldende rock, der både har kant og nerve, samtidig med at de vil kunne begå sig på den mere brede scene. Næste gang vil jeg dog se frem til et mere sammenhængende og helstøbt album, hvor melodierne har fået med sporene og slår over i strakt galop.
Canadiske Danko Jones er rockens frække dreng. Deres højpotente blues-inspirerede boogie-rock har været grundstammen siden første plade, men på den forrige plade Never Too…
Ænima repræsenterer en rejse, hvor øregangene kommer til at befinde sig i en verden, der står uden for kroppens forståelse, og samtidigt fortæller om alle de lag, sindet kan rumme. Nye lag kommer konstant til på denne rejse, også selvom den nu har varet i fjorten år.
Til oktober er det drengene mod pigerne, når landets spillesteder bliver gæstet af Fuzz Rock Tour. Drengene er Sedated Angel, der har tre albums…
På Hagnesta Hill var singlen ”Musik Non Stop”, og nummeret indeholder præcist nogle af de kvaliteter, Kent er bannerfører for: Et catchy refræn, et friskt, fremadskridende tempo og en melodi, der aldrig rigtig ruster og bliver træg og kedelig.
Civil Twilight har deres momenter og højdepunkter, men der er ikke nok af dem. Og på et album, der i den grad er langt og langstrakt, er det umuligt at holde fokus på sydafrikanernes lidt for storladne, klynkeagtige og ensartede stil fra start til slut.
Man bliver suget ind i musikken, selvom man ikke forstår sproget. De glødende rytmer og de spruttende horn, sammen med Vivancos sprøde stemme, det flotte baggrundskor og de nænsomme fløjter, skaber et musikalsk tæppe med komplicerede mønstre og strålende farver, der ikke kan andet end at betage og begejstre.
Born Ruffians er spil-levende, uforudsigelige og uregerlige. De formår at skabe et par strukturerede sange med hitpotentiale, men ellers er det impulsiviteten, der er i forgrunden. Det giver et sprælsk, farverigt og mangfoldigt album, der imidlertid samtidig er lidt vel rodet, gøglet og usammenhængende.