Bedst som man tror, man har forstået at man her har med en udelukkende tung lyd a la Isis og Neurosis at gøre, bliver man dog i tvivl. Her er også tempo og så er der et omkvæd, der nærmest minder om en ørehænger. Og så synges der på norsk.
Guitargeniet og hans legeplads For de fleste er Jack White synonym med The White Stripes, men i år udkom hans første soloalbum. På Roskildes…
Tunghed, men intet tungsind Man skulle være lidt af en natteravn, hvis man ikke ville gå glip af amerikanske Crowbar og deres sydstats sludgemetal…
Betagende og overbevisende Årets første dag på Pavillon Jr. blev sat rigtigt i gang i aftensolen, da de unge fyre fra Ulige Numre gik…
Det går stærkt på den femte udgivelse fra nordmændene, meget stærkt. Nogle gange kammer det over, men en gang i mellem fungerer det faktisk for det norske band, der blev dannet tilbage i 1995.
Der er ikke meget godt at hente på metalbandet Worlds of Farewells album Immersion. Den growlende vokal passer ikke rigtigt til musikken og musikken sparker ikke nok fra sig – og når den endelig gør, så lyder det mest af alt rodet.
Når man kun har tre sange at fange lytteren med er det vigtigt, at disse tre ikke lyder alt for ens og er til at skille fra hinanden. Dette formår Chasma på deres debut EP, som på trods af at den kun indeholder tre numre, varer over en halv time.
Mordax er ikke noget nyt bud på hvordan (thrash)metal bør spilles, i stedet tager de fat i forskellige allerede eksisterende elementer af genren, men det gør de til gengæld med sikker hånd og et øre for det fede riff, og nogle gange er det nok.
Infernal Legion stammer fra Ungarn, så de har derfor ikke fået blackmetallen ind med modermælken, som de norske bands i genren, mere eller mindre, har. The Spear of Longinus er et acceptabelt baggrundsmetalalbum, men desværre ikke meget mere end det.
Amerikanske Chasma har med deres EP udsendt tre sange, der i en vis grad imponerer med en blanding af ondskab og skønhed. De tre sange varer til sammen mere end 30 min., men det bliver aldrig kedeligt, da bandet formår at variere sine sange.
Nogle mennesker mener, at keyboardet er et instrument, der ikke hører hjemme i metalgenren. Et sådant udsagn virker noget snæversynet, men når der lyttes til Hateskors nyeste udgivelse, er denne anmelder meget tilbøjelig til at være enig.
På Everything fanger An Autumn for Crippled Children den nuværende årstids snigende kulde og triste, men smukke stemning på en fin og vedkommende måde. Det er flot melankolsk, men har dog også sine mangler.
Det starter egentlig rimeligt lovende for den nye danske kvartet, men desværre skuffes man flere gange, når musikken munder ud i et anti-klimaks. Alt i alt bliver det lidt for pænt og lidt mere arrigskab kunne have været at foretrække.
På deres debut lød danske Surfact lidt som en del af en ny grungebøgle, men der er ikke længere så meget bid i det bæst, der skal fodres på Feeding The Beast. Nok kan det stadig snerre, men allerhelst vil det klappes.
Rent genremæssigt lever canadiske Unexpect i særdeleshed op til deres navn, da de leverer musik, som konstant tager drejninger, lytteren ikke umiddelbart forventer. Der er både growl og violiner, kvindelig skønsang og alien-lydeffekter, og musikalske humørsvingninger generelt.