Los Lonely Boys er rigtig gode, når det svinger, men de er også kvalmende sentimentale på værste amerikanske maner, når det stikker dem. Men hvad kan man forvente af et band, der blandt andet har optrådt ved den amerikanske Big Bowl-finale?
De ti sange står tilbage i natten, pulserende af liv og undergang og smækfyldt med fortællinger. Det er ikke specielt ’Southern’, det er heller ikke gotiske fortællinger i traditionel forstand, men det er mørke elegier fra ’south of heaven’, og på den måde passer det meget godt.
Crystal Fighters trækker på flere stemninger og inkorporerer forskellige genrer og udtryk i deres latino dancepop, og man er hele tiden med på en bagudskuende trip down memory lane, om bord i et fremadstormende og løbsk lokomotiv, der får hår og kinder til at flabre i den virtuelle vind.
Albummets 13 skæringer spænder fra blid romance, klokkespil og croon over barberbladsskarpe og møgbeskidte syrespader, der river og rusker og stiller krav til lytterens tålmod. Akron/Family er ikke for konservative sjæle, der helst ser verden forklaret i et sammenhængende og afklaret lys.
Lissie performede en koncert langt ud over det sædvanlige, den amerikanske udgave af frøken Pruseluske var det helt centrale midtpunkt på scenen, og hendes altoverskyggende udstråling og udtryk, bærer musikken hele vejen hjem. Og med den standard, hendes sange holder, kan der kun gå for kort tid, inden vi får mulighed for at opleve hende igen.
Highway Child viser på dette tredje udspil, at de mestrer både det muskuløse og det afdæmpede, det underholdende, nærmest humoristiske overskudsrock og det simple blues, der skal tages gravalvorligt. Men de elleve skæringer viser i hvert fald et band fuld af overskud, ambitioner og en lyst til at levere en varieret bluesrock, der var lige ved at gå i stå på deres sidste udspil., men som nu har fundet storformen.
Kan Diamond Drive holde sig tilpas væk fra de melodiøse sekvenser i numrene og fokusere på det tekniske og det hårde, er der absolut god grund til at se frem til et mere sammenhængende udspil fra metaldrengene fra Århus.
Greg Dulli er kendt fra flere sammenhænge, især Afghan Wigs og Gutter Twins, og med sin karakteristiske vokal og med sin dybt personlige tilgang til rocken over motown og grunge, skaber han med Dynamite Steps et følelsesmættet og dybt bekymrende udspil.
Amerikanske The Hundred In the Hands, som består af Eleanore Everdell på vokal og synths og hendes makker Jason Friedman på bas, guitar, dub, sample og alt det løse, bød ifølge bandbeskrivelsen og deres seneste to udgivelser op på elektronisk, sfærisk pop.
Hvis man betragter de enkelte elementer i COB’s musik, er der intet, absolut intet, nyt under solen. Det er old-school ekstremmetal, og drengene fra Epsoo tonser derudad efter bedste evne. Men der er alligevel flere ting, der skiller bandet ud fra den store fællesmængde.
Der er fuld klampe på guitarerne, og trommerne veksler mellem tungt drive og et fint fremadsøgende tempo, der aldrig bliver speedy. EH må generelt siges at ligge i den tunge ende, og med Casper på bas og vokal har de en solid, rå lyd, der trækker det hele fint i land.
Der er reminiscenser fra Hola Ghost og Cramps i Powersolo, men de er langt mere alsidige og kåde i deres vanvittige omgang med rockens rudimentære udtryk, og det skal de blive ved med at dyrke. For heri ligger deres berettigelse.
Tredje gang er katastrofens gang, fortalte Obel, da hun og hendes tyske medspiller, Anne Ostsee på cello, havde fundet vej til scenen. Det er normalt den aften, hvor alt går galt på scenen, og hvor alle fejlene indfinder sig, fordi musikerne begynder at slappe af efter de lidt nervøse åbningskoncerter.
Hvis man ikke kender hverken Cadoo eller n5MD, er dette album et godt sted at starte. Der er både et vældigt arsenal af kunstnere, der udgives hos Cadoo, et væld af numre, der repræsenterer en stor del af historien om n5MD, og så er de komponeret med en udtalt hyldest, der emmer af respekt for projektet, som i sig selv gør det til en fornøjelse at lytte til.
Betting On The Mouse (BOTM) har rumsteret i godt et par år, og debuterer med en gennemarbejdet og ambitiøs EP, der med blot fire skæringer stinker af både talent, mod og med et superpotentiale til at lave årets fuldlængdealbum.