Umiddelbart kan det være mere end almindeligt svært at se, hvad Gonjasufi ønsker at opnå med de 12 mystiske remixes, men har man et forhold til den dreadlockede rapper, og har man i øvrigt en krøllet hjerne, kan man måske komme nogenlunde uskadt tilbage, efter en rundrejse i Gonjasufi-land.
Cato og Findlay har igen leveret et udspil, der emmer og bobler af spilleglæde og kreativ optur, som helt sikkert vil finde sit publikum på den brede motorvej ind til dansegulvet.
Lad det være sagt med det samme og helt uden tvetydighed: Man skal have været der dengang i firserne, for at synes om en udgivelse af denne art. Og selvom man var der, kan man i dag stadig godt stille spørgsmålstegn ved en udgivelse som denne.
Produktionen er farveløs og radiovenlig, og det er måske her, man rammer hovedet på sømmet. Embassy Of Silence vil simpelthen ikke andet med deres musik, end at blive spillet på Helsinkis P3.
Det er absolut ikke Lautstürmers intention at skrive memorable metalsange, tværtimod. Produktionen er også holdt på et nærmest primitivt leje, hvor ingenting skiller sig ud, alt grøder sammen i en usammenhængende masse. Havde produktionen været bedre havde der været tale om et sminket lig. Nu er der kun tale om et lig.
Proem tilbyder på Enough Conflict både den mere tekniske side af sin stil, samtidig med at der er en kerne af det varme, menneskelige, man især møder på det tidligere mere mørke album till there’s no breath fra 2009.
Når forsangeren fra grungerockbandet Godsmack udgiver et soloalbum kan man frygte en egocentrisk mainstream-udgivelse, der indeholder et par numre med ulideligt catchy refræns, der holder præcist tre uger på Ugens Uundgåelige. Realiteten er dog en hel anden.
Albummet indeholder en imponerende søgen efter stemninger og vibrationer, der ikke lader sig fæstne i tid og rum. Alting flyder sammen og væk fra hinanden på både tiltrækkende og frastødende maner. Og der er ikke noget negativt med det frastødende i Dalots musik. Der er tale om grundlæggende poler og modpoler i numrenes måde at forholde sig til sig selv på.
Cadoo formår at bibringe musikken et kvalitativt løft og en ekstra dimension, der får udtryk og stemninger med fra hele skalaen. Lige fra det tyste, skumringsambient, til det langstrakte symfoniske, tilsat solide rytmer og bund. Jo flere gange, man lytter til Dryft.ventricle, jo mere bliver man overbevist om, at Cadoo befinder sig i en helt særlig liga inden for den elektroniske musik.
Om man er i stand til at lade sig indfange af LOA’s pausemusik fra en sci-fi-verden af ambient eksperimentering, er ikke kun en smagssag, men også et spørgsmål om temperament. Det er de langstrakte, maleriske sekvenser, parret med eksperimenterende lydkollager og momentvise glimt af en rocket wall-of-sound, der bærer trioen hjem.
Einstürzende Neubauten fremstår i dag som et sammenspillet ensemble, der både har den kunstneriske destruktive kraft i sig, som de også beviste i momenter denne aften, men som også kan underspille noget af det mest henåndende poetiske musik, man nærmest kan forestille sig.
Der er enkelte elementer af brus og måske en anelse støj, især på Jatuns behandling af ”Waiting for Something”, som trækker store veksler på Spacemen3 og Loop. Det er i øjeblikke som her, at lyden og skønheden fletter hånd med en knivskarp kant, man godt kunne ønske sig, der var noget mere af på et album med en imponerende stor og flot lyd.
De sidste tre skæringer viser meget godt spændvidden i duoens projekt. Der er alt lige fra det latinamerikanske vokal- og rytmearbejde, lidt jazzet intonering fra blæserne uden at blive eksperimenterende, og et knitrende elektronisk bagtæppe af lyde og stemninger, der formfuldent indkapsler og beriger de forskelligartede strømninger.
Det er ikke stor kunst, det er ej heller særligt originalt, men det er momentvist stærkt underholdende, og det ville grangiveligt sejre med højt ølskum og lige så højt humør, hvis bandet er i stand til at bevare den smittende og afvæbnende humor live.
Det er i sidste ende Annemarie Zimakoffs stemme, der ligger i grænselandet mellem Tori Amos og momentvist en ung Kate Bush, der henter sangene hjem, hvor de hører til, og arrangementerne holder hele vejen rundt i kvalitet, fra det tyste og vemodige til det mere sprælske og levende, der dog aldrig bliver hverken vovet eller kantet.