Ark er på mange måder et sidste refugium for resterne af menneskelig anstændighed, og Perrys projekt ender med at blive et storslået fartøj af lyd, hvor man kan søge tilflugt for en stund, i selskab med de spøgelser, der hjemsøger en hjemløs verden.
Publikum var tydeligvis begejstrede for genhøret med de gamle klassikere, og ingen kan tage fra Pretty Maids, at de har en trofast og loyal fanskare, der denne aften fik, hvad de kom for at høre.
Gutter Island Festivalen blev afholdt første gang i 2000, men der er ikke noget der tyder på, at festen er ved at være slut for det lille eksklusive publikum af psychorockabillies og hardrockere, der hver andet år mødes til et brag af en fest. Masnedø-fortet lægger rammer til en unik musikoplevelse af de sjældne, hvis man er til den autentiske garagerock, i selskab med folk, der ved hvad det handler om.
Der er på Talk Of This Town fem luftige popmelodier, der i deres florlette gemyt nynner sig igennem en behagelig og tilbagelænet atmosfære. Til tider minder Borbys lettere melankolske vokal som hentet direkte fra Nice Little Penguins storhedstid, og musikken trækker på samme hyggelige stemning som også findes hos Nicelands seneste udspil, hvor man langsomt fyldes af velvære og en afslappet stemning.
Skal man kun købe ét album i år fra den elektroniske indiescene, er Altmodisch’ debutalbum et rigtig stærkt bud på netop det slidstærke og kvalitative album, man ikke kan komme udenom. Køb det!
Der er tale om en buldrende omgang guitarlir, der ville have givet enhver bebumset teenager både stådreng og udløsning engang i firserne, hvor heavy metal havde sin storhedstid med muskuløse konger bag raketguitarer og brændende trommesæt.
Det er intelligent og fræsende på den fede måde, men der er ikke meget punk over titler som ”Closer”, ”Salvation Generation” eller ”Peace, Love & Unity”. Man er mere hensat til den radiovenlige undergrundsrock, der er flot produceret, og hvor selv de unge piger synes at drengene på albumcoveret ser godt ud med deres hanekam, kæder og tatoveringer.
Der er momentvist den samme bidende ironi og dobbelthed i Skyes vokal, som man også finder hos Sarah Nixey fra Black Box Recorder. Og det er netop i ”Blood Like Lemonade”, ”Recipe for Disatster” og ”Beat of the Drum” at Edwards bringer noget kant og nerve med til torvs i numre, der slæber sig kærligt af sted på blodige benstumper.
De fleste mennesker i Danmark aner formentlig ikke, at denne slags musik overhovedet eksisterer – og de ville også få sig et gedigent chok, hvis man tvang dem til at lytte til et band som The City Kill, som i udpræget grad spiller for de få indviede.
Udover at være et fantastisk smukt og barskt land, har Færøerne nu også et nyt album med vederkvægende og smukke aftenskumringssange, man kan tage med på rejse. Kan varmt anbefales, og måske skulle man supplere med en vandretur i de færøske fjelde på en god sommerdag.
Numrene efterlader et godt indtryk af en duo med mod på at spille gamle sange på kendte måder, men med troen på at ens eget projekt er noget helt særligt. Jeg vil i høj grad glæde mig til at høre mere fra de små gadeindianere, når de har fået skruet op for volumenknappen og lagt noget kvalificeret støj på – og får flækket den forpulede blokfløjte på langs.
Prince havde talt, og først og fremmest med en ægte og personlig stemme, og det er i virkeligheden det, der skaber størst respekt og anerkendelse og i sidste ende de største oplevelser. Og det er det, der sidder tilbage i kroppen, når alt det andet glitterstads for længst er forduftet. Ægte musik af ægte musikere. Ægte stjernestunder under Roskildes åbne himmel.
Med sin underspillede, nogle gange sludrende vokal fremmaner Démé ørkenbilleder af liv og sanselige verdener, der både danser til den vuggende rytme og svømmer hen i de flotte guirlander af melodi og rytme. Alt sammen funderet i en rodfæstet blues og en sans for det folkelige.
På Speak Of The Wolfs demo med fem skæringer er der både bid og smerte og langhåret, sumpet bluesrock, iklædt en snerrende rockguitar og elektroniske beats og flader, der er afstemt solidt i produktionen.
King’s Light Infantry har modet til at arbejde med en iørefaldende rock, der både har kant og nerve, samtidig med at de vil kunne begå sig på den mere brede scene. Næste gang vil jeg dog se frem til et mere sammenhængende og helstøbt album, hvor melodierne har fået med sporene og slår over i strakt galop.