På Hagnesta Hill var singlen ”Musik Non Stop”, og nummeret indeholder præcist nogle af de kvaliteter, Kent er bannerfører for: Et catchy refræn, et friskt, fremadskridende tempo og en melodi, der aldrig rigtig ruster og bliver træg og kedelig.
Man bliver suget ind i musikken, selvom man ikke forstår sproget. De glødende rytmer og de spruttende horn, sammen med Vivancos sprøde stemme, det flotte baggrundskor og de nænsomme fløjter, skaber et musikalsk tæppe med komplicerede mønstre og strålende farver, der ikke kan andet end at betage og begejstre.
Vulgar Display of Power fra 1992 er nok en af de mest indflydelsesrige udgivelser på metalscenen i 90’erne – måske endda nogensinde, set i et bredere perspektiv. På Vulgar Display of Power lykkes det kvartetten at ramme en så konsekvent, nådesløs hård lyd, samtidig med at melodimaterialet er på et uhørt højt kvalitativt niveau.
De udgav deres sidste studiealbum for femten år siden, de opnåede aldrig den berømmelse, mens de var aktive, som de har i dag, og alle de oprindelige medlemmer er for længst blevet kendte i alle mulige andre sammenhænge. Ikke desto mindre var det noget af en begivenhed, at den tidligere Kyuss-sanger gæstede et udsolgt Loppen.
Love And Its Opposite er et album, der ikke kan anbefales nok, og er man på forhånd til Thorns og Everything But The Girls melankolske, folkede pop, er dette værk decideret uundværligt.
Hver gang jeg hører LES, både live og på cd, slår det mig, hvor udanske de egentlig lyder. Jeg kan ikke komme med referencer til andre danske bands, der har tilnærmelsesvist den spændvidde og den på samme tid totalt nørdede, tekniske og elementært og basalt rockende lyd.
På Killer Grass er der mange gode numre, fine fortolkninger, men der er ved gud også en konceptuel skamridning af grassmusikkens energi og umiddelbare, akustiske kvaliteter, der bliver strukket lige lovlig vidt i Hayseed Dixies forsøg på at forene halvlummert pornograss med sumpet bluesrock og heavy.
Som helhed fungerer Who Killed Sgt. Peper slet ikke, hvilket er synd for BJM, der på en god dag kan levere uovertruffen rock/electronica. Desværre er der alt for mange ligegyldige numre og passager, der efterlader lytteren mere udtørret end en tur gennem Kalahari-ørkenen, uden andet at spise end en pose Piratos.
Herfra skal der kun lyde en varm anbefaling til alle, der tænder på det varierede og bredt inspirerede metal, der både har brutal growl, ren vokal, grindcore, hardcore og melocore i en inspirerende og vital cocktail.
Når Fridlund er bedst lyder han som et meget godt mix af Ryan Adams med en god snert af noget Paul McCartney over sig. Der er substans og kvalitet og samtidig en legende enkelthed, der gør sangene meget umiddelbare.
Puppet Arms’ evner ligger ikke i at spille hardcore metal, men i deres legende måde at fusionere en growl-light med en faktisk ret god vokal i Rasmus Castro og deres konstant varierede spil, der bringer minder om Rage Against The Machine meets Godsmack i en uhellig alliance.
Trommerne er for længst byttet ud med guitar, og Brant Bjork er den snakkesyngende frontmand, som denne aften med en ligelig blanding af distant coolness og en nærmest magelig attitude, præsenterede en god håndfuld både nye og ældre skæringer.
Groove Armada har skabt noget nær et fuldendt album, der går fra afsindigt godt til genialt ved tredje, femte og tyvende gennemlytning. Det er et teknisk vidunderbarn, med solister af en fantastisk spændende tyngde, der giver de strømlinede overflader en tekstur af kød og blod og liv ud over det sædvanlige.
Fans af Odelay, den tidlige triphop i almindelighed og electronica i den mere lounge-orienterede del af skalaen, vil med sikkerhed finde Hories engelsksprogede projekt både charmerende, spændende og fyldt med boblende vellyd.
Slutresultatet er ikke til at tage fejl af. DOD har fået indarbejdet en solid rutine, og med den flotte lyd på dette album, er det kun bandets egne ambitioner der sætter grænsen for, hvor langt de kan nå på både den danske og den internationale scene for dødsmetal.